14. Uge

Dag

 Dato Fra Til Distance
92 Lørdag, den 4. september Lissabon, Alcantara Lissabon, Alcantara  
I dag benyttede vi os af, at ligge i havn og sov godt og grundigt længe. Vi var først ude af køjen ved 9.30 tiden og da vi følte at vi havde god tid, bestemte vi os for at lave en ordentlig gang brunch, med alt til faget tilhørende. Bjarne blev inviteret over da det nu var ved at være frokost-tid og det var flere timer siden han havde spist morgenmad. Over kaffen fik vi lagt en slagplan over dagen og hvad vi skulle gøre.
Som altid er første punkt en netcafe. Dette viste sig at være en større opgave end først antaget. Havnekonteret var middagslukket, så dem kunne vi ikke spørge, så vi besluttede os for, bare at mase os op mod byen og så se om vi kunne finde en undervejs. Dette var ikke nogen stor succes og efter at havde været inde i flere forretninger for at spørge, måtte vi ty til en taxa til byens centrum. Her fandt vi et par stykker, men der var ingen af dem hvor vi kunne bruge vores USB nøgle i, (en lille hukommelse hvor vi kan lagre vores data fra vores egen EDB maskinen på) og da hele hjemmesiden lå på den kunne vi jo ikke komme videre. Bjarne skulle skrive nogle mails, så han blev på cafeen, mens vi gik videre ud i byen. 
Vi fik turet lidt rundt, inden vi igen fandt tilbage til Gi'vind.
Aftenen gik med bøger, lidt TV, computer og så ellers tidligt i seng. 

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
93 Søndag, den 5.september  Lissabon Cascais 16
Vi vågnede ved at det lød som om det regnede, men det viste sig at der var "Malott", som lå ved siden af os, der gik og vaskede båd. Han havde været tidligt oppe for hele båden strålede som en lille sol. Alt var pudset og rengjort, dynen var hængt til udluftning, tøjet var blev vasket, ja - selv flaget var skiftet ud til et nyt. Bjarne selv var også nypudset og selv hans korte bukser, var med knivskarpe pressefolder. Jo - han strålede også som en lille sol og vi var ikke i tvivl om at det var i dag at hans datter skulle komme og sejle med et stykke tid. 
Al den aktivitet var en kende for meget for os og da vi var færdige med morgenmaden, blev vi enige om, at vi ville sejle tilbage til Cascais, da det er langt hyggeligere at ligge for anker der og vi overlod derfor forberedelserne til Lottes ankomst til Bjarne alene.
Vi tog de 16 sømil for motor så vi også fik ladet lidt på batterierne.
Vi fik for øvrigt SMS besked fra "Lady Ship", som vi mødte i Cuxhaven, at de var ankommet til La Coruna kl. 2.15 i nat efter en noget hård tur over Biscayen.
Vel ankommet til Cascais, fik vi igen lagt ankeret ud på vores gamle plads og bagefter tog vi en aftentur op og ned langs stranden i gummibåden, for at se om der var nogle steder man kunne "lande", hvis man skulle en tur ind til Estoril by.
Estoril er kendt for sin racerbane og for Europas største kasino. Vi valgte det sidste.
Iført vores pæneste skrud og med risiko for en ny "dinghy-røv" sejlede vi langsomt ind til havnen i gummibåden, hvor det var lidt lettere at komme tørskoet i land. Herfra kaprede vi så en taxa og ankom så i fineste stil til kasinoet. Forventningerne var store, da dette skulle være det største kasino i hele Europa. Det var da også meget flot, men så heller ikke mere. En masse glimmer og glitter og så en helv..... masse enarmede tyveknægte. Det kan man vel ikke en gang kalde dem mere, for der er ingen arm på. (Derfor må det bare være tyveknægte) Alt var blevet elektronisk og hvis man bare puttede penge ind i den ene side, klarede maskinen selv resten, indtil du havde tabt alle pengene og ikke kunne putte flere penge i. (!!!!!!!!!!!!!) Alternativet var at bruge sit visakort.
Vi blev enige om at det ikke lige var det vores penge var til, så vi søgte mod en af restauranterne og valget faldt på en kinesisk restaurant, hvor vi fik en herlig middag med masser af chili og soja sovs.
Nu var det tid til at få finansieret resten af turen til middelhavet og vi søgte i rask trav mod roulettebordene, men blev standset af en bredskuldret tjener. - Om vi havde billet til området - øh næ - så er det derovre det foregår. Ok - Hvis vi er kommet for at hente en million, er det vel ikke noget problem at indløse en billet til 3 euro stykket.
Udstyret med billet gik vi sejrsikkert ind på det fine område. Nu er spil jo ikke min stærke side og for at få en fornemmelse af spillet stillede jeg mig diskret op ved et af spillebordene, for at lure nogle fiduser af de rigtige professionelle. Gitte derimod gik rask hen til croupieren og spurgte hvordan det hele foregik og i løbet af fem minutter havde hun fået fortalt hvordan der skulle satses og hvor meget hun kunne vinde. Det tog mig over en time at finde ud af. I mens jeg stod der og lurede fiduser af, fik Gitte set resten af kasinoet og kunstudstillingen på første sal. Hun skulle jo heller ikke skaffe pengene til resten af turen.
Da klokken var blevet omkring 01, følte jeg at nu var tiden kommet til at satse hele vores rørlige formue på 20 euro, og meget nonchalant smed jeg  20 euro sedlen på spillebordet.
Jeg kunne se at croupieren kikkede op, - her var der en rigtig storspiller - og med ærefrygt lagde han 10 jetoner foran mig. Med sikker hånd lagde jeg fem jetoner på hver af tallene i min pinkode og på vores fødselsdage. DET KUNNE IKKE SLÅ FEJL. Hjulet begyndte at snurre og kuglen blev sendt af sted. Uendeligt blev den ved med at snurre og sveden begyndte at hagle ned over mine øjne. Endeligt ramte den de første tal, for til sidst at lande i nummer 16, som absolut ikke indgår i min pinkode og som hverken Gitte eller jeg har fødselsdag på. Der måtte være sket en fejl. Lynhurtigt fejede han alle mine jetoner til side og de forsvandt ned i et stort hul i bordet. Nu skal man jo ikke lade sig slå ud, fordi det ikke lykkedes første gang og da ingen af mine numre kom ud i første forsøg, måtte jeg prøve igen med de samme numre, for jeg var sikker på at de så ville komme denne gang.
Endnu en gang blev hjulet startet og kuglen sendt afsted, alt gik som i slow motion, stemmerne forsvandt til en dyb brummen og mine sanser var i højeste alarm beredskab.
22 - - to og tyve..... Gitte har fødselsdag den 8. og jeg den 26. Min pinkode indeholder overhovedet ikke tallet 22. Nedtur - jeg måtte nu finde Gitte og forklare at jeg havde spillet alle vores penge op og at vi nu måtte sælge båden. Hun tog det meget pænt og sagde at hvis jeg bare ville gå med op og se kunstudstillingen, klarede vi det nok alligevel.
Jeg tror aldrig at spil bliver den store lidenskab for mig, slet ikke når man ved at alt er regnet matematisk ud, så det er kasinoet der vinder hver gang. Men nu har jeg prøvet lykken og ved at når jeg ikke har held i spil, må jeg have det i kærlighed.
Gitte havde slet ikke spillet, så hun havde penge til en taxi hjem og tilbage i Gi'vind røg vi hurtigt i agterkøjen, efter en lang dag med høje indsatser.

 

Dag

 Dato Fra  Til Distance
94 Mandag, den 6. september Cascais Cascais 0
Tilbage i livets barske realiteter, vågnede vi op til en skyfri morgen. Dagen i dag stod i indkøbet og netcafeen's tegn. Vi startede gummibåden og satte kursen mod den nærmeste strand, hvor vi trak den godt op på land. Herefter styrede vi mod netcafeen med den hurtige forbindelse og hvor man måtte have sin egen computer med, men da vi ankom var der selvfølgelig alt optaget. Vi ændrede lidt på planerne og mens Gitte gik ud og handlede lidt i forretningerne, blev jeg parkeret ved den nærmeste bar og med udsigt til Gi'vind og mens jeg sad og nød en .. , så jeg "malott" på vej ind i bugten for at kaste  anker.
Gitte var så i mellem tiden blevet færdig med at handle og vi fik slæbt alle varerne ned til netcafeen, hvor vi så fik opdateret hjemmeside og kontrolleret mails. DMI, ekstra bladet og BT, samt SKB's hjemmeside blev også lige rundet inden turen gik tilbage til gummibåden, med alle varerne.
Hele eftermiddagen blev brugt på at sole sig på fordækket og sidst på eftermiddagen kom "Malott" forbi og vi fik hilst på Lotte. Vi hørte lidt om hvordan turen var gået herned og hvordan det havde været at sove i en båd. Til Lotte's familie kan vi sige at hun er godt på vej til at blive en fuldbefaren matros.
"Malott" bød på aftensmad for at fejre Lotte's ankomst og mens vi sad og hyggede os i cockpittet, kom der endnu en dansk båd ind. Vi fik lige hilst på den et kort øjeblik da de sejlede forbi og kunne se at det var "Isabella" fra Horsens.
Pludseligt var det blevet mørkt og vi sejlede tilbage til Gi'vind, hvor vi fandt bøgerne frem indtil det var blevet køjetid igen.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
95 Tirsdag, den 7. september Cascais Sesimbra 25
Nu måtte vi se at komme videre. Hvis vi ikke skulle klistre fast til bunden, var det på tide at få sat nogle sejl og komme videre sydpå. Vi fik gjort båden sejlklar, men inden vi hev ankeret op ville vi lige hilse på den danske båd som havde lagt sig tæt på os. Vi sejlede over i gummibåden og fik hilst på "Isabella" en Venø 40 fra Horsens, som også er på vej til Middelhavet. De fortalte at vi var den tredje danske båd som de havde mødt på hele turen fra Danmark, men at de til gengæld havde mødt mange norske både og at de nu fulgtes med en. Vi fik udvekslet de værste historier inden vi vendte tilbage til Gi'vind og fik hevet ankeret op og sejlet over til diesel standeren, da der var blevet lavvande i tanken og fik 120 liter på og så var vi klar til at komme af sted. 
Vi trængte begge to frygteligt til at få sejlet lidt for sejl, så selv om der kun var 4 sek/m og foran for tværs og at sejlene ville skygge for solen i cockpittet, skulle de bare op. Resultatet blev også derefter, nemlig en fart der kun var til at dalre i og ingen sol til Gitte. Det hjalp lidt da Bjarne kaldte over VHF'en og fortalte at de nu havde fanget den første makrel, for så kan det nok være at fiskestangen kom op i en fart. Nu er det sådan at vi jo ikke er de store fiskespisere og derfor havde jeg kun taget èn fiskestang med. Det afholdt nu ikke Gitte fra at deltage, for hun tog en tørresnor og bandt en meter fiskeline på og så en krog ude i enden.
Der gik ikke mere end et par minutter før jeg kunne kalde "Malott" og fortælle at nu var den første makrel også ombord hos os. Efter ti minutter kunne Gitte med sin Storm P. konstruerede "fiskestang" også hive endnu en makrel indenbords og så begyndte det at ligne en middag. 
Inden Gitte gik i gang med at fiske, havde jeg sagt til hende at hvis hun fangede noget skulle hun selv slå den ihjel. (Det er noget som ingen af os er særlig gode til) og jeg kunne da godt se at hun håbede på at den ville springe af krogen igen, inden den kom ombord. Men den sad fast og så var der jo ikke andet end at gå i gang. Det var med bortvendt blik at fisken måtte lade livet for Gittes hånd. Vi fik en mere og så mente vi at der måtte være nok til os to. Vi skulle jo ikke tømme hele havet for fisk!!
Fiskene blev renset og så var det med at komme i gang med rengøringen af cockpittet, for hold da op hvor kan det svine.
Vi ankom til Sesimbra hen under eftermiddagen og fik lagt ankeret ud. Havn er der ikke meget af, kun en dækmole og byen er en lille ferieby.

 Vi spiste fællesmiddag hos "Malott" og jeg kan sige at "makrel i fad" smager fantastisk når man selv har været med til at fange dem. Efter maden tog Bjarne og Lotte en tur ind til byen, mens vi vendte tilbage til Gi'vind, for at få gjort lidt hjemmearbejde.

Da klokken blev 22, sad vi begge og glippede med øjnene og vi bestemte os for at gå til køjs.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
96 Onsdag, den 8.september Sesimbra (anker) Sesimbra (havn) 0,5
Nu forstår jeg bedre hvorfor at fiskerne sejler ud så tidligt om morgenen. Da klokken var 04 lå vi begge vågne og kunne ikke sove mere. Vi bestemte os for at vi så lige så godt kunne stå op og få skrevet lidt mere til hjemmesiden. Da klokken var ved at være 07.00 var det igen tid til en lille lur og vi smuttede ind i køjen og fik en time mere. 
Ved 8 tiden var dønningerne så store at nu var det ved at være nok. Med vindstille og dønninger på op til en meters penge besluttede vi os for at sejle ind bag molen og lægge til. Himlen var grå og overskyet, så ifølge reglerne skal vi ikke nogen steder. Vi kaldte "Malott" og fortalte om vores planer og de syntes også at det var lige uroligt nok og ville også gerne med ind bag molen. 
Portugisere er mærkelige!! Da vi kommer sejlende ind i havnen, kommer der en "havne-staf" ud og viser os hvilken plads vi skal gå ind på. Autoritetstro som man er, følger man selvfølgelig hans anvisning, blot for at få at vide at der kan man ikke ligge fordi vi ikke er brede nok. Det forklarer han først bagefter, da vi har fortøjet og rigget strømmen til. Vi skal over på en anden plads. Vi slipper alt hvad vi har af fortøjninger og ledninger og sejler igen efter hans anvisning over til en anden plads. Her er han så løbet uden om og i sin iver for at hjælpe, får han en forfortøjning af Gitte og mens han står og haler alt hvad han kan for at få stævnen ind, kører jeg på fulde omdrejninger med  bovpropellen for at få stævnen ud. Dette er en kamp der kunne vare i mange timer, hvis jeg ikke på et tidspunkt sætter i bak og prøver at trække ham i vandet. Så opgiver han kampen og begynder at lytte til hvad Gitte prøver at forklare. Dette er et fast ritual som vi er ved at udvikle til fuldkommenhed, men det er endnu ikke lykkedes os at dyppe en havnefoged.
OK - de prøver bare på at være behjælpelige, men det ville være rart hvis de ville lytte lidt til hvordan vi gerne vil have sat fortøjningerne, i stedet for bare at jerne tovværket hjem.
Da vi var oppe i morges, regnede det og da vi var oppe igen i morges(!) var det holdt op med at regne, men himlen var nu mørkegrå af skyer.
Nu kunne jeg ikke bruge den undskyldning med at polermiddel ikke må bruges i solskin og så var der ingen vej uden om. Polermaskinerne kom frem, sammen med polish og voks og det var bestemt også på tide at Gi'vind fik sig en ordentlig omgang. Hvad der ikke indgik i mine planer var at det klarede op og derefter blev stegende hedt (32 grader) og at vi nu lå i læ af havnemolerne med det resultat at luften stod helt stille.
Nå, men det er nu meget sjovere at polere båd i 32 graders varme, i korte bukser og med kolde bajere (undskyld svigermor - sodavand) inde for rækkevidde, end det er i Hundige Havn en kold forårs dag. Og nu skinner Gi'vind igen som en lille stjerne.
Gitte havde planlagt at skulle redigere video, nu hvor hun havde fået sin computer igen, men der var alt for varmt i salonen, så det blev til lidt tøjvask og andre småting der kunne gøres i fri luft.
Efter et kort besøg hos "Malott", blev aftenen tilbragt med hygge i salonen, iført computere og bøger.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
 97 Torsdag, den 9.september Sesimbra Sines 36
Dagen startede med fint solskin, men efter kort tid væltede der tåge ind over kysten og snart var alt indhyldet i tåge. Vi udsatte afgangen til Sines et par timer og gav os god tid til morgenkaffen. "Malotterne" var mere modige og smed fortøjningerne ved ni-tiden, men da vi kalde dem et kvarter senere havde de kastet anker i havnehullet, så tyk var tågen.
Vi ventede til klokken 11 før vi bestemte os for, at nu måtte vi se at komme af sted, tåge eller ej. Efter en times sejlads kom solen frem igen og det klarede op og blev til en fin solskinsdag. Hele dagen gled vi fremad for gennaker og lidt senere også storsejl, mens vi rå slappede i cockpittet. Sådan gik det de næste 30 sømil til vi nåede til Sines. 
Sines havn er stort set som at ligge for anker ved prøvestenen i København, absolut ikke den store oplevelse og vi har da også bestem os for at gå videre i morgen til Lagos.
En lille tur på 75 sømil, så vi må nok tidligt op og af sted allerede fra morgenstunden.
De sidste to aftener har det været "Malott" der har været vært for aftensmaden og i aften var det så vores tur. Gitte havde i går stegt en culottesteg mens vi lå i havnen i Sesimbra og den satte vi så til livs, sammen med lidt grønsager og brasede kartofler. 
Bjarne og lotte ville ind og se på byen og efter maden sejlede de ind, mens vi fandt computer og bøger frem.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
98 Fredag, den 10 september. Sines Lagos 75
Vi havde bestem os for at sejle videre til Lagos. Jeg havde kikket i kortet og set at der var ca. 60 sømil derned. Da jeg havde lagt ruten ind på kortplotteren viste det sig at hele turen var på 75 sømil. Jeg havde ikke regnet med at der var 15 mil mere efter at vi havde rundet pynten og så måtte jeg lige indkassere en ny (godmodig) skideballe fra Gitte, da vi så skulle have været meget tidligere af sted. Her gik hun og regnede med at jeg var en erfaren sejler og så kan jeg ikke engang måle afstanden ud mellem 2 punkter. Jak jak jak. Jeg har det hårdt.
Vi fik pakket båden sammen og hevet ankeret op og kom ud af havnen i en fart. Der var heldigvis en god vind, så hvis vi holdt farten ville vi være inde lige som solen gik ned. Nu går det jo sjældent som præsten prædiker i kirken, for ved  14 tiden løjede vinden, så motoren måtte i gang. Solen, derimod, havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og da vi sidst på dagen trængte kraftigt til et bad, blev vi enige om at det kunne vi gøre når vi rundede pynten og kom lidt i bølgelæ. Det havde præsten åbenbart heller ikke sagt noget om, for da vi rundede pynten steg vinden til 12 sek/m, men bølgelæ var der da.
Nu måtte vi så til at rebe storsejlet og rulle forsejlet lidt ind og med en fart omkring de 9 knob, blev alle tanker om et bad udsat. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men det var faktisk ganske rart at sejle foran for tværs for en gang skyld.
Vi fik sejlet de sidste 15 sømil og kom frem til vores ankerplads lige uden for Lagos by, netop som det begyndte at blive mørkt. Hernede er det ikke, som derhjemme med tusmørke, her går solen  ned og 15 minutter efter er det bælg ravende mørkt. 
Jeg måtte klare båden op i lyset fra dækslampen, mens Gitte var i pantryet og organisere lidt aftensmad. For at være sikre på at få en god natttesøvn, tog jeg gummibåden og lagde vores andet anker ud, så vi er sikre på at vi ikke driver. 
Der er noget med vinden når den først passere land, for ud over at den øger kraftig, stiger temperaturen også kraftigt og nu havde vi lige pludselig 25 graders varme klokken 21.
Vi var godt trætte efter en hel dags sejlads og det varede da heller ikke mange halve timer før vi lå i agterkøjen.

Kort over ruten