24. uge

Dag

 Dato Fra Til Distance
162 Lørdag, den 13. november Morro Jable Morro Jable      0
Lørdag den 13. har altid været en sovelængedag. Det bestemte vi her til morgen og derfor tog vi lige en halv time mere, før vi væltede ud af køjen.
Vi er kommet ind i et dødvande. Efter vi har sagt farvel til alle danskerne i Puerto Rico og er på vej tilbage til Marina Rubicon på Lanzarote, er det som om vi ikke kan komme i gang med nogen ting. Det er første gang vi er alene i meget lang tid og vi bruger bare tiden til at slappe af og (jeg) laver ikke og en ski..

Gitte bestemte sig dog for, at i dag skulle der bages boller, så der blev slået dej op til den store guldmedalje og mens den stod og hævede, fik badeværelset lige en afvasker.
Så skulle bollerne formes, sættes til hævning og derefter i ovnen. Med al den aktivitet omkring sig, var det meget svært at koncentrere sig om sin bog og jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at blive angrebet af samme arbejdsiver og med kæmpe anstrengelser lykkedes det mig da også at blive liggende i solen og læse videre.
Vi har længe gået og undret os over at vores vinduer i sprayhooden var ved at blive matte. Vi har vasket dem hver gang vi også vaskede båden, men lige meget hjalp det. De blev ved med at være matte, indtil Gitte fik den gode ide at pudse dem indvendig. Det hjalp. Nu kan vi igen se hvad der sker oppe ved stævnen af båden. 
Bollerne var ved at være færdig og nu måtte jeg virkelig opbyde al min styrke og bevæge mig hen til cockpitbordet til nybagte varme boller med ost og syltetøj. JUMS!!!!

Mine sidste kræfter blev brugt på at række ud efter bogen, før jeg igen væltede om på siden, men til alt held nåede Gitte lige at komme med en hovedpude og lægge den under mit hoved. Jeg var totalt udgået for kræfter for i dag.
Gitte derimod syntes at søgelænderet også lige skulle have en omgang og gik frisk i gang med at pudse det meste af vejen rundt. Det skulle være rustfrit stål, men ser ud som om det er "stålfrit rust". Det er ganske vist nemt at polere af (når bare det er Gitte der gør det), men det viser hvor hårdt sejlermiljøet/saltet/vejret er ved tingende hernede.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
163 Søndag, den 14. november Morro Jable Morro Jable

0
Søndag den 14 november er den dag hvor det er en tradition at sove længe. (Ny tradition)
Selv om temperaturen stadig er omkring 20 grader om natten, er dagene ved at blive meget kortere nu. Solen står først op klokken 8 og det er først rigtigt lyst ved 8.30 tiden og så er der jo ingen grund til at stå tidligt op, med mindre man skal sejle og det skulle vi jo ikke.
Vi gav os godt tid hele formiddagen og ved middagstid ville Gitte en tur ind til byen. Cyklen blev startet og kursen lagt an. 
Jeg ville en tur op i "bjergene" eller bakkerne, eller hvad man nu kan kalde dem, for at se udsigten ud over havnen og havet.  

Jeg sprang på cyklen og trampede i pedalerne op ad de første stejle veje, med Bjarne Riis og tour de france i tankerne, men det varede ikke længe før tungen slæbte hen ad vejen og mine lunger gik som blæsebælge og jeg havde glemt alt om hr. Riis. Det var på det tidspunkt at jeg blev enig med mig selv om at det måske var bedre at gå derop. Jeg parkerede cyklen bag en stor sten og låste den forsvarligt og begav mig derefter afsted mod tindernes top.
Dette tempo passede mig bedre og med små indlagte pauser, nåede jeg da også toppen og kunne belønne mig med en kold pilsner, som jeg jo selv havde båret hele vejen op mod tindernes top. Udsigten var formidabel, med udsigt til Gi'vind nede i havnen og hele Atlanterhavet bag ved. Jeg tror jeg sad der en hel time før jeg igen begyndte nedstigningen.

Nu manglede jeg bare at køre det sidste stykke og det gik jo ned af bakke hele vejen.
MEN - da jeg kom ned til den sten hvor jeg havde parkeret cyklen, var cyklen væk.
Lamslået glor man to gange, det kunne jo være at den var dukket op i mellemtiden !!!! NÆ
Derefter glor man rundt, for det kunne jo være at man var gået hen til en forkert sten, men det var den eneste store sten der var. Så begynder det langsomt at gå op for en at ens cykel er stjålet. Der er sikkert kommet en forbi og har tænkt at sådan en smart cykel kunne han da godt bruge og har løftet den op i bilen. 
Så kan man jo tænke hvorfor at jeg ikke låste den fast til noget ?
Hvis man har været på Fuerteventura, ved man at der absolut ikke er nogle træer overhoved, som man kan låse cykler fast til, ej heller vejskilte eller andet.
Nu måtte jeg så gå hele vejen tilbage, mens jeg skummede og rasede over den tumpe der havde stjålet min cykel. Så hvis der er nogle der kommer til Fuerteventura og ser en blå Neobike, kan I roligt regne men at det er min.
Resten af aftenen sad jeg bare i det ene hjørne af båden og skummede over min stjålne cykel.

 

Dag

 Dato Fra  Til Distance
164 Mandag, den 15. november Morro Jable Gran Tarajal

34
Mit humør var ikke bedre da jeg vågnede, for min cykel var stadig væk. Vi tog billeder af Gittes cykel, som er magen til, og lavede efterlysningssedler. Vi pakkede Gi'vind sammen og gjorde klar til afgang. Vi sejlede over til havnekontoret for at afregne og for at få noget vand på (den bro vi lå ved, havde hverken el eller vand). Vi afleverede vores efterlysninger til vagtpersonalet og han så meget bekymret ud, da vi forklarede ham at vores cykel var stjålet her i havnen. (Det var måske en lille omskrivning af sandheden, men det kunne være at han så gjorde lidt mere ud af det)
Havnefogden havde åbenbart fri om mandagen så vi kunne ikke komme til at betale (ÆV) når kontoret var lukket. Men da vi har truet med at komme igen om 3 uger, må vi så ordne det på det tidspunkt. Hvis de altså har fundet min cykel og sat den skyldige i fængsel.
Vi stod ud af havnen og satte sejl. Vinden kom fra nordøst og da vi skulle nord på, skulle vi krydse for første gang i mange måneder. Nu har vi været vandt til bare at sætte sejlene, slække godt ud på dem og så ellers bare slappe af og lade autopiloten klare resten.
Nu skulle vi til at bestille noget. Der skulle justeres på sejlene, kursen rettes og båden trimmes. Jo - nu fandt vi ud af hvor hårdt det er at være langturssejler. I over 4 timer måtte vi sidde og holde fast da båden krængede lidt og det var næsten ikke til at drikke øl undervejs, men vi klarede det lige. Noget at spise fik vi slet ikke, for vi kunne ikke åbne for køleskabet under turen, når båden krængede. (Vi havde husket at tage øl ud inden vi satte sejl!)  Det var en utrolig hård tur og solen skinnede næsten ikke.
Da vi ankom til Gran Tarajal, forsøgte vi os først med at ligge for anker uden for havnen, men vi syntes at det var lidt for uroligt, så vi søgte ind i havnen. Her måtte vi endnu en gang ligge langs ydermolen med alle de besværligheder det giver med lange fortøjninger og besvær med at komme i land. (se uge 22 dag 151)
Vi skynder os at få gang i grillen oppe på molen, da vi stadig kan komme i land, men vi kan godt se at vi vil blive indhentet af tidevandet og flytter så grillen tilbage på gelænderet på Gi'vind, hvor vi griller barbecue-ribs og kyllingeben med tilhørende bagekartofler.
I dag har vi lært en ny disciplin ud i sejlerlivets ædle kunst. En franskmand, som åbenbart også har opgivet at ligge for anker uden for havnen, kommer ind og da han ser den høje mole, vælger han den nemme løsning og kaster ankeret lige midt i havnen og der bliver han liggende hele natten uden at der er nogle der gør indvendinger mod det.
OK - det vil vi da prøve næste gang vi kommer til en havn, hvor der ikke er nogle pladser til gæstebåde.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
165 Tirsdag, den 16. november Gran Tarajal Puerto del Rosario 27
Vi var oppe sammen med solen. Gran Tarajal er ikke den mest spændende havn at ligge i, så vi havde bestemt os for at sejle så snart morgenkaffen var indtaget. Vi havde bare det lille problem at der var 2 meter op til kaj kanten og vores el-stik sad i. Fortøjningerne havde vi sat så de var til at løsne nede fra båden så da der kom en ældre herre forbi, blev han straks hyret som el-gast og på vores bedste tegnsprog fik han forklaret at han skulle hive sikket ud. Denne herre måtte være et sproggeni, for der gik ikke mange sekunder før han forstod hvad jobbet gik ud på og vi havde el-stikket ombord.
Vi stod ud af havnen og gjorde klar til endnu en dag med hårdt kryds på programmet. Vi er nu ved at vende os til denne sejladsform igen og det tog ikke mange minutter før Gi'vind lagde øret til bølgen og vi tonsede derudaf.
Efter et par timers sejlads observerede vi et par helikoptere som kredsede over vandet et par sømil væk. Vi snakkede om der mon var en eftersøgning i gang, men da vi havde VHF'en åben og vi ikke blev kontaktet, regnede vi med at der ikke var brug for vores hjælp.
Vi blev noget mere betænkelige, da vi et par sømil senere fandt en redningskrans i vandet.
Vi fik hurtigt lavet en mand over bord manøvre og i løbet af få minutter havde vi fået bjerget redningskransen. Vi holdt skærpet udkik de næste par timer og frygten for at skulle finde en druknet skræmte os. Det viste sig dog heldigvis at være ubegrundet. 
Vi ankom til Puerto del Rosario ved 14 tiden. Havnen er stor nok, da det er en industrihavn, men det er en meget lille marina der findes her. Efter en hurtig gennemgang af alle pladserne, fandt vi ud af at der ikke var plads til os nogen steder. Det var nu heller ikke noget problem, for vi havde jo lært et nyt tricks i går, nemlig at smide ankeret midt i havnen og så ligge der ganske gratis. Der var da heller ikke nogle der gjorde nogle indvendinger.
Eftermiddagen blev brugt på at nyde solen og ligge og se på alle skibene der kom ind og ud af. Det er utroligt så mange passagerer- og containerskibe der kommer i løbet af en dag til en lille ø som Fuerteventura.
Da mørket faldt på, åbnede slikkiosken og bagefter viste biograf Gi'vind spillefilm i den store salon midtskibs.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
166 Onsdag, den 17. november Puerto del Rosario Marina Rubicon 34
Fejlen ved at ligge i en så stor havn er nok den at der er meget støj tidligt fra morgenstunden. Vi blev vækket allerede ved solopgang og vi besluttede at vi så lige så godt kunne stå op og  sejle videre. Efter morgenkaffen blev ankeret trukket op og sejlene sat. Vi kunne se at det blev endnu en dag på kryds og nu syntes vi ikke at det er så sjovt mere. Vi begynder at mindes de dage hvor vi bare lå og slappede af når vi sejlede. Nå - men det var også overskyet i dag, så der var alligevel ikke mulighed for at sole sig.
Vi havde sat kursen mod Puerto Corralejo på nordspidsen af Fuerteventura, men da vi lige pludselig kunne holde kurs til Marina Rubicon, blev vi hurtig enige om at vi sejlede dertil. Her vidste vi at vi kunne få trådløs internetforbindelse og da vi ikke havde fået tjekket post i en hel uge, vejede det tungt. Vi skulle også se om vores lader fra Kjøller var kommet.
Vel ankommet til havnen, blev vi modtaget af en dansk stemme. Karin er ansat i havnen som "adjunta a direccion" hvad det så end er ? og vi blev modtaget efter alle kunstens regler.
Vi fik anvist en plads og da vi havde lagt til kunne vi konstatere at vores gamle internetforbindelse, fra sidste gang vi var her, stadig virkede. Nu kunne vi få tømt vores postkasse og blandt 21 mails var der også en besked om at vores nye lader fra Kjøller lå klar til afhentning på posthuset.
Karin havde været behjælpelig med at kontakte en rustfri smed som ville komme forbi senere på aftenen og give et tilbud på reparation af vores bøjle ved rattet.
Hun fortalte også at der lå en anden dansker her i haven og ham måtte vi da også lige hilse på. "Rubber squit" var på vej til Caribien og skulle sejle med i RAC (Rubicon-Antiqua-Challenge), som er en pandang til ARC'en fra Las Palma.
Aftenen gik med at gennemgå post og få opdateret hjemmesiden.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
167 Torsdag, den 18. november Marina Rubicon Marina Rubicon 0
Dagens projekt var at få hentet laderen på posthuset.
I en afstand af ca. 3 kilometer fra Marina Rubicon ligger byen Playa Blanca, et rigtigt turiststed, med alle de ting som sådan et sted skal have. Alt lige fra barer til de enerverende butikker som altid har "50% discount" eller "speciel offer" og som jeg er ved at gå i baglås over. (Mon ikke de har lagt 55% på prisen inden?) 
Men det var her vi skulle hente vores nye lader.
Det var med bange anelser, at vi trådte ind på posthuset. Vores mareridt fra Madeira sad stadigvæk dybt i os og med rystende hånd lagde vi postanvisningen på disken som var den det rene guld.
"Can I see your pasport, please" !!!!!!!!! Det havde vi jo ikke taget med. Med tårer i øjnene og med et slørede blik, så jeg  nu pakken forsvinde langsomt ud i det fjerne og en postmedarbejder, der med et smørret grin allerede var begyndt at stemple "retur til Dinamarca"  Mine knæ var begyndt at give efter og det sortnede for mine øjne, da Gitte ganske klarhjernet spurgte "What about a driverlicens ?" Jeg livede helt op da den ellers pæne og ganske nydelige unge dame sagde - ok. Tænk at mit lille lyserøde kørekort, stemplet i kategori "B" og med en udløbsdato i år 2025 kunne forhindre vores nye lader i at gå retur. Hun tjekkede lynhurtigt mit forbryderbillede med mit ansigt, så opgivende ud og forsvandt ud bagved. Der gik indtil flere minutter, mens mit hjerte igen begyndte at slå hurtigere, før hun kom tilbage, stolt bærende på en pakke i den ene hånd og papiret i den anden. Nu er jeg godt klar over at en lader på 15 kilo, ikke er noget man lige bærer i en hånd og da hun jo var en fiks lille genstand uden svulmende overarme, var jeg også godt klar over at den var gal !
ROLIGT - meget roligt måtte Gitte forklaret at det vist ikke lige var den pakke der var til os. Hun var godt klar over at hun hellere måtte overtage situationen, hvis  ikke folk omkring os skulle se en voksen mand bryde grædende sammen. Postdamen kontrollerede endnu engang nummeret på pakken og smilende opdagede hun at numrene heller ikke var ens. Hun var jo heller ikke klar over hvilken traumatisk oplevelse vi havde været udsat for på Madeira. 
Der gik endnu 5 meget lange minutter, før hun glædestrålende kom slæbende på en pakke, hvor det var nødvendigt at bruge begge hænder og da jeg samtidig kunne se at der på tapen stod "KJØLLER MARINE" kunne jeg have kysset hende. (Men jeg gjorde det ikke) Papirerne fik de obligatoriske 15 - 20 stempler og pakken skiftede hænder.

 

Nu var næste problem at få laderen transporteret tilbage til Gi'vind. Her vil jeg gerne indskyde at det måske var en idé, at Kjøller opfandt en letvægtsmodel, til brug for langturssejlere, for når vi endelig har brug for en taxa, er det nemlig aldrig til at få fat i en. Gitte havde fået den fantastiske ide at vi da også lige skulle handle lidt ind på vejen hjem og så bliver en lader altså dobbelt så tung, når den skal slæbes igennem et supermarked også.
Jeg var godt klar over at det her krævede lidt snilde, så jeg foreslog at vi skød genvej langs stranden. På udturen havde jeg set at der langs stranden var placeret op til flere barer og det krævede da også indtil flere pitstop, inden vi havde havnen i syne igen.

Hele denne sindspåvirkning, den lange travetur og de mange pitstop, havde taget så meget på kræfterne at jeg egenhændigt bestemte at det nok var bedst at vente med at montere den til i morgen og i stedet indtage en liggende position i et par timer og komme til kræfter igen.
Spændingen (!) var dog næsten uudholdelig og efter et par timer på langs, kunne jeg ikke nære mig længere og gik alligevel i gang med at montere den. En halv time efter blev der sat strøm på og så kan det nok være at der kom gang i batterierne. Aldrig før har batterierne suttet så meget strøm i sig, det var simpelthen en fornøjelse bare og stå og se hvordan strømmen væltede ind i båden.

Endnu en gang tak til Kjøller Marine, som uden tøven fremsendte en helt ny lader på garanti, samt for den hurtige service og fine behandling.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
168 Fredag, den 19. november Marina Rubicon Marina Rubicon 0
I dag er det "storesmåtingsdag"
Vi har en hel masse småting som trænger til at blive gjort ombord.
Vi har endnu ikke fået løst vores problem med vores VHF antenne. Vi havde aftalt med marineforretningen at vi skulle komme over i dag fredag, hvor der skulle komme en specialist i radioer.

Vi startede dagen med at Gitte hev mig op i masten , så vi kunne få afmonteret vores VHF antenne og have den med over til butikken, så vi var sikre på at få en der var magen til.
I forretningen viste det sig at de havde glemt alt om vores aftale, men at vi kunne få en ny antenne i Arrecife, en by en halv times kørsel væk. At vi ikke lige har en bil stående på fordækket, syntes ikke at bekymre dem det mindste. At tilbyde at skaffe en antenne fra Arrecife og dermed få salget af den, var heller ikke faldet dem ind. 
Vi forsøgte os med at høre på prisen på en ny cykel til mig, NÆ - det solgte de ikke, men vi kunne få en ny cykel i - - - -Arrecife. OK - så skulle vi bruge noget voks til gummibåden. Ja - lige et øjeblik. NÆ - det har vi ikke, men det kan i købe  på tankstationen i - - - Ja det er rigtigt - Arrecife.

Vi lejer en bil og kører til Arricife på mandag, men vi spurgte hinanden hvor længe den butik mon holder før den går konkurs.
Tilbage på Gi'vind gik Gitte i gang med at vaske og vokse gummibåden, som nok er blevet lidt forsømt med tiden. Men efter Gittes kærlige behandling stråler den igen.
Jeg fik i mellem tiden ordnet vores forsejl. Vi har i lang tid haft det problem, at vi ikke kunne stramme faldspændingen på forsejlet, fordi sejlet efterhånden har givet sig så meget at taluriten går mod mastehjulet. Dette blev løst ved at vi skiftede sjæklerne ud til nogle kortere og så kan vi klare den et stykke tid endnu.
Vi har brugt vores gelænder grill flittigt og nu trængte den også til en ordentlig gang rengøring.
Resten af søgelænderet, som Gitte gik i gang med i sidste uge, fik igen den helt store tur.
Nu var der ved at være klart skib over det hele, på nær lige et punkt, nemlig vasketøjet.Den store balje kom frem og så blev der vasket tøj i den helt store stil.
Efter al den aktivitet syntes vi selv at vi havde fortjent en god middag og da Gitte havde indkøb et par bøffer i "king size" størrelse, blev grillen tændt endnu en gang og mens solen gik ned efter en lang arbejdsdag, sad vi og nød et par bøffer, med bagekartofler og pebersovs.