4. Uge

Oversigt over masterute kanalerne

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
22 Lørdag, den 26.juni Groningen Zoutkamp 19 5   2-4
I nat har vi ligget midt inde i Groningens centrum. Vi startede ved ti tiden og gik ud for at vente ved den første bro. Det at sejle på Emsen, er som at sejle i Københavns kanaler. Uden for byerne er den som Gudenåen, men inde i byerne er det virkeligt smalt. Det går ikke så stærkt for der er broer for næsten hver 100 meter, så det er bare at væbne sig med tålmodighed. Det mest underlige er, at det ikke koster noget. Når man tænker på hvor mange personer der skal til, med alle de bro åbninger, må det da koste mange penge at holde sådan en rute åben, men hvad gør man ikke for turisterne. 

Vi havde ikke planlagt hvor vi ville hen, for det er ikke til at beregne hvor langt man kan nå at komme i løbet af dagen så vi sejlede bare der ud af. Vejret har været godt i dag, sol med lidt skyer ind imellem og vind her vi ikke mærket meget til. Gitte går og døjer med ondt i halsen, så vi besluttede at stoppe tidligt og få hældt noget varmt citron the i hende (et tricks vi har lært af Stefan fra Hareskoven, som vi jo også fik et "citrontræ" af), men denne gang har vi spædet den op med lidt rom, så nu håber jeg at det kan kurere hende. 

Vi har lagt til i en lille flække som heder Zoutkamp og så er der vidst sagt alt om den by. Gitte har lovet at jeg skal have æggekage med pølsestykker i og bagefter skal vi se hvordan Sverige klarer sig mod Holland.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
23 Søndag, den 27. juni Zoutkamp Leeuwarden    34 5   4 -6
Vi startede tidligt op med at få Gitte ud af køjen til klokken otte. Om søndagen åbner broerne først fra klokken ni af, og så er det med at være klar når første bølge gå igennem den første bro. Vi har fundet ud af, at fidusen er at lægge sig bag en af de lokale, så klarer han alt arbejdet med at kalde brovagterne og så glider vi lige så stille med igennem. 

I går var jeg så imponeret over at det slet ikke kostede noget. MEN DU BLEV KLOGERE  EJVIND. Nu hvor vi er kommet godt ind i kanalerne, kommer der den berømte hollandske træsko svingende ud på en pind, og så er det bare at lægge broafgiften i den. Det er nu ikke fordi det er så dyrt igen, i dag er vi kommet af med 11 euro for tre broer. Det smarte er jo, at nu kan vi ikke vende om, så vi er ligesom fanget i fælden og - ok - de skal vel også leve, så alt i alt er det vel det samme hvis vi havde betalt et en-gangs beløb til at starte med.
En mere spændende ting er dieselstandere. Det undre os meget at der ikke er dieselstandere langs sådan en rute. Normalt sejler vi ikke vores tank under kvart fuld, for at undgå at suge evt. skidt og vand op i filterne, men denne gang måtte vi fravige dette princip, da det er umuligt at komme til en dieselstander. Mange af havnene har diesel, men så er der kun en dybde på 1.50 meter og det er jo ikke helt lige nok til os. Vi lagde ud med at sejle en omvej på 3-4 sømil til en havn med en dybde på over 2 meter og en dieselstander, men der var søndags lukket til klokken 14.00 og klokken var kun 11.00. Videre til den næste havn, med to meters dybde, men her viste det sig, at der kun var 1,80 meter og nu begyndte det at knibe. Vi lagde til på ydersiden af havnen, for så måtte vi evt. hente noget diesel i dunke, men også her var der middags lukket og havnefogden var kold overfor vores problemer. Jamen så er der vel ikke andet end at vente til klokken bliver 14.00, men det mener Gitte ikke, hun gik raskt hen og spurgte nogle fiskere om de ikke havde noget diesel vi kunne købe og to minutter efter stod der to gange 20 liter og en tragt på dækket. Så kunne vi da klare os et stykke tid igen. Vi fandt dog en stander senere på dagen som vi fik fyldt helt op fra, men slanger måtte rækkes to meter ud til os, for vi kunne ikke komme helt indtil kajen.

Her til aften ligger vi i centrum af Leeuwarden, som ifølge kortet skulle være gratis, men det var kun ifølge kortet. Men her er så hyggeligt, lidt som at ligge midt i H.C.Ørstedsparken, så vi besluttede at blive og i morgen kommer vi så til søen Ijsselmeer og så kan vi sejle lidt med sejl igen.
Gitte har fundet en ny beskæftigelse mens vi sejler. Hver gang vi sejler igennem en by, hiver hun computeren op under sprayhooden, for at se om der skulle være en trådløs netværksforbindelse og det hænder da også, at hun får bid og så får vi tjekket post ganske gratis. Her hvor vi ligger har vi rimeligt Internetsignal, ja altså efter at vi havde flyttet båden 2 gange. 


Det med at sejle i gennem byerne, skal forstås ganske bogstaveligt, for vi sejler faktisk gennem  hovedgaderne i byerne, og de fleste huse har fronten ud mod kanalen, det er en noget særpræget oplevelse.

Klokken er nu ved at være otte og vi skal have lagt siderne ud inden der er fodbold. Jeg kan oplyse at Danmark skal spille mod Tjekkerne og da vi skal gøre klar til at heppe, 

 

Dag

Dato Fra  Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
24 Mandag, den 28.juni Leeuwarden Lemmer 36     4
Lad mig sige det med det samme: Jeg syntes at fodbold er noget opreklameret pis, som jeg ikke fatter at folk gider spilde tid på at sidde og glo på, når man kan bruge tiden til så meget andet. Personligt vil jeg ikke bruge tid på fodbold, ja - det skulle da lige være hvis der er en semifinale eller finale om et europamesterskab eller lignende, kan det da godt være.......Bla. Bla. Bla. ( 0-3)


Dagen i dag har bare været transportdag. Videre af kanalerne mod Lemmer hvor vi ankom ved 18 tiden efter en lang dag. Kanalerne har på dette stykke været store og brede, men man må stadig kun sejle 9 km/t (ca. 5 knob) og man er ved at blive tosset til sidst, fordi man føler at man sejler i sneglefart og man skal virkelig lægge bånd på sig selv for ikke at trykke gashåndtaget i bund.
Da vi ankom til Lemmer, begynder dagens største omgave, nemlig at finde en plads som vi kan komme ind på. Mange af havnene har kun en dybgang på 1.50 meter, så de er udelukket på forhånd. Så vi må sejle lidt rundt og se om der er en plads der kan bruges. Gitte spotter en plads - langskibs og gratis, så den snupper vi, rundt med roret og lidt omdrejninger på skruen og så stod vi der - godt og grundig med kølen gravet godt ned i mudderet. Hverken fuld gas bak eller frem hjalp noget, og så er der kun det internationale tegn for hjælp der tæller - Gitte op i forstavnen med en tovende og et bedende blik. De første der kom forbi var en Hollandsk sejlbåd, de ville gerne hjælpe men de mente at motorbåden som lå bag dem var bedre egnet, men denne motorbåd lod som om de ikke forstod engelsk og de kunne heller ikke forstå hvad Gitte mente når hun svingede med torvet, så de skyndte sig videre. Den næste var en tysk sejler som straks kom os til undsætning og med et raskt træk i stævnen fik den os fri igen. Til sidst var der ikke andet end at gå videre til en havn med en dybgang der passer til os. Aftenen gik med små reparationer på båden, Riggen blev strammet op og en blok i sejlet til 1. reb blev udskiftet. Den var gået i stykker under nat sejladsen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
25 Tirsdag, den 29. juni Lemmer Lelystad 28     6-10
Vi gav os god tid i dag. Vi havde bestemt os for  "kun" at gå til Lelystad ved dæmningen over søen Ijsselmeer. Vinden er stadig i vest og sydvest og det er jo som bekendt den vej at vi skal. Vi stod først ud af havnen ved 11 tiden og kom hurtig gennem slusen ved dæmningen og ude på den anden var det så tid til at sætte sejl igen. Åh - det var dejligt at få sejlet lidt for sejl, selv om det var et hårdt kryds, men efter al den motorsejlads, er det nu rart at få luftet kludene.
I Lelystad kom problemet -  der var 3 havne der var dybe nok til os og hvilken en skulle vi nu vælge! Vi måtte selvfølgelig ind i dem alle samme for at se hvilken en der var den bedste, men de var faktisk lige kedelige og forladte alle sammen. Vi havde taget en steg ud af fryseren, hvis vi kom til et sted hvor vi kunne grille, men jeg er ikke helt sikker på at hollænderne kender til grilning, for der er overhovedet ingen havne der har indrettet grill pladser, så den kom i ovnen i stedet for, til Gitte store fortrydelse. Men den smagte dejligt alligevel.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
26 Onsdag, den 3o. juni Lelystad Amsterdam 29     6-8
Endnu en dag med vestenvind( dem har der faktisk været 25 af) Det var kun da vi gik fra Gedser til Kiel at vi havde en vind fra sydøst, ellers har den hele tiden stået i vest. Så vi bringer lige en efterlysning:
Vi efterlyser et højtryk, med tilhørende varmefronter og milde vinde fra øst.
Sidst set over Azorerne, men er forsvundet over Skandinavien og det nordlige Tyskland. Personer der har kendskab til et sådan højtryk, bedes venligst henvende sig til Info@givind.dk

Det kunne være vi skulle døbe Gi'vind om til Gi'øst vind ???

Nå - men nu til dagens begivenheder. Vi stod ud af havnen ved 11 tiden. Vi havde givet os god tid her til formiddag, da vi også i dag "kun" havde en tur på ca. 30 mil foran os. Vinden stod lige i næsen, så det blev igen et rent kryds på hele turen. Det er blevet lidt varmere i vejret, så vi besluttede at tage den for sejl og alle kludene blev sat og så gik det der ud af, men som tiden gik kunne vi godt se at det ville blive en langvarig affære, så efter de første 20 mil blev sejlene strøget og motoren sat til. Inde ved Amsterdam er der en sluse og en bro som vi skulle passere inden der blev middagslukket mellem 16 og 18 og vi kom da også lige i gennem som de sidste. Havnmæssigt var der ikke så mange at vælge i mellem, der var kun én, så den tog vi. 
Da vi runder molen, blev vi råbt an på dansk at der var en plads ledig lige ved siden af dem, men den var kun 3.5 meter bred, så vi måtte lægge til uden på pælene. Det var et dansk par fra Kolding, som lige havde købt en båd her i Holland og nu skulle til at sejle den hjem. Vi fik en lang snak om tidevand og strøm og de forklarede os om faciliteterne i havnen. 
Gitte udstyrede sig med rygsæk og begav sig op i byen for at handle, da vi er udgået for stort set det hele, mens jeg klarede båden op og fik vasket op og fik støvsuget, for det trængte der gevaldigt til og her var der masser af strøm. 
Efter aftensmaden (tortillas med salat) var baren i klubhuset åben og "vi" beslutte at få en godnat øl der. At de så også viste fodbold på storskærm, var jo bare ærgerligt, for det interesse mig jo ikke en døjt, men da Gitte var faldet i snak med de andre danskere, kunne jeg jo lige så godt blive der og se 2. halvleg med og det kan nok være at den orange farve falmede som kampen skred frem. Efter fodbolden blev vi inviteret på Irish coffee og det kunne vi jo ikke afslå og klokken blev da over et før vi kom i køjen. 

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
27 Torsdag, den 1.juli Amsterdam Amsterdam 0     6-8
Vi havde lovet hinanden at vi i dag skulle være turister, meeen, der var ikke rigtig nogen af os som kunne få snøvlet os færdige til at komme ud af båden. Så først klokken 13 gik vi mod den gratis færge, som førte os over på modsatte side af kanalen og lige ind i centrum. Vi overvejede kanalrundfart, men dette blev udsat til i morgen, så i stedet vandrede vi alle Amsterdams gader tynde. Et enkelt museum blev det da også til, og jeg kan oplyse at de i 1600 tallet dyrkede sex på præcis samme måde som de fleste gør det i dag. (tror vi nok)
Klokken var nu ved at blive spisetid og da Gittes mave begyndte at rumle, lige som vi passerede et pizzeria, var sagen afgjort. Den står på pizza i aften. Efter at have fået noget at spise gik vi tilbage til båden. Vi havde i mellem tiden fået en norsk motorbåd uden på os og han fortalte at de havde sejlet fra Norge, gennem Øresund, ad tyske floder, over Ardennerne til Paris, videre ad franske floder til Holland og var nu i Amsterdam. "Hvor lang tid har I været væk" spurgte jeg - "I morgen er det 4 uger siden vi tog af sted"   Da klokken blev 19, kastede de fortøjningerne, for de ville lige sejle i Lemmer inden det blev mørkt og så forstod jeg bedre hvordan de var nået så langt.
Aftenen gik med hjemmeside og læsning.  Astrid og ??? fra den anden danske båd, kiggede forbi en halv times tid, for Gitte havde lovet dem nogle søkort og de skulle lige have noget undervisning i hvordan det skulle installeres.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
28 Fredag, den 
2. juli
Amsterdam Amsterdam 0      
Det har regnet hele natten, så det er godt at der er kahyt i båden. Vinden kommer fra....
ja - rigtigt gættet. I dag var det så meningen at det skulle være den store turistdag, men da det var tid til at tage af sted , var det stadig regnvejr og vade rundt i Amsterdam i regnvejr er ikke lige os, turister eller ikke turister, men der sætter jeg altså grænsen.
Dagen blev i stedet brugt til at slappe af med en god bog og stearinlys på bordet og sidde og kikke på alle de andre der kom ind, sjask våde og forkomne. Vi har overvejet om vi skulle sejle videre i nat, for det næste stykke åbner broerne kun om natten, på grund af jernbanerne omkring Amsterdam, men vi har igen modtaget et nyt kulingvarsel på navtex´en og så har vi besluttet at blive til i morgen og få opdateret hjemmesiden her til aften inde i Amsterdam.

Oversigt over masterute kanalerne