5. Uge

Dag

Dato Fra Til Distance Vind
29 Lørdag, den 3. juli Amsterdam Amsterdam   6-22 w
Vi har nu været væk i en måned og det må vel så være tid til at gøre lidt status.
Ud over skaden i forkøjen har båden fungeret fint, der har selvfølgelig været lidt små reparationer, men det vil der vel altid være når den bliver brugt som den gør. Vejret har derimod været en belastning. Inden vi tog af sted, regnede vi selvfølgelig med at der ville komme en del vestenvind, men vi havde også håbet på, at der ind i mellem ville være dage med godt vejr og lidt slæk på sejlene. Dette må vi nok erkende, at der ikke har været ret meget af. Vinden har konstant stået i vestlig retning og vindstyrken har også ligget på den forkerte side af de 7 sek./m. 
Det har været noget der belastede en psykisk, når man hver dag står op og ser at vinden ikke har drejet sig bare en lille smule og at der nu venter endnu en hel dags sejlads i modvind. Men på et eller andet tidspunkt må der vel komme bedre vejr, hvis ikke før så når vi når Gran Canaria. 
Stemningen om bord har været fin, men man kan vel ikke undgå at der falder en hidsig bemærkning under en hektisk havnemanøvre, men den bliver hurtigt glemt for vi har jo kun os selv og så må vi jo passe godt på hinanden. Navigationsmæssigt har der heller ikke været nogle problemer. Med både Garmin GPS, papirsøkort og computeren har der hele tiden været noget der dækkede det område vi har sejlet i og da vi kom til "maste-ruten" var vi så heldige at møde en dansker på vej hjem, som vi så købte kort af. 
På grund af reparationen og den megen modvind, er vi ikke kommet så langt som vi havde planlagt/håbet på, men på den anden side har vi jo også sagt at vi ikke skal nå noget og at ting tager den tid som ting tager. 
Det glæder os utroligt meget når vi får mail hjemmefra samt når der er blevet skrevet i vores gæstebog. Det er dejligt at se at der er så stor interesse for vores tur. 
Så alt i alt er vi ved godt mod og om et par dage forlader vi Holland og om vi så tager til England eller fortsætter ned langs den franske kyst, tager vi først beslutning om når vi ser hvordan vejret arter sig der.

Logbog: 
Igen en hel nat med regn og torden. Vi havde i går snakket om at sejle med i konvojen i nat, men på grund af kulingvarslet på navtex´en , besluttede vi os for at blive og det må regnes for en klog beslutning, for med alt det vand der er kommet ned er der garanteret nogle sejlere der er blevet godt våde, mens vi har ligget i vores lune køje. I går aftes var vi på Internet cafe for at opdatere hjemmesiden og mens Gitte arbejdede med det, var jeg inde på DMI for at tjekke vejret og det ser ud til at der kommer vind fra nord på tirsdag og det lyder jo dejligt, hvis vi så endeligt kan slække lidt på sejlene og komme lidt syd på, hvor der er varmere.

I dag blev så "store turistdag". Gitte slæbte mig gennem samtlige gader i Amsterdam, også de meget smalle gader, hvor der er rødt lys over nogle af dørene.(!!!) Der hvor der ikke var rødt lys, var der ligesom et udstillingsvindue hvor man kunne kigge på herlighederne, men der må have været meget varmt derinde, for der var ingen af damerne der havde ret meget tøj på. Gitte havde planlagt denne tur godt, for gudhjælpemig om vi ikke også passerede indtil flere markeder hvor man kunne købe alt lige fra gammelt ragelse til de flotteste smykker og blomster i store mængder. 
Amsterdam er kolossal stor, med cykler, biler, sporvogne, busser og kanalbåde i en vild forvirring. Ingen gående respektere lyssignalerne, vil de over gaden ja så går de og så må bilerne pænt holde tilbage. De mennesker som lever her, er af en mere sammensat herkomst end hjemme i Danmark og her er utrolig mange helt sorte mennesker.

Inden vi havde forladt Gi'vind havde vi sat en seddel på siden af skibet at vi skulle gå kl. 16. Men da vi kom tilbage til havnen kl. 15.30 blæste det 18-20 sek/m. Altså blev afgangen endnu engang udskudt. Men vi har stadig nisser ombord, for vores "havnemærkat" var forsvundet og vores 12 V computerlader var holdt op med at virke for anden gang.
Aftenen blev i stedet brugt til at hygge sig i. Gitte havde lavet lasagne til aftensmad og mens den blev indtaget blev der sat en DVD film på, og med vinden hylende og regnen trommende på båden, sad vi og råhyggede os med stearinlys på bordet, mens vi tænkte at der var godt at vi ikke sejlede.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Vind
30 Søndag, den 4.juli Amsterdam Ijmuiden 16 10-12
Nu er vi ved at få nok af Amsterdam. Vi har lavet lidt om på planerne. Det var meningen at vi ville sejle  i konvoj i går aftes, men da det blæste så meget blev den idé droppet. De har nu lovet, at der vil komme vind fra nordlig retning om og i et par dage og den vil vi udnytte til at komme lidt mere sydpå. Efter en god gang morgenmad kastede vi los kl. 11.30, for nu var vinden nede på 10-12 sek/m, og sejlede mod Ijmuiden ad Nordsøkanalen, som er en kanal der går fra Amsterdam og ud til Nordsøen. En lille tur på 16 sømil, som vi tog for motor i frisk vind og selvfølgelig med vinden ret ind i næsen. Ren transportsejlads for kanalen var ret kedelig. 
Da vi ankom til Ijmuiden blev vi noget overrasket over at her havde vi da været før. Det viste sig at vi åbenbart har været herinde  da vi hentede "Cha-to" sammen med Torben og Charlot for 2 år siden. Nå - men det er jo rart med lidt gensynsglæde. Der blæste som sagt en frisk vind og da jeg koncentrerede mig mere om at finde en havneplads, så jeg desværre ikke at vi fik lagt til lige foran et kæmpe MARKED. Hvor dum kan man være!!!!!!
Jeg blev selvfølgelig trukket gade op og gade ned og Gitte strålede som en lille sol. Jeg blev lokket med på helt falske forudsætninger, for Gitte lovede mig en stor fadøl, mens hun kikkede på alle boderne, men det eneste jeg ikke fik var fadøl, kun ondt i fødderne.
Da vi kom tilbage til båden, fandt vi ud af at der var internetsignal i havnen, og at vi  kunne få kontrolleret vores mail samt opdateret ugebrevene. Vi modtog desværre en trist mail fra en nær ven om at hun havde mistet sin far og det satte præg på resten af dagen. Så er det meget svært at være langt hjemmefra, når ens venner har brug for trøst og vi ikke kan være der for at trøste.
Resten af dagen blev brugt på vaskeriet, hvor vi fik vasket og tørret et par maskiner, så nu er der igen rent tøj over hele linien. 

Masteruten - slut

Dag

Dato Fra  Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
31 Mandag, den 5. juli Ijmuiden Zeebrugge 102 6,5 9,1 0-5
Så er der endelig et vindskifte på vej. Vinden er nu ved at vende til nordligere vinde i et par dage og det har vi bestemt os til at udnytte. Vi gjorde klar til afgang efter at vi havde studeret tidevandstabeller efter alle kunstens regler med hensyn til høj- og lavvande og kom frem til at vi skulle af sted ved 11 tiden for at få medstrøm. Her i den Engelske kanal skal man virkelig regne med strømmen.
Hvis man regner med at skulle sejle 30 mil, vil det i Danmark tage ca. 5 timer ved 6 knob. Hvis man gør det  her i den Engelske kanal og har 3 knobs medstrøm vil turen kun tage 3.5 time, men hvis der er modstrøm tager turen ca. 10 timer. Så der er virkelig tid at spare, hvis man altså beregner det rigtigt. Dette har selvfølgelig også den pris at hvis man vil sejle i medstrøm er man nødt til at sejle når den er der og det uanset tidspunktet, dag eller nat. Vi havde planlagt at tage en lang tur med 2 perioder i medstrøm og så måtte vi jo også tage en periode i modstrøm. Det er dejligt når man ser at farten ligget oppe omkring de 10 knob over grunden, så føler man at der virkelig sker noget, men lige så trist er det når man så går ind i en modstrøms periode hvor farten går grundigt ned. Vi havde sat kursen mod Oostende, men vi måtte lægge kursen om da vi havde brugt vores anden medstrøms periode, og gå til Zeebrügge i stedet. 
Vi ankom til Zeebrugge ved 2 tiden om natten og skulle nogen af jer komme forbi, vil jeg ikke anbefale jer at anduve havnen ved nattetid. Der er en millionen lys der blinker i en stor pærevælling og når man har nattesyn og kommer ind i en havn der er fuld af kraftig arbejdsbelysning, er det meget svært at orientere sig.
Prøv at forestille jer at komme ind i Københavns havn ved nattetid, med flyvebådene, Oslo-færgen, Bornholmerfærgen og lidt småtrafik samt kraftigt lys inde fra land, alt sammen på een gang. For herefter at finde ind i en ikke lysafmærket Christiansholms kanal, uden at have været der før. Det kan være meget spændende. Der skulle et par øl til før vi kunne falde i søvn. 
Ved anduvningen viste det sig, at Gitte's computerkort er guld værd. De er meget mere detaljeret end Garmin's kort, så vi havde både gang i computeren, havnelodser og alle de hjælpemidler vi ellers kunne finde ombord. 

 

 

Dag

Dato Fra Til Distance Vind
32 Tirsdag, den 6.juli Zeebrugge Calais 40 2-9 ø
Vi var oppe igen ved ni tiden, for det var stadig østenvind og det gælder om at udnytte den mens den er der. Vi havde set at havnekontoret var åbent mellem otte og ti, men da vi først var færdige med at drikke kaffe klokken ti minutter over ti, kunne vi "desværre" ikke komme til at betale havnepenge, da havnekontoret var lukket. Vi "overvejede" om vi skulle lægge pengene i en kuvert, men en sådan havde vi heldigvis ikke, så vi måtte sejle med vores 25 euro. Kursen var lagt til Calais, en lille tur på 40 sømil, da vi var noget trætte efter de 102 sømil i går og derfor skiftedes vi til at tage 2 timers vagter, så vi kunne sove lidt ind i mellem.
Calais er en havn med tidevand på omkring 6 meter og man kan kun komme ind i selve lystbådehavnen ved højvande men da vi ankom to timer efter højvande, måtte vi pænt blive uden for og lægge til ved en af ventebøjerne. Næste højvande ville indtræffe klokken 03.30 og så kunne man komme ind i havnen men herefter først komme ud igen tolv timer efter ved næste højvande, så vi bestemte os for at blive liggende på bøjen og så gå videre næste dag. Nu måtte vi indrømme at vi var ved at være godt trætte og vi tørnede ind allerede ved ni tiden om aftenen og sov dybt og inderligt hele natten.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Max fart Vind
33 Onsdag, den 7. juli Calais Boulogne-sur-mer 24 10 10-15 ø
Friske og veludhvilede var vi oppe ved otte tiden og mens morgenkaffen blev indtaget, kom der kulingvarsel på navtex´en. Nu var det med at tage en hurtig beslutning, for enten skulle vi blive her til kulingen var ovre og så spændende var havnen (ventebøjen) heller ikke, eller også skulle vi se at komme af sted i en fart og så løbe med vinden til Boulogne, hvor der var lidt mere liv i havnen. Gitte valgte det sidste og så blev båden gjort sejlklar i en fart.
I løbet af en halv time havde vinden øget til 12 sek/m og da vi forlod inderhavnen, skulle alle færgerne mellem Dover og Calais selvfølgelig ud og ind samtidig med os, og mens vi lå i venteposition, måtte vi  da lige indkassere 5 korte båt fra en af færgerne, der gerne ville ind i det færgeleje som vi lå og ventede ud for. Sådan en kylling, bare fordi vi ligger lidt i vejen og det blæser lidt, tør han ikke ligge stille og vente til vi har tænkt os at gå af vejen. Nå - da flokken af færgen var faldet til ro, fik Gi'vind et los i rumpen og så styrede vi mod ydermolerne, da det lyder: "Skrat skrat....... le danoir.....West pier.... skrat skrat" ud af højtalerne over hele Calais havn (på størrelse med Københavns) Hverken Gitte eller mig forstår fransk, men Gi'vind klistrede sig op ad vestmolen og rundt om hjørnet. Puha !!!
Ude i sejlrenden fik vi rullet forsejlet ud og så gik det ned af bakke hele vejen til Boulogne. Undervejs begyndte det at gå lidt langsomt, så Gi'vind fik en lille smule storsejl og så kan det nok være at der kom fart i skøjten igen og vi tilbagelagde de 24 sømil på 3 timer inkl. vores lille havneshow i Calais. Vi ankom ved lavvande, så der var dejlig læ i havnen, for kajerne lå 7 meter oppe. Her begynder tidevandet virkelig at vise sig, med sine 7 til 8 meters forskel.
Eftermiddagen blev brugt til at slappe af i. Byen og et par forretninger blev også pløjet igennem, hvor vi til sidst fik handler lidt ind til aftensmad.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Vind
34 Torsdag, den 8.juli Boulogne-sur-mer Boulogne-sur-mer 0 7-9 n
Overliggerdag i Boulogne.

Dagen startede med det helt store havneshow. En Bavaria bakkede ud og fik næsen fint vent ud af mellem rækken af både. Men han glemte at tage højde for den stærke strøm der går i havnen, så inden han fik set sig om pløjede han fribordet op af hækken på en båd på den modsatte side. Han syntes åbenbart ikke at een gang var nok, så han satte i fuld bak, pløjede lidt mere grundigt for herefter at gå i  fremadgående gear igen. Nu havde han virkelig fået ram på den anden båd samt skrabet sit eget fribord, selv hans påhængsmotor blev revet af og forsvandt i dybet. 
Han måtte derfor pænt ud for enden af broen og lægge til udenpå en tysker, så han kunne komme ind og se på skaderne på hans egen og den båd han havde skadet. Vi lå på en Y bom som var alt for kort til os, så vi besluttede at flytte over på den modsatte side, hvor y bommene var længere, vi brugte lidt tid på at pakke sammen og så flyttede vi. Imens blev der holdt møde over i den påsejlede båd. Pludselig fik alle fra Bavariaen travlt, de styrtede ud af broen, for deres båd hang i een fortøjning ude midt i bassinet. Tyskeren som de havde lagt sig uden på, havde haft udset sig den plads som vi var flyttet over på og nu ville han altså ind og have den modsatte side af den Y bom som vi lå på, inden den blev optaget. Derfor havde han bare sluppet Bavariaens fortøjninger og var sejlet og så kunne ejerne af bavariaen selv finde ud af hvordan de ville klare det problem. Vi frydede os dog lidt over, at han ikke nåede at få pladsen, for han måtte først lige ud og vende og i mellemtiden var der så en anden som havde taget pladsen. 
Dagen blev for Gittes vedkommende brugt oppe i byen med at handle, mens jeg fik vasket båd og skrevet lidt til hjemmesiden. Da Gitte kom tilbage, havde hun købt en 5 liters rødvin, som vi da lige skulle prøvesmage med det samme og selv om vi gjorde et ihærdigt forsøg, fik vi den ikke tømt, men den smager dejligt - så den må vi op og købe nogle flere af i morgen. Mens vi sidder der og søber  rødvin i os, kommer der en dansk båd ind i havnen. Det er Malott, som vi ikke havde set siden vi var i Delfzijl. Vi fik lynhurtigt anvist dem en plads over for os og inviteret dem til at hjælpe med at gøre kål på de 5 liter, så vi kunne høre de sidste nyheder fra deres tur. De har åbenbart ligget et døgn foran os hele tiden og så har vi overhalet dem da vi tog til Calais. Det blev til hyggesnak og mere rødvin, men da klokken var ved at blive 19 og sulten begyndte at melde sig, trak Bjarne og Torben (som under vejs havde afløst Freddy) sig tilbage og vi fik lidt aftensmad inden vi gik på netcafe for at kontrollere post og se på vejrudsigter. Vi har snakket om at gå direkte til Cherbourg i morgen hvis vejret er til det. En tur på 160 sømil, men så skal vejret også være med os.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Vind
35 Fredag, den 9.juli Boulogne Boulogne 0 5-9 n nv
Det blev til endnu en overliggerdag. De vejrudsigter som vi fik på netcafeen var meget forskellige, så vi havde aftalt at holde skippermøde klokken kvart i otte på Malott og her blev det bestem at vi ikke ville sejle. Det havde blæst en del om natten og da det også regnede da vi vågnede, var der ingen som havde lyst til at sejle. Malotterne ombestemte sig dog ved ti tiden og stak af til Dieppe, men da havde vi indstillet os på ikke at skulle sejle, så vi blev. Det fortrød vi dog senere, da det viste sig at blive en fin dag alligevel.
Dagen er brugt til ingenting, men det skal der også findes tid til. Gitte har fået skrevet nogle mails, mens jeg har fået mig en lang middagslur. Nu skal jeg til at tage mig sammen til at fylde vand på tankene og bagefter skal vi på netcafeen og få opdateret denne side.

Kort over ruten