6. Uge

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
36 Lørdag, den 10. juli Boulogne Dieppe 62 6.8 9.4 5-8
Vi planlagde at vi i dag ville gå til Cherbourg, en lille tur på 140 sømil. Vi gjorde båden klar til langtur og stod ud af havnen klokken ti minutter over ni og satte sejl, men efter 10 mil drejede vinden og til trods for at vi lagde båden ind på max kurs til vinden, kunne vi ikke kunne holde Cherbourg oppe. Hvis vi holdt på, ville det blive med op til flere kryds og dermed en meget længere tur end planlagt og da vinden tilmed drejede mod sydvest, blev destinationen ændret og kursen lagt om mod Dieppe. 
På trods af modvinden fik vi en herlig sejlads, for en gang skyld kunne vi se solen på en blå himmel, men der er altså noget forkert i fortsat at skulle sejle i skitøj. Vi har desværre kun et par skibukser med, og den som har vagt har lov at bruge dem. De nye tykke sejlerjakker som Danny havde med til os i Kielerkanalen er snart tyndslidte, men dejlig varme.
Vi ankom til havnen ved seks tiden og igen var vi heldige at ramme en færgeafgang. Vi havde de sidste to timer styret i retningen af færgen som lå inde i havnen, og da vi var ved havnemolen, må kaptajnen på færgen have set os, og skyndt sig at kaste los for at sejle ud og blokere havnehullet. Mens vi lå og ventede på at han skulle komme væk, gav han et kort stød i fløjten, hvilket betyder at han drejer til styrbord (højre) hvorefter han straks begynder at dreje til bagbord. De franskmænd - de franskmænd!!! Nå - men vi kom da sikkert ind i havnen og her blev vi mødt af en "follow me" båd som anviste os en plads.
Fin service - men her hørte den fine service også op. Da vi ville op og tilmelde os på havnekontoret, viste det sig at portene var låst og man skulle bruge en kode for at komme ud - og den kunne man få på havnekontoret. Der var dog nogle andre der forbarmede sig over os og lukkede os ud. 
På havnekontoret kunne de kun tale fransk - øhhh - jeg mener i en havn i den Engelske kanal, hvor der ankommer over 50 gæste både pr. dag og så kun fransk!!!! Til gengæld kunne de godt finde ud af, at de ville have 31 euro for en enkelt overnatning. Da vi kom tilbage til båden konstaterede vi at de på regningen reklamerede med at de også havde trådløs internetforbindelse. Men at man først skulle henvende sig på havnekontoret og få en kode. Fiiint - af sted igen og op på havnekontoret og bede om en kode,  "uio uio messuir - 8 euro  " plus telefon takst, hvorpå jeg svarede - no no madame-Sild vu plæ (!!!!) 
Personligt tror jeg ikke at vi bliver her i 24 timer.
Da vi havde været her en time, så vi Malott komme ind i havnen. De var ankommet hertil i går og var gået videre i dag mod Fechamp, men da de var kommet for sent af sted var de blevet mødt af modstrømmen og var næsten ikke kommet nogen steder. Efter tre timers sejlads havde de derfor bestem sig for at vende om. Vi fik udvekslet de seneste nyheder, mens vi delte en flaske rødvin ombord på Malott og talt om planerne for de næste par dage. De ville forsøge sig igen i morgen og gå til den næste havn, mens vi forsøger at tage hele turen til Cherbourg i morgen nat. 

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
37 Søndag, den 11.juli Dieppe Dieppe    2       7 - 9
Malott vækkede os kl. 8.30. De ville sejle til Fecamp. Efter en kop kaffe og gl. dansk afgik de fra havnen. Vi havde god tid, for vi havde besluttet først at tage af sted mod Cherbourg kl. 19.  og så sejle hele natten. Vi brugte dagen på at se lidt på Dieppe, det var jo søndag så der var ingen fare for at blive hevet med ind i alle butikkerne. Godt planlagt - ikke ! Vi var dog inde hos bageren og købt et flutes og bagefter hos en slagter for at købe lidt pålæg til en god frokost. Her valgte vi et par skiver skinke, godt nok var de håndskårne, men da vi fik prisen var vi begge ved at falde bagover. 45 kr. for 2 skiver. Vi overvejede at putte skinken i pengeskabet i stedet for køleskabet. Den bliver kun sat på bordet ved festlige lejligheder og runde fødselsdage. Nu forstår vi bedre at der er så mange restauranter her i Frankrig, for det må være lige så billigt at spise ude som selv at købe maden, hvis det er til de priser.
Selve byen Dieppe må været under genopbygning, for næsten samtlige huse er meget faldefærdige. Enkelte havde flotte facader, men når man ser ind i baggårdene er det et sørgeligt syn, alt virker meget trist, alle vinduer virke mørke og der er næsten ikke lys i nogen af dem. Det kan måske være fordi at alle franskmænd sidder på cafeerne om aftenen, de kan jo ikke have råd til at spise hjemme.
Den lange strandpromenade var total tom for mennesker, og der er jo  ikke til at forstå for varmen tonsede da ned over os med 16 grader. Det er jo nok ikke en god forretning at have en iskage bod i disse tider.
Efter en lang middagslur samlede vi os så sammen til at få de 120 mil overstået, en lille tur på ca. 20 timer. Kl. 19.30 gik vi ud af havnen, det blæste kun med 3 sek/m inde i havnen, så det skulle da nok give en rolig sejlads. Meeeen, stor var vores overraskelse da vi kom uden for havnen, som åbenbart lå meget i læ, for der var 2 m høje bølger og her blæste det 10 sek/m lige ret i snotten. Der skulle ikke mange minutters overvejelse til før vi var enige om at det nok ikke skulle være nu at vi skulle sejle, så vi vendte om efter 1 mil. (samlet distance i dag 2 sømil - puha det er noget der tærer på kræfterne)

Resten af aftenen blev så brugt til at råhygge i båden. Planen blev ændret så vi ville gå i morgen tidligt i stedet. Den optimale tid ville være ca. kl. 8.30 pga. strømmen, men havnefogeden mødte kl. 7, så vi besluttede at det skulle være 6.30. (!!!)

 

Dag

Dato Fra  Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
38 Mandag, den 12. juli Dieppe  Cherbourg 133 6.2 10.5 6 - 10
Jeg var oppe klokken 6 og på mine gåben, bevægede jeg mig over på den anden side af byen for at  se ud over vandet, jo det så rimeligt fladt ud til at sejle i dag. Gitte var mærkelig nok oppe da jeg kom tilbage (mon det var skrækken for havnefogeden???)
Vi var dog ikke ene om at forlade havnen så tidligt, andre havde også fået samme idé med at gå inden havnefogden mødte.
I dag var vandet noget mere behageligt, men vi konstaterede dog hurtigt at vi ikke kunne holde Cherbourg oppe og derfor blev nødt til at krydse frem. Med et skift på 2 timers vagter gik det rimeligt, men det er sgu surt når man på et krydsben er 12 mil ude af kurs. Vejrguderne viste sig dog fra den gode side, så vi fik hele 2 timer med sol, desværre opdagede jeg det ikke, for jeg havde frivagt og sov under dæk.
Efter 13 timers kryds satte vi jerngenuaen til, vind var der stadig rigeligt af, men vi ville gerne i mere korrekt retning og for at få lidt mere højde på brugte vi motoren som støtte sammen med sejlene og så gik det lidt bedre. 
At sejle 20 timer på kryds er nok noget jeg ikke vil gøre igen. Vi har før sejlet over 24 timer og det har ikke været noget problem, men der har der også været slæk på skøderne til sejlene. Denne gang var det kryds hele vejen og det er noget der trækker tænder ud. Selv om vi har delt vagterne mellem os og Gitte har taget sin del af tørnen, er det at skulle holde fast og stemme imod bådens bevægelser hele tiden, noget der tapper en for kræfter. Det har samtidig også været lærerigt, for nu ved vi at vi ikke skal over Biscayen, før vi er sikre på at vejrudsigten siger god for at der kommer mindst en halvvind og vejret vil blive med solskin.
Kl. 03 ankom vi til Cherbourg, en meget stor og meget fyldt havn. Vi fandt dog en plads, og mens jeg fik klaret båden op, organiserede Gitte lidt natmad med en øl og en snaps og så var det på hovedet til køjs.
Vi er nu ved at have opbrugt vores kvote af modvind og for at der også skal være lidt tilbage til senere på året, har vi nu bestemt os for ikke at sejle ret meget længere før der er kommet et omslag i vejret og det er blevet til noget der bare ligner sommer.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
39 Tirsdag, den 13. juli Cherbourg Cherbourg 0 0 0  
Det var tid til at sove længde - rigtig længe, men da klokken var 11 stod havnefogden og bankede på båden "taxe de port - sild vu plæ" (jeg ved ikke hvad det er med de sild), men så var det ud af køjen og forklare ham at vi først var kommet klokken 8, ( ja - hvad siger man ikke for at spare 27 euro) men at vi gerne ville blive til i morgen og betalte så havnepenge for en dag. Når jeg nu var jaget ud af køjen, kunne jeg lige så godt blive oppe og kaffen blev sat over. Mens jeg sat og vågnede i cockpittet, fik jeg øje på et dansk flag 2 både fra os - og hvem lå der - Malott. De var også sejlet om natten fra Fechamp og havde lagt til kl. 5, altså et par timer efter os, så det undrede os at vi ikke havde set dem ude på vandet.
De næste timer gik med at vågne og så lidt morgenkaffe og morgenmad. Efter et bad begyndte vi så at føle os som mennesker igen og nu kunne vi begynde at tænke konstruktivt. Vi havde fået ødelagt vores talje på bommen til storskødet i løbet af natten og den krævede lidt opmærksomhed fra vores side. Her på havnen er der ikke mindre end tre bådbutikker og nu var jeg i mit es til at støve alle forretningerne igennem, men Gitte sagde at vi hellere måtte skynde os, for der skulle også handles ind til aftensmad oppe i byen inden de lukkede. øv øv og atter øv.   - OK - jeg vil jo også gerne have lidt at spise så jeg måtte løsrive mig fra alle de mange ting som jeg syntes at vi burde have til båden og bevæge mig med op i byen. Det var måske med en "lidt" sur mine at jeg traskede efter Gitte som forbarmede sig over mig og nøjedes med at indkøbe det vigtigste ting til i dag i den nærmeste købmand, resten kunne så vente til i morgen

Og nu mine damer og herre!!!!!------ da vi kom tilbage til båden var solen begyndt at skinne og jeg har for første gang på denne tur haft korte bukser på. I over seks timer har solen skinnet fra en (næsten) skyfri himmel og jeg har udsat alle mine medsejlere i denne havn for mine hvide aspargesben. Der var dog ingen som lagde mærke til det, da de alle sammen også havde hvide ben. Skibukserne fører nu kun 12 - 1 over de korte bukser her i juli måned, men vi håber og tror at de korte bukser vil udligne kraftigt senere på måneden.
I denne euforiske stemning, følte jeg mig helt opstemt til at give båden et sommer check!!
Samtlige taljer og blokke blev renset og smurt. Easykickeren fik endelig de skiver som jeg har udsat til det blev sommer og hvis Gitte ikke var kommet med to bajere, ville jeg sikkert også have vasket båd og poleret fribord og som Nessie Jørgen ville have sagt 
"så -  så -  rooolig nu " måtte jeg sætte mig ned og ventede til arbejdsiveren var gået over.
Gitte havde i mellem tiden afiset både køleskab og fryseren, så der var ved at være klart skib over hele linien.
Det var nu ved at være tid til aftensmad og mens Gitte lavede mørbradbøf, sad jeg og kom til kræfter, efter mit arbejdsflip. Bagefter gik vi en tur rundt i havnen hvor vi undrede os over, at der var så mange flag på de engelske både og da nysgerrigheden blev for stor, var der kun et at gøre - at spørge - og det viste sig at det er Bastillie dag i morgen, en fransk nationaldag, så nu har vi bestem os til at blive og se hvad der sker på sådan en dag.
Resten af aftenen gik med at sidde i cockpittet og se solen synke ned bag horisonten og da det blev for koldt, gik jeg i øvelokalet (forkøjen) og fik rørt guitaren, mens Gitte gik i agterkøjen for at ligge og læse.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
40 Onsdag, den 14. juli Cherbourg Cherbourg 0      
Vi havde håbet at der i dag ville være skyfri himmel, da himlen så flot ud i går aftes da vi sad og så på den, men da  vi vågnede var det overskyet og tillige tåget. Surt show - det var måske den sommer. Efter vores lange natsejlads, har vi bestem os til at vi nu vil tage det lidt roligt og derfor blive her til det klarer lidt op i vejret. Det er fransk helligdag i dag og byen er pyntet med flag og bannere alle vegne. Den store plads foran havnen er blevet afspærret og vi er meget spændte på hvad der skal ske. Der har i løbet af formiddagen lydt musik oppe fra byen og det lyder som om der er optog.
Bastilledagen i Frankrig er, hvad grundlovsdagen er for danskere. Bastilledagen var den dag hvor den franske befolkning gjorde sig fri af den royales jernhårde greb i 1789 ved at angribe Bastille fængslet i Paris og det var en begivenhed der var med til at starte den franske revolution, som varede i over 10 år. 
Alle de engelske både der lå her i havnen var pyntet med flag og da vi snakkede med en englænder fik vi at vide at englænderne havde en stor andel i revolutionen og derfor var kommet til Cherbourg, for at være med til at fejre dagen. 
Vi havde nok ventet, at der ville være et eller andet der skulle foregå på pladsen, men her blev vi slemt skuffede, for det viste sig at den skulle bruges til et kæmpe fyrværkeri om aftenen. 
Dagen er gået med en helt masse ingenting! Gitte fik redigeret vores videofilm, jeg fik givet båden en vasker, så en kort middagslur og aftenen gik hos "Malott" hvor Torben stod for underholdningen på min guitar. Han havde ikke sin egen med og savnede forfærdeligt at komme til at spille lidt. Der sad vi så og skrålede vores fædrelands sørgmodige sange, mens solen sank ned bag horisonten. ( Vi kunne bare ikke se den)
Klokken 23 var det så tid til fyrværkeri og vi gik tilbage til Gi´vind, hvor vi havde første parket og i den næste halve time blev der fyret fyrværkeri af til den helt store guldmedalje. Det var imponerende flot og så lige foran os.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
41 Torsdag, den 15 juli Cherbourg Cherbourg 0      
Vi startede dagen med at sove længe. Det er stadig meget overskyet og der hænger en tyk dis over havnen, så vi skal heller ikke nogen steder i dag. Vi trængte forfærdeligt til at få handlet ind, da vi er ved at udgå for stort set alle ting. Så da morgenseancen var overstået, blev kursen sat mod supermarkedet med indkøbstasker, rygsæk og rullevogne og et fuldtanket visakort. På vej mod supermarkedet, kom vi selvfølgelig forbi et marked med alle de samme tåbelige ting, som vi har set i alle de andre byer og jeg måtte love Gitte højt og helligt at vi nok skulle gå tilbage når vi var færdige med at handle og fået alle varerne på plads i Gi'vind. To timer efter var supermarkedet tømt og tasker og vogn fyldt til bristepunktet og jeg følte mig som en bedre pakæsel, da vi begav os tilbage mod Gi'vind. (Her sender jeg lige en tanke til alle dem som ikke har bil derhjemme og må slæbe varerne hjem fra Bilka). Tilbage i Gi'vind fik vi alle varerne stuvet af vejen og kød og grøntsager pakket om og puttet i køl og frys. Nu var det blevet tid til lidt sent frokost og så var det af sted igen til det marked som jeg havde lovet Gitte at vi nok skulle vende tilbage til. Her må jeg nok sige at skæbnen var med mig, for da vi kom tilbage til byen var de fleste af boderne ved at lukke og jeg tror at Gitte havde slidt nok på sit indkøbs-gen, så vi blev enige om bare at vende tilbage til Gi'vind. Eftermiddagen blev brugt foran computerne og bøger, mens barbecueben stegte i ovnen. Vi har for øvrigt slet ikke grillet på denne tur, enten fordi der ikke har været godt vejr eller fordi der ikke har været nogle egnede grillpladser. Vi har for øvrigt heller ikke set andre grille, så det kan godt være at det ikke er noget man gør i udlandet. Efter aftensmaden kom Torben over, for at aflevere guitaren, som han havde lånt og vi sad og sludrede lidt inden vi gik op på plænen for at høre musik. De havde hele dagen været i gang med at stille en scene op og klokken 21 begyndte musikken at spille de lifligste reggae rytmer i 2 timer og bagefter blev der vist film (fransk) på en storskærm. Det er nu begrænset hvad man for ud af sådan et fransk lystspil, så vi trak langsomt ned i båden, hvor vi hyggede os med lidt læsning inden det blev sengetid.

 

Dag

Dato Fra Til Distance Gnm.fart Max fart Vind
42 Fredag, den 16. juli Cherbourg Cherbourg 0      
Nu er vi ved at få nok af Cherbourg, men hvis vi skulle af sted herfra i dag, skulle vi op klokken 6 for at nå at komme med ud med tidevandet. Vi havde ikke fået lavet fartplan og vi var ikke sikre på vejrudsigten, så vi bestemte os for at tage en dag mere og så tage af sted i morgen. Der er det først højvande ved 9 tiden og så skal vi ikke af sted før klokken 7.30 og det er lidt mere menneskeligt på en lørdag.(!!!!!!!!)
Dagen blev en turistdag. Vi trængte til at komme ud og røre os og vi fandt cyklerne frem fra kistebænken. Nu har de været gemt væk i to måneder, så da de igen så dagens lys trængte de til lidt luft i dækkene. Frem med pumpen og begynde at pumpe, så gik pumpen i stykker og en ny pumpe blev fundet frem. I gang med at pumpe igen og bagefter var der endnu en cykel der skulle have samme omgang. Så blev de båret i land og foldet ud og så var vi klar til afgang. Jeg starter og pludselig lyder der et ordentlig brag bag ved mig og da jeg vender mig om ligger Gitte og roder rundt på broen. 
"Hvorfor helvede har du ikke spændt cyklen ordentlig sammen" sagde hun mens hun helt forfjamsket kikker op på nogle englændere på en båd og siger "hello there" hvilket hun syntes er det mest naturlige at sige når man lige er styrtet på hovedet ud over cyklen.
Jeg må tilstå at jeg i farten har glemt at spænde et af håndtagene og da Gitte så er begyndt at cykle, er den klappet sammen. Held i uheld falder hun ned på flydebroen og ikke i vandet, med cykel, kameraer og penge. Når man nu tænker på det bagefter kunne det være gået rigtigt galt, men hun slap med en lille hudafskrabning på hånden og det ene knæ.
Vi startede med at cykle ud på den ene mole, men da vi ville ud og se hvordan vandet så ud på det åbne hav, lagde vi turen ud gennem byen og rundt om en flådebase og derefter ud på ydermolen. Det blev lige en tur på 30 kilometer,  tur - retur. PUHA - Det var godt at Gitte havde sørget for at der var kommet "proviant" med på turen, selvom de var blevet lidt rystede efter hendes stunt på flydebroen.
Tilbage i Gi'vind, blev cyklerne igen pakket sammen og computerne fundet frem, for vi skulle have skrevet ugebrev og mails og herefter ville vi gå på netcafe.

Kort over ruten