9. Uge

Dag

 Dato Fra Til Distance
57 Lørdag, den 31. juli Corme Camarinas 23
Vi er begyndt at sove til klokken ni hver dag. Det er som om at dagen først begynder på det tidspunkt. Jeg har prøvet at stå tidligere op, men solen er ikke kommet rigtigt op på himlen og det virker forkert, så derfor er morgentidspunktet altså blevet kl. 9.00.
Vi havde planlagt at sejle til en lille by ved navn Camarinas og vi lettede anker klokken 10.45. Igen var der vind de første to sømil og derefter dødede vinden, ganske som den plejer. 
Da vi kun skulle ca. 20 sømil og solen skinnede fra en skyfri himmel, havde vi god tid og storsejlet stod og slog lidt frem og tilbage. Pludselig fanger storsejlskødet Gittes ene ben og vikler sig rundt om benet. Inden vi når at gøre noget - bommer storsejlet og trækker Gitte ned fra bænken, laver et frontalt sammenstød med cockpitbordet for til slut at lande nede i bunden af cockpittet. Det var en noget rystet dame der igen kikker op fra bunden og spørger: "hvad skete der?", for hun havde slet ikke nået at opfatte noget af det. Efter denne lille episode blev storsejlet klodshalet og motoren kom i gang og vi tøffede de sidste sømil mod Camarinas.
Nu skulle dagens store beslutninger træffes, skulle vi gå i havn eller skulle vi lægge anker. Da dette kan være en meget stor beslutning at tage, blev vi enige om et kompromis, nemlig at gå i havn og få vand og strøm på og derefter gå ud og lægge anker. 
Vi var efter, at Bjarne og jeg havde været ude og lege i gummibådene i går, blevet lidt underforsynet med hensyn til benzin og da Gitte spurgte havnefogden om der var noget benzin at købe nogle steder, smilede han og sagde ja - 10 km herfra. NØRD ! Som I jo ved er Gitte jo ikke sådan at standse og da hun så en lokal komme gående med en benzindunk, spurgte hun straks om hun ikke kunne købe en liter eller to og da han samtidig fik et stort smil, fik vi tre liter, så nu er begge påhængsmotorer fyldt og der er stadig en liter tilbage i dunken, så nu kan drengene komme ud og lege igen.
Efter et par timer i havnen og mens vi var ude og handle, havde vi fået tanket lidt strøm på batterierne og var nu klar til at gå ud og lægge anker ude i bugten. Vi fandt en lille sandstrand som vi ankrede op ud for, og så var det ellers med at finde grillen frem for nu var det endelig blevet tid til at grille. 
Med gummibåden i fast rutefart, fik vi hurtigt okkuperet den halve strand med alt vores udstyr. De som stadig ville nyde de sidste stråler af solen, så med forventningsfulde øjne på hvad der nu skulle ske. Grill udstyr, rødvin, mad, hynder og hvad der ellers hører til en god dansk grillaften blev slæbt op på stranden og rigget til. Grillen blev tændt og en culottesteg, som vi havde gemt i fryseren til denne lejlighed, blev lagt på grillen, under nydelse af en kold dansk Tuborg, mens solen langsomt bevægede sig ned mod horisonten. 
Nu er det jo ikke som derhjemme at man lige skal huske at få nogle trøjer med, for når klokken er ved at være 21.00 er her stadigvæk 25 grader og her er stadig folk der ligger og soler sig på stranden. Det kan godt være at duften af vores culottesteg fik dem på madtanker, for ganske langsomt tyndede det ud i befolkningen og til sidst havde vi stranden for os selv. Ja, det vil sige, helt for os selv havde vi den ikke, for vi måtte dele den med den halve million strandmyrer og tanglopper der havde den frækhed at komme myldrende. Det fine var at de holdt sig til kanten af, hvor sandet var vådt og så holdt vi os til det tørre sand og på den måde delte vi stranden mellem os. 
Som tak for lån fik de en halv bananskræl og der gik ikke ti minutter før den var fortæret. Se, der kalder jeg skraldemænd. Da vi var færdige med at grille og spise og det var begyndt at blive mørkt, var det også blevet lavvande. Her i Spanien er der kun 3-4 meters forskel mellem høj og lavvande, men når der forsvinder to meter vand, kan der være meget langt ned til vandkanten, når man skal slæbe to fyldte gummibåde med grilludstyr og alt det andet. 
Vel tilbage i båden var der lige en mega opvask der lige skulle klares før det kunne blive køjetid. 

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
58 Søndag, den 1. august Camarinas Camarinas      1
Vi vågnede til normaltid, men til en tåget og diset dag. Her i det nordvestlige hjørne af Spanien er der meget tåge, som kommer når den varme luft møder den kolde havoverflade. At sejle i tåge er ikke det der er det sjoveste, så vi besluttede os for en dag i havnen. Vi hev ankeret op og sejlede ind og fik plads ved broen. Snablerne (strøm og vand) kom i land og så var der ellers dømt afslapning for alle pengene. Der blev redigeret video og dagbogen blev ført ajour, der blev sovet til middag og hen på eftermiddagen gav Gitte båden en vasker. Fenderne fik også en tur med sæben og alle de blå hynder blev afsaltet. Dette foregår ved at man tager en bådebro, 4 blå puder, en vandslange og et sæt bare tæer, så stiller man sig op på puderne og lader vandet løbe ned over dem og så begynder man danse oven på dem. Dette har den fantastiske virkning at man får presset alt saltet ud af puderne samtidig med at man også får kølet sine tær. Hvis man har to slanger, går det dobbelt så hurtigt, hvis det da ikke udvikler sig til vandkamp og frådseri med vandet!!!!
Over middag klarede vejret op, men nu havde bestemt, at vi ikke ville sejle nogle steder men i stedet bare slappe af.
Resten af dagen er gået med lidt små reparationer hist og her. Der var en pakning i toilettet, der trængte til at blive skiftet og det var måske ikke den mest spændende reparation i 30 graders varme, men nu skulle den skiftes. Vi fik flyttet lidt rundt på vægten i kistebænkene og så ellers klaret båden op til de næste par dage.
Gitte sagde at båden trænger forfærdeligt til at blive vokset og poleret, men her måtte jeg lige forklare hende at man absolut ikke må polere båd i solskin og for at understrege det hentede jeg straks en bøtte med voks hvor der stod "Må ikke benyttes i stærkt solskin" Nu må vi så bare håbe at solen bliver ved med at skinne fra en skyfri himmel i de næste par dage.
Aftenen gik med afslapning og en enkelt opringning til familien for at høre hvordan det går der hjemme og nu hvor klokken er 23.30 og her stadig er 25 grader under solsejlet sidder vi bare og nyder det. Godnat.

 

Dag

 Dato Fra  Til Distance
59 Mandag, den 2. august Camarinas Cap Finisterre 25
Vi vågnede til en flot og skyfri dag. Vi havde aftalt med "Malott" at vi ville vente og se dagen an og så sejle over middag hvis det klarede op. Dette blev ikke nødvendigt da det var det fineste vejr. 
Efter morgenrumlen og en tur på posthuset og hos bageren, hvor vi lærte at "et" hedder: "una" og ikke "uno", blev båden gjort klar til at sejle. Vi skulle dog først forbi dieselstanderen og få fyldt efter, da det ikke er alle steder man kan tanke. Vores kære NØRD af en havnemester, sagde at vi bare kunne komme over og så bakke ind og som sagt så gjort, BOINK ! med et brag tog vi en stor sten med kølen og vores kære ven stod bare og sagde ingenting.
Vi er begyndt at undre os over, at der ikke kommer nogen rundt og kræver havnepenge op i de spanske havne. Selvfølgelig vil vi gerne betale for at ligge i havnene, men ligefrem at bede om lov til at aflevere penge, er vi jo heller ikke meget for. Da vi skulle betale for dieselen i dag, spurgte havnefogden om vi skulle videre nu og da vi sagde ja, ønskede han os en god tur  og nævnte overhoved ikke havnepenge og nu vi spørger vi os selv om det evt. kan være gratis at ligge i havn, bare for at få nogle turister ind til byen.
Nå - men vi daffede af, smilende over alle de penge vi havde sparet og satte kursen mod Cap Finisterre. 
Det blev til endnu en tur for motor, for den smule vind der var, kom lige i mod. Pludselig fik jeg øje på et eller andet som flød i vandet. En sort spids plastdunk eller lignende. Ved nærmere eftersyn i kikkerten lignede det en rygfinne. Gitte fik den "glimrende" idé, at vi da kunne sejle hen og kigge - nå ja - vi havde jo ikke travlt, så jeg ændrede kurs for at tilfredsstille damen. Gitte fór op på fordækket, igen uden sikkerhedsline, men iført et videokamera. Hun filmede løs, alt imens hun skreg retur til mig at det var en hval. Jeg kunne også se den og hvaler har mig bekendt ikke rygfinne og bredt smil om munden, så jeg er overbevist over at det var en HAJ. 
Denne konstatering bevirkede at hun vist ikke skal i vandet foreløbig.

I Cap Finisterre er der ingen havn, kun en dækmole ud og bag ved den kastede vi anker. Gitte havde dog mere travlt med at filme marsvin. Der lå en 8-10 stykker og svømmede rundt imellem bådene. Eftermiddagen blev brugt til at sole sig på fordækket og da franskmanden, som lå ved siden af os, skulle gå kom han til at stå for underholdningen. Da han skulle hive sit anker op, havde det sat sig fast på bunden. De asede og masede for at få det fri men lige lidt hjalp det. Til sidst var der kun et at gøre, nemlig at springe i vandet og dykke ned og binde en snor i, så det kunne trækkes fri, modsat af kæden. Nu er det jo bare det, at der er 8 meter ned til bunden, så der skulle et par forsøg til før det lykkedes men det kom da også fri til sidst. 
Nu sad vi så og blev nervøse for at vores anker også skulle sætte sig lige så godt fast, så da franskmanden var væk, hev vi stille og roligt vores anker op og bandt en snor i og bandt den til en fender, så det er muligt at trække det frit og derefter dumpede vi det igen.
 "Malott" var i mellem tiden kommet ind og han fik også besked om at sætte en snor i.
Hvis der er nogen som har en våddragt til salg, hører jeg meget gerne fra ham, for efter mit lille badenummer i Frankrig, er jeg gået hen og har fået vandskræk og det kunne være at det bliver vores anker der sidder fast næste gang.
Resten af aftenunderholdningen kom fra de mange marsvin som hyggede sig i havnen.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
60 Tirsdag, den 3. august Cap Finisterre Cap Finisterre 0
Vi havde planlagt at sejle videre i dag, men da vi vågnede var det overskyet og efter en halv time begyndte det at regne. Nu er det jo sådan, at vi er gået hen og blevet ret så forvente så, at vi absolut ikke vil sejle hvis solen ikke skinner fra en skyfri himmel. Det kan da ikke være meningen at vi skal til at tage vores regntøj frem, når vi er i Spanien, så kunne vi jo lige så godt sejle i Danmark. Derfor bliver vi hvor vi er i dag. 
Nu skal der jo mere end regnvejr til for at holde Gitte fra en by og da jeg skulle lege taxichaffør i gummibåden, blev jeg jo nød til at tage med ind. Bedst som vi runder hjørnet ind til havnen, ser Gitte straks at der er stillet telte op - der er markedsdag !! - Jeg er begyndt at undre mig over om de overhoved laver andet end markeder ! Vi får støvet det hele i gennem i øsende regnvejr og mens jeg springer fra telt til telt, for bare at holde mig en lille smule tør, jokker Gitte frisk fra bod til bod og i løbet af kort tid, lignede hun da også en druknet mus. Der er sandelig forskel på at sejle og gå på marked! 
Vi fik til sidst også handlet lidt dagligvarer, før vi vende tilbage til gummibåden. Vi havde efterladt den ved en trappe ned til vandet, uden at tænke på om det var høj- eller lavvande , hvor vi havde vi bundet den fast. Da vi kom tilbage, så vi gummibåden hænge lodret ned på siden af trappen og alt vandet under den var forsvundet. Så var det bare at få den løsnet og bugseret ud i vandet igen, gennem en forfærdelig gang "salat".
Tilbage i båden og iført noget tørt tøj, blev det meste af dagen brugt til at læse i og bag computeren.
Det kan godt være at vores hjemmeside er noget uregelmæssig for tiden, men vi håber at I vil bære over med os. Så længe at vi sejler i de spanske floder, og ankre op ved små hyggelige byer, er det jo ikke altid at der findes en internet café, lige om hjørnet, men vi prøver og leder ihærdigt hver gang. 
Apropos hjemmeside er vi fantastiske glade for de hilsner i vores gæstebog og på mail som kommer til os, det viser, at der trods alt er nogle der læser hvad vi skriver. Vi kan se at folk nu er ved at komme hjem fra ferie og besøgstallet er stærkt stigende igen, men Keld (Buksevand): "det er ikke meningen at du skal sidde og læse vores hjemmeside i arbejdstiden - du skal arbejde, så skal vi andre nok tage slæbet med at holde ferie."
Hen på eftermiddagen brød solen frem igen og med soltaget oppe blev der hygget i cockpittet.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
61 Onsdag, den 4. august Cap Finisterre Villa Garcia 58
I dag er det svigermors fødselsdag, HURRA  - HURRA - HURRA. Tillykke med fødselsdagen svigermor!!
Gitte startede dagen med at ringe hjem og ønske sin mor tillykke og fortælle at vi har det godt. Solen skinnede fra en skyfri himmel igen og så ved vi jo at det er sejlervejr. Båden blev pakket sammen og gjort klar til næste etape til en lille havn som hed Piedras Negras.
Vi er ved at udvikle et problem ved kun at sejle i skyfrit, for når det regner, blæser det også, men når det er skyfrit, er det også vindstille. Hvad skal vi nu vælge!! 
Vi tog chancen og sejlede afsted. Vi startede med at sætte genakeren og det gav den formidable fart af 3 knob, så blev den rullet ind igen og motoren startet. Efter et par timer, forsøgte vi os igen fordi vi følte at der var kommet lidt mere vind -  nu kom farten op på 4 knob og da vi så yderligere satte storsejlet, kom der skub i skøjtet og farten steg til 5 knob så nu ville vi være i havn klokken 23.30. 
"Malott" som var taget afsted nogle timer før os, blev konsulteret over VHF'en og vi ændrede destination til en havn som lå lidt nærmere og som vi så ville nå klokken 18. Vi ankom i fin stil, begge både samlet, kun for at få at vide at der ikke var plads i havnen. Når man kikkede ind og så at der kun lå en en enkelt båd ad gangen (ingen udenpå), på en dejlig langskibsbro og vi tilbød at ligge uden på hinanden, fik vi stadig ikke plads. "NO - NO" sagde han og tog sig til hoved, "der er over 18 både ??????" (på spansk)
Den havnemaster trænger til at komme på kursus i Ballen havn på Samsø, så han kan lære at pakke både.
Vi måtte så lægge kursen om til Villa Garcia, en lidt større by, 9 sømil derfra. Da vi skulle sætte storsejlet igen, hang den ene slæde fast uden at vi så det og rev så storsejlet i stykker inde ved masten. Der kom en flænge på ca. en meter, så nu hedder det sejlmager i morgen. 
Vi ankom til Villa Garcia ved 20-tiden, en noget længere dag end vi havde regnet med. Her blev vi modtaget af en havnemaster i båd og som anviste os en plads og hjalp med at lægge til - se det var jo service.!!!!
Efter en bindebajer på Gi'vind, hjalp Bjarne med at vende båden, så vi fik bagenden ind til flydebroen, da det er ret besværlig at komme ned til broen fra stævnen. Efter aftensmaden blev det til en gåtur op i byen med tilhørende godnatøl og derefter var det på hovedet i køjen.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
62 Torsdag, den 5. august Villa Garcia Villa Garcia 0
I dag er det store reparationsdag. Jeg var oppe på havnekontoret før fanden fik sko på.
Med morgenhår og søvnige øjne, fik jeg på ægte skaldespansk forklaret dem, at jeg forfærdeligt meget behøvede en sejlmager. Manden på havnekontoret forstod straks hvilken katastrofe jeg var i og tilbød at ringe til en og sætte ham ind i situationen. Der var en sejlmager i byen, men han havde desværre ikke tid til at komme og hente sejlet, men hvis vi selv kunne levere det skulle han nok reparere det. 
Nu kom vi så til den hårde del af jobbet, nemlig at pille storsejlet af. Jeg begynder at forstå hvorfor det hedder STORsejl, for det er ikke til at arbejde med alene. Bjarne fra "Malott" blev hyret som gast for en dag og det hjalp at være to om det. Vi havde fået at vide at sejlmageren lå et par kilometer væk fra havnen og med 50 kilo storsejl og 10 kg genaker på nakken, blev vi enige om at en taxi måtte ind i billedet. 
Havnekontoret kom igen på arbejde og to minutter efter ankom et styk taxi. Da chaufføren stod ud og så vores sejl og kikkede ind i sit lille bagagerum, kløede han sig lidt i nakken, men med møje og besvær fik han det anbragt. Genakeren som også trængte til en kærlig sejlmagerhånd, måtte vi have med ind på bagsædet. Efter at chaufføren havde fået adressen, gik det i fuld fart til sejlmageren. Når jeg skriver "fuld fart", mener jeg fuld fart. Spaniolerne kører som fanden var efter dem. Fuld gas frem, overhaler i rundkørsler, inden om, maser sig frem og de overholder overhoved ikke nogen former for vigepligter. Jeg er glad for, at vi er i båd og ikke i bil. Det viste sig at det ikke bare var et par kilometer væk, men mere end ti minutters kørsel fra havnen. Nå - men vi kom da frem og mens taxien ventede fik vi forklaret vores ven, sejlmageren om vores problemer og efter lidt snakken frem og tilbage, (han kunne engelsk) fik vi at vide at han ville prøve at få det færdigt til aften. 
Tilbage i taxien gik det nu mod byens "supermacado" og efter et par enkle små hastighedsoverskridelser, der ikke er værd at nævne, blev vi præsenteret for en regning på 6 euro. Jeg mener - efter at have kørt mindst 2 x10 kilometer, ventet i 20 minutter og givet os en lektion i formel 1 kørsel, får vi en regning på 50 kroner, det er sgu da en fornøjelse!
I supermacadoen blev Bjarne og jeg plantet i en (øl)cafe, mens Gitte var på internetcafé og 6 bajere senere (hver !) var det blevet tid til at få købt ind til aftensmad.
Eftermiddagen blev brugt til at prøve at få vores gamle solsejl fra "Wavedancer" til at passe på "Malott" men vi fandt ud af at både ikke er bygget ens og efter mange forsøg med snore og elastikker måtte vi opgive.
Som tak for hjælpen, havde vi inviteret Bjarne på aftensmad og da den stod på lasagne, sagde han pænt ja tak. Dette blev forberedt og puttet i ovnen og så var det tid til at vende tilbage til sejlmageren. Havnekontoret måtte endnu en gang lægge stemme og telefon til, da vi forhørte os om sejlet var færdigt og have bestilt endnu en formel 1 bil.
Shumarcher (!) var fremme to minutter efter og udstyret med adressen, forsøgte han at slå den gamle rekord til sejlmageren. Forsøget mislykkedes desværre da han kørte forkert en enkelt gang. Begge sejl var færdige og 90 euro skiftede hænder og sejlene blev lagt i bagagerummet på Shumarchers "ferrari" og så gik det endnu en gang tilbage til havnen, med fare for liv og lemmer.
Nu var det igen blevet arbejdstid og vi gik i gang med at montere storsejlet, imens Gitte gjorde aftensmaden klar. Efter spisningen blev der hygget i cockpittet til mørket var faldet på og da Gitte forslog at vi gik op i byen og fik en godnatøl, sagde Bjarne pænt tak, men han ville hellere i seng (han havde jo også være på arbejde i dag) 
Vi spadserede en tur op og så lidt på byen og nød den lune aftenluft og en enkelt øl, inden vi vendte tilbage til båden og agterkøjen.

 

Dag

 Dato Fra Til Distance
63 Fredag, den 6. august Villa Garcia Vigo 37

Vi vågnede til blå himmel med fuld sol. Morgenkaffen blev indtaget under solsejlet, mens vi sad og kikkede på aktiviteterne på de andre både. Vi havde planlagt en lille tur på 35 sømil i dag, så vi følte at vi havde god tid. Hen på formiddagen stod vi ud af havnen og vores fine nyreparerede storsejl blev sat. Det kom dog hurtigt ned igen, da der var et par småting der lige skulle rettes, efter at det havde været afmonteret.
Vind var der jo ikke meget af, så det varede ikke længe før motoren blev startet og vi tøffede langsomt der ud af, mens vi nød solens dejlige varme stråler. Men solen her er noget anderledes end vi er vandt til derhjemme. Vi tror at der er blandet kløpulver i dens stråler. Når man, som vi har, slikket solskin i lange baner, begynder huden at klø noget så forfærdeligt. Pulveret er dog mest aktivt om natten. Men et bad og en "behandling" med en grøn grydesvamp med den ru side hjælper godt mod dette problem.
 
Landskabet har ændret sig siden vi forlod La Coruna, nu er det som at sejle i en svensk skærgård med hvide spanske huse op ad siderne.  Vigo ligger i bundet af en fjord og byen breder sig ud på begge sider. 
Ved ankomsten blev vi anvist en plads og fik nogle papirer som skulle udfyldes og afleveres på havnekontoret. Så her betaler man altså havneafgift.
Gitte begav sig alene i byen (gudskelov). Hun ville finde noget stof til et solsejl til "Malott". 4 timer senere kom hun dødtræt tilbage. Hun havde dog fundet jordens største stormagasin, og her havde de også stof som kunne bruges.
Bjarne havde inviteret på aftensmad, så lettere forsinkede, tog vi gummibåden over til "Malott", hvor der duftede lifligt af kylling i asparges - uhhm - mums. Det blev til et par flasker rødvin mere inden trætheden meldte sig og vi startede turen tilbage til Gi'vind. 

Kort over ruten