38. Uge 

Dag

Dato Fra Til Distance

253

Lørdag, den 12. februar Los Gigantes Los Cristianos

24

Stormvejret er endnu ikke kommet og der er ingen vind.
Der har hele tiden ligget et lavtryk i nærheden af Canarie øerne som truer med at give megen vind, men det kan ikke beslutte hvilken vej det vil tage.  
Barometeret står fortsat på 1026 og solen skinner fint fra en skyfrihimmel, og da det ikke ser ud til at der vil komme uvejr, beslutter vi os derfor at sejle til Los Cristianos for at ligge for anker.
Caro vil gerne med  ud og prøve at sejle, men de har aftalt med en dykkerskole at de skal  prøve at dykke. Så mens Danny og Caro er ude med dykkerbåden, ligger vi for anker og ser på delfiner. Vi venter på at de bliver færdige og tager så afsted. Vi har en fin sejlads med vind fra flere retninger så sejladsen bliver både for sejl og motor. Vi ankom til Los Cristianos hen på eftermiddagen og efter at Danny og Caro fik kigget lidt på byen, tager de tilbage til deres hotel efter en lang dag i frisk luft.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

254

Søndag, den 13. februar Los Cristianos Los Cristianos

0

Afslapperdag - troede vi!.
Gitte vil besøge det lokale marked og med mig som chauffør bliver hun fragtet ind til stranden. Markedet ligger ikke det samme sted som vi normalt plejer at gå i land og da jeg skal sætte hende af længere oppe af stranden, rammer skruen en sten og knækker stiften i gearet. Dette er ikke det store problem for der sidder reservestifter på påhængsmotoren og den er ikke så svær at skifte, når bare man har lidt værktøj. Men hvem sejler rundt med en værktøjskasse i en gummibåd?
Nå - men det er heller ikke nødvendig når bare man kan finde en sten, en kort træpind, et bøjet søm og så to kolde bajere. Efter et kvarter var stiften skiftet og jeg satte kursen mod Gi'vind.
Da jeg kommer tilbage begynder vinden så småt at tage til. Jeg tjekker ankerne og der ser ud til at være godt hold i dem. I løbet af dagen tager vinden til i styrke og hen under aftenen øger den til kuling og nu er vi ikke i tvivl om, at der vil komme vind, endda meget af den, for barometeret falder fra 1026 til 1010 på få timer. Vi beslutter os for også at lægge det tredje anker ud, inden det bliver mørkt. Det viser sig at være en klog beslutning, for ved 20 tiden er vinden oppe på 18 - 20 sek/m. Vi holder skarpt øje med de mærker, som vi har inde på land for at se om vi driver. Vi snakker om, at vi nok kommer til at skiftes til at holde ankervagt i nat. Men på den anden side ligger de andre både kun på det ene anker som de har i stævnen og vi har jo tre ankre ude (på hver 15 kg) så mon ikke vi skulle være sikret. But: "better safe than sorry!"
Aftenen går (lige som om dagen) med at sidde og glo ud af vinduet og holde øje med mærkerne på land. Jeg snupper mig lige en time på øjet i løbet af aftenen, i det tilfælde af at jeg skal have nattevagten. Dette viser sig at være rigtigt smart, for mens jeg ligger og sover, lægger vinden sig til 12 sek/m og så synes vi, at det er forsvarligt at tørne ind begge to ved midnatstid. For en sikkerheds skyld snupper jeg mig lige et par runder rundt på skibet i løbet af natten, for at se at alle ankrene holder og at alt ser fint ud.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

255

Mandag, den 14. februar Los Cristianos Los Cristianos

0

Det blev en meget urolig nat og vi faldt begge først rigtigt i søvn hen ad morgenstunden Båden har rullet meget i løbet af natten, på grund af store dønninger der kom lige ind i havnen. Men søvnen fik en meget brat slutning, da det pludselig dunrede på siden af båden. Vi fløj begge ud af køjen. Ankrene har sluppet ! -  vi er drevet over i de andre! Men gudskelov var det "kun" nogle vagtfolk som gjorde os opmærksomme på at vi drev. Det kunne vi godt nok ikke helt forstå, for vi havde jo 3 ankre ude. Det viste sig da også, at de havde taget fejl og at det var en helt anden båd de skulle have fat i. OK - helt i orden, jeg nyder at blive vækket på den måde, bare kom igen i morgen, så er mit hjerte nok faldet på plads igen.

Da vi så ellers fik "øjne" kunne vi se at vi var vågnet til en trist, våd og overskyet dag. Ens hjerne går død i sådan en søgang og jeg får ikke lavet ret meget. Vi bestiller faktisk ikke meget andet end at sidde og glo ud af vinduet, for at sikre os at vores mærker, endnu er hvor de skal være.
Vi vil ikke forlade Gi'vind hvis der skulle ske noget, men det ville være dejligt at få fast grund under fødderne, bare nogle timer.
Hen under eftermiddagen lægger vinden sig helt, men til gengæld lægger Gi'vind sig med siden til bølgerne og begynder at rulle rigtig meget. Normalt ville vi så lægge et anker bagud, for at holde stævnen op mod bølgerne, men da barometeret stadig står på 1010 tør vi ikke fjerne det ene af de tre ankre i stævnen og flytte det ned bag ved, da vi ikke ved om vinden vil komme tilbage.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

256

Tirsdag, den 15. februar Los Cristianos Los Cristianos

0

Vi vågner ved 05 tiden da nogle af tallerknerne ryger på dørken med et brag. Vi ruller stadig voldsomt meget og man bruget en masse energi på at prøve på at blive liggende i køjen og holde sig fast. Det er som om at vi sejler turen fra Portugal til Madeira igen. Det er nu andet døgn vi ligger og ruller og hugger i bølgerne og vi er godt trætte. Vi er glade for at Danny og Caro tog tilbage til hotellet for at fortsætte deres ferie der, for ellers skulle vi også have plejet to søsyge, tror vi ?

Over dæk ser Gi'vind forfærdelig ud. Nu har der blæst vind fra sydøst i tre dage og når det blæser fra den retning kommer der en utrolig mængde rødt sand med fra Sahara. Når der så ind i mellem også kommer en byge og skyller sandet sammen til store plamager, kommer Gi'vind til at se forfærdelig ud.

Vinden er vendt og er løjet meget, så nu ligger Gi'vind ovenpå alle tre ankre og egentlig er det kun kæderne som holder os på plads. Derfor beslutter vi os for at lægge dem alle sammen om, så vi får næsen op mod bølgerne. Da dette er vel overstået går jeg i gang med at vaske Gi'vind. Meen, vi skal jo spare på vandet når vi ligger for anker, så det er vist første gang jeg har prøvet at vaske båd i en enkelt spand vand.
Gitte sidder hele dagen nede om læ og redigerer videofilm. Så vi kan få de næste DVD'er sendt hjem.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

257

Onsdag, den 16. februar Los Cristianos Los Cristianos

0

Endelig, solen skinner og det føles varmt. Vi får arrangeret os fint på fordækket for at suge lidt sol til os. Vi synes begge to, at det er meget længe siden at vi har fået sol på kroppen. Men vejret hernede er altså noget underligt noget. Aldrig så snart vi havde fået lagt os, begyndte det at regne. Fra en skyfri himmel?
"Mormorkysen" blev derfor monteret og Gitte faldt igen over videoredigering og jeg tog endnu engang fat i fejlfinding af Navtexen, dog uden held.
Sidst på dagen mente vi at det var sikkert at lade Gi'vind alene, så vi dog dinghyen ind for at få tjekket post samt at få hjemmesiden opdateret og få lidt fast grund under fødderne.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

258

Torsdag, den 17. februar Los Cristianos Los Cristianos

0

Sol, sol, sol. Herligt. Ren råhygge på fordækket.
Nu har andre både også "fundet " bugten og har ankret op. Så nu ligger vi 10 både.
Gitte kom og meddelte at vinduet i forkahytten var utæt. Som om jeg ikke har haft reparationer nok! Det viste sig, at det faktisk var alle 4 små vinduer som havde "sluppet" i sealeren. Jeg formoder at det er sket i forbindelse med kulingen samt vores hoppen og rullen i bølgerne. Nå men der var jo ingen vej tilbage. Vinduerne blev afmonteret og renset for herefter igen at blive lagt i en ny gang "klister". Så håber jeg bare at det holder til vi ligger i en havn, hvor jeg kan få lavet det korrekt. Stadig inden jeg var helt færdig med vinduerne, kom Gitte igen: "Nu drypper det igen fra varmtvandsbeholderen". Nu gider jeg altså snart ikke mere, jeg kan jo ikke nå at reparere tingene lige så hurtigt som de går i stykker. Varmtvandsbeholderen kom til at vente, i stedet tog vi ind og fandt et posthus, hvorfra vi fik sendt de færdige DVD'er hjem, inden vi fandt ned på strandpromenaden for at finde et pitstop.
Tilbage på Gi'vind opdagede vi, at vi havde trådløs internetforbindelse. Så de næste timer gik med at surfe rundt på nettet samt få hentet de mange mail som er skrevet til os. Tusind tak for alle de opmuntrende ord. Det er altså rart at få mail, også uanset om det er fra kendte eller ukendte personer, så vi ved at vi ikke er helt glemt hjemme i Danmark. Jeg har blot et spørgsmål: " har DU husket at skrive?" Send os en mail eller skriv i vores gæstebog, det skærper vores lyst til at skrive logbog, når vi ved at der er nogen i den anden ende, der læser det.

Som om vi ikke har fået karneval nok. Her på Tenerife fejre de karneval ca. en uge efter La Gomera og det måtte vi jo selvfølgelig også se lidt af. I følge programmet startede de klokken 21.30 og netop som vi var klar til at tage afsted i gummibåden, begyndte det at regne. Så var der dømt "dinghy-røv" igen. Vi ventede til det havde regnet af og så var det af med bukserne og ned i en plastikpose med dem og så afsted mod stranden i "underbørger" Vupti - så står man inde på stranden med et par dejlige tørre bukser og er klar til karneval. Smart ikke! Så nu har vi udviklet et nyt koncept der hedder "underbørgerace"

Karnevalet her på Tenerife imponerede os ikke. Der var for meget hip hop og for lidt spanske rytmer. Man er vel ved at blive lidt kræsen. Men hvis der er nogle der ikke ved hvad de skal klædes ud som til SKB's fastelavnsfest næste år, er der et par gode ideer på billedsiden.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
    259 Fredag, den 18. februar Los Cristianos Las Galletas

8

Vi havde planlagt at ville sejle afsted til Puerto Morgan i dag. Men da vi vågnede, regnede det og vinden var lige i mod, så der blev holdt skippermøde i salonen. Det blev et langt møde for vi kunne ikke bestemme os til hvad vi ville og der kom mange gode muligheder på bordet og til sidst kunne vi heller ikke tage stilling til hvilket af dem vi skulle vælge - så vi blev hvor vi var. Vores batterier er ved at være flade og vandtankene er ved at være tomme så vi må snart skifte opholdssted.
Hen under dagen begyndte det at klare lidt op og da Gitte var færdig med at kreere billeder til hjemmesiden, begyndte en ny plan at tage form, nemlig at sejle til Las Galletas og så fortsætte til Puerto Morgan i morgen. Men inden da, måtte den frie internetforbindelse lige benyttes fuldt ud, så både logbog og billedside blev opdateret.

Inde på molen var der flere turister som fulgte vores afgang. Een af dem var så venlig at sende dette foto: