39. Uge 

Dag

Dato Fra Til Distance

260

Lørdag, den 19. februar Las Galletas Puerto Mogan

52

Lad mig sige det med det samme - denne uges læsning er ikke for folk med dårlige nerver eller hjertefejl og det er under alle omstændigheder slet ikke "godnat" læsning!

Så slap vi endelig Tenerife. 
Efter en nat i Las Galletas for anker satte vi tidligt i morges kursen mod Gran Canaria og Puerto Mogan. Det blev en blandet dag, for vi startede i fin solskin og fladt vand og meget hurtigt måtte vi begynde først at rebe storsejlet og kort tid efter blev forsejlet rullet lidt ind. Vinden skiftede mellem at være foran for tværs og til meget hård bidevind hele tiden. Det begyndte at blive lidt for broget da solen forsvandt og der ude i horisonten tårnede sig meget mørke og grå skyer op. Men vi var heldige, for de trak i en anden retning så vi slap da for regnen.
Vi ankom til Puerto Morgan ved 17 tiden, efter at vi den sidste time havde sejlet for motor, fordi vinden helt forsvandt  da vi kom i læ af Gran Canaria kyst.
Puerto Mogan er en by som vi har hørt så meget godt om og det var en af årsagerne til, at vi ville denne vej forbi, på vej tilbage mod Middelhavet. Det vi nåede at se af byen har bestemt heller ikke skuffet. Her er meget hyggeligt og vi glæder os til at spadsere en lang tur i morgen og se resten.
Efter at have ligget for anker i næsten en uge, var det en fryd at komme i havn og kunne frådse med vandet og strømmen. Ja - jeg var faktisk så overstadig at jeg inviterede Gitte ud og spise og vi sad og hyggede os med udsigt ud over havnen, mens vi satte en  wienerschnitzel og lidt rødvin til livs.
En af ulemperne ved sådan et turiststed er, at tjenerne åbenbart forstår lidt dansk, for mens vi sidder og taler om, om vi skal have øl eller rødvin, kommer en tjener forbi og et øjeblik efter kommer han med 2 øl. Problemet var bare at vi havde bestemt os for rødvin og ikke havde bestil øl, så de måtte retur igen. (og den slags piner mig) At vi alligevel kom til at betale for dem, fandt vi først ud af da vi kom tilbage til Gi'vind og så på regningen. 
Efter en lang dag på havet, med masser af frisk luft, tog det ikke mange minutter at falde i søvn da vi først var kommet i agterkøjen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

261

Søndag, den 20. februar Puerto Mogan Puerto Mogan

0

Vi vågnede til en rigtig flot solskinsdag, med høj himmel og fuglekvidder.
Det er som om det er forår her i Puerto Mogan, (hvis man da kan tale om forår på Canarie øerne) for lyset er meget skarpere og alting blomstrer,  og noget som vi ikke har hørt i meget lang tid er at fuglene synger.
Vi fik morgenrumlen overstået i en fart og gjort klar til en gåtur rundt i byen. Jeg vil give alle dem der har omtalt Mogan som et hyggeligt sted, ret. Af er turiststed at være er her virkelig meget atmosfære og  her er ikke så overfladisk, som man ellers ser så mange andre steder. Ingen store mastodont hoteller, men kun små huse, som er malet hvide med farvede kanter. Der er heller ingen biler i byen omkring havnen, men derimod små gader med broer over kanalerne. Slet og ret - en lille perle.

Efter at have handlet lidt ind, blev vi enige om, at vi også måtte over på molen og se lidt ud over vandet. Øltornysteret blev fyldt op og så begav vi os ud på en længere ekspedition til ydermolen, hvor vi satte os og nød udsigten til de mange sejlbåde på vandet. Det er lidt mærkeligt, for i de sidste par måneder har vi sjældent set mere end en enkelt eller to både på en hel dag og så er der lige pludselig en hel "masse"
Stranden blev også inspiceret, for vi har anbefalet svigermor og Leif at komme hertil, når de skal besøge os, men nu må vi se om de kan få billetter.
Mætte af alle de indtryk i løbet af dagen, blev det til en stille og rolig aften ombord på Gi'vind, med lidt læsning og hjemmeside.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

262

Mandag, den 21 februar Puerto Mogan Puerto Mogan

0

Formiddagen gik med endnu en gang at inspicerer området. Der er en helt speciel stemning her i Mogan og vi gik bare rundt og nød livet. 
Efter et enkelt pitstop, måtte vi tilbage til dagligdagens besværligheder, såsom tøjvask og oprydning. 
Vaskebaljen kom frem og så blev tøjbunken ellers høvlet igennem, mens Gitte tog sig af afdelingen under dæk. 

Bagefter blev det til et par timers afslapning i cockpittet, inden det igen var tid til lidt reparationer. Vandvarmeren driller stadig med ikke at ville holde tæt. Vi forhørte os på havnekontoret, om der skulle være en smed i nærheden der kunne svejse i rustfrit stål og vi blev henvist til en bådudstyrsforretning. Han nævnte også problemet med de tynde plader og anbefalede os at bruge en speciel plastik padding til det formål. Udstyret med sådan en tube vendte vi tilbage til Gi'vind og jeg gik straks i gang med at rense, blande og smøre på og efter en halv times tørretid og en enkelt bajer, ser det ud til at være tæt. Nu må vi så bare håbe at det holder.

 

Dag

Dato Fra Til Distance
      263 Tirsdag, den 22 februar Puerto Mogan Arguineguin

5

Vi var begge tidligt ude af køjen og efter at have rundet havnekontoret gled vi af sted mod Aguineguin for at provianterer. Netop som vi anduver ringer telefonen og svigermor melder sin ankomst på lørdag til Puerto Rico. Se det ændrede jo lige vores planer igen. Vi havde ellers en aftale med Witte Raff i Las Palmas, onsdag. Inde i havnen i Aguineguin blev vi mødt af en sikkerhedsvagt, som oplyste at vi ikke kunne ligge til kaj. Men efter lidt tiggen og tryglen, fik vi lov at blive i havnen i to timer. 
Kaj Folden, langturssejlernes kontaktperson her på Gran Canaria, mødte os i Cash and Diplo hvor han foranledigede at vi kunne handle til netto priser. Servicen var udstrakt, idet han bagefter kørte alle os og varerne ned til havnen for os.
Det var ikke særlig svært at handle, Gitte for i strakt galop igennem forretningen, samtidig med hun hev 10-20 dåser af næsten alt ned fra hylderne. Men hun sørgede da også for at vi fik et "par" kasser øl. Det svære kom så i at få det hele af vejen i båden. Men efter en times rumsteren, var samtlige varer gemt af vejen og Gi'vind lå igen tungt i vandet.

Resten af dagen foregik med solbadning, imens vi lå for anker sammen med 2 andre både i bugten. Sidst på dagen var Gitte inde i byen for at tjekke mail og vejrudsigt. Windguru, som vi normalt støtter os til, lovede fair vind og vejr, på nær natten mellem onsdag og torsdag. Der ville der komme vind på 10-12 sek/m fra vest. Måske ikke lige den mest heldige retning, men vi havde jo tidligere ligget i 20 sek/m før i Los Cristianos, så mon ikke vi også kunne klare 12 sek/m en enkelt nat.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

264

Onsdag, den 23. februar Arguineguin Arguineguin

1

Solen var længe om at komme til syne mellem skyerne. Men ved middagstid så det ud til at det kunne betale sig at lægge sig op på fordækket. Men glæden varede kun ½ time, så var solen væk. Jeg fik mig herefter en velfortjent lur i cockpittet mens Gitte sad nede om læ og redigerede video. Vi overvejede lidt om vi skulle sejle til Puerto Rico, men dovenskaben sejrede, så vi blev hvor vi var. Dette var en meget dum beslutning. 
I løbet af aftenen tog vinden lidt til og mens barometeret var faldet til 1007 stod vindmåleren på 8 sek/m. 2 franske både havde også kastet anker og nu lå vi så fem. På grund af vejrudsigten lagde vi, for en sikkerhedsskyld, et ekstra anker ud i stævnen. Det skræmte måske de to franske både, for aldrig så snart vi var færdige med ankerlægningen, før de hev deres anker op og sejlede. Sådan bliver man altså af med franskmænd.
Situationen virkede stabil, så vi tørnede begge ind ved 23-tiden, men blev brat vækket en halv time efter, af et ordentligt rabalder. Det viste sig heldigvis "kun" at være torden, men det fik da os begge to ud af køjen på een gang. Vinden havde øget og lå nu  og svingede mellem 11-12 sek/m, så jeg besluttede mig for at tage ankervagten et par timer. Bølgerne voksede stødt og roligt. Nej, roligt kan man vist ikke sige, vi lå og hoppede op og ned. Bølgerne var mellem 2-3 m og når de kom rullende ind, dækkede de al lyset inde fra Anfi del mar. Ved 2 tiden slap ankeret på den ene af de to andre både, heldigvis var han vågen og kunne starte motoren og komme væk. Kl. 3 havde vinden øget til 14-15 sek/m og vores det ene anker havde sluppet, lavet et par hop, og derefter fået tag i bunden igen. Men nu lå vi og huggede i bølgerne, med vand rullende ind over forskibet, så jeg besluttede at nu måtte Gitte purres. 
Fem minutter efter lå hun, iført sejlertøj og redningsvest, fladt på maven på fordækket, klamrende sig til et septer, mens hun forsøgte at trække ankeret ind. Det skal nok lige bemærkes, at vi har elektrisk ankerspil, men "op" knappen er så slidt at man får krampe i tommelfingeren af at trykke på den, samtidig hober ankerkæden sig op, uden for ankerbrønden, således at der skal en hjælpende hånd til for at få de sidste 5-10 meter på plads. Dette plejer ikke at være det store problem når vejret er roligt, men på grund af diverse elevator turer op og ned, med indbygget undervandsbad, opgav hun at få den sidste meter rullet ind. Hun dumpede det andet anker, med en fender bundet i, så vi havde mulighed for at finde det igen. Så gik det ellers for fuld skrue ind mod havnen. 
Gitte for rundt for at få sat fortøjninger og fendere på plads, så de kunne tage fra ved en hård landing mod molen, som på dette tidspunkt af tidevandet var over to meter oppe. Vi var begge klar over at vi kun fik eet forsøg. Til alt held fik vi øje på en vagtmand inde på molen og håbede på at få lidt hjælp derfra.
På vej hen mod kajen, fik vi noget tovværk i skruen, så motoren satte ud!
"Nu går det rigtig galt" skreg jeg til Gitte. Bagenden blev hvor den var og stævnen begyndte at drive ud af og ind mod havnen. Det viste sig at være et ankertov fra en mindre motorbåd, som vi havde fået viklet ind i skruen . Men nu hang vi og huggede i linen, som i den ene ende var fastgjort til hans motorbåd og formentlig til et anker i den anden.  Gitte forsøgte at få et tovværk i land til vagtmanden. Han gloede dumt på det, som om han ikke var klar over hvad der skulle ske. Men det blev nødt til at ske hurtigt, for jeg forsøgte at holde ti tons båd i 14 sek/m, klamrede mig til motorbåden og havde næsten ikke flere kræfter tilbage. Gitte fik bundet et tov fast på motorbåden, men vagtmanden stadig fumlede rundt oppe på kajen. Vi fik ham dog, i meget "pæne" vendinger til at forstå, at han da meget gerne måtte gøre den fast til en pullert, da jeg nok ikke havde kræfter til at stå og holde her hele natten. Da dette endelig var gjort, kunne vi skære ankertorvet over og trække os baglæns ind til kajen. Men desværre fik vi ikke strammet agterlinen hurtig nok ind, med det resultat at vores bovspryd ramte motorbåden og bøjede og rev dens forpulpit løs.
Hvis vi havde synes det var slemt at ligge for anker, var det ingenting i forhold til nu. Vi blev kastet frem og tilbage. Da klokken var 6, havde vi 8 fortøjninger i land men vi lå stadig og huggede med elevatorturer på 1-2 meter op og ned. Efter en halv time sprang den første fortøjning. Vagtmanden havde i mellemtiden ringet til motorbådens ejer, (nu kunne han lige pludselig godt vise lidt initiativ). Han kom ned og så på skaden, men sagde "No problemo". Han ville selv rette den op og sætte nye skruer i. (Pyha - vi havde ellers set i øjnene at nu skulle vi til at tale med forsikringen igen)
Nu var klokken efterhånden blevet over 7 og vi var begge mørbanket. Gitte havde kun fået et par timers søvn, mens jeg endnu ikke havde sovet i nat. Vi krøb til køjs og klamrede os til madrassen for at ligge bare en lille smule fast. 

 

Dag

Dato Fra Til Distance

265

Torsdag, den 24. februar Arguineguin Arguineguin

0

Kl. 8.30 lød der et smæld, endnu engang røg vi begge ud af køjen. Nr. 2 fortøjning var sprunget, vi fandt de tykkeste stormfortøjninger vi har frem og fik dem monteret. Mens dette foregik sprang nr. 3.
Herefter strøg jeg igen på hoved i køjen, mens Gitte blev oppe for at tage fortøjningsvagten. Mens hun står i cockpittet bliver hun hilst med en dansk stemme, som meddeler at så er der frisk dansk morgenbrød. Op igen og se hvem det var. Det var René Rudkøbing fra sejlerklubben. René og Rita bor i Arguineguin om vinteren, og havde set vores båd dagen i forvejen. En kærlig tanke havde så fået ham til at fragte morgenbrød ned til os. For, som han sagde, han regnede ikke med at vi fortsat lå for anker. I vores situation var det en gave fra himmelen og aldrig har dansk morgenbrød smagt så godt. Mens vi satte rundstykkerne til livs, holdt vi hele tiden øje med fortøjningerne. Gi'vind lå som en korkprop i vandet og blev kastet frem og tilbage. Vi ville meget gerne flytte til en anden havn, men da vi ikke havde nogen motorkraft og bølgerne var tårnhøje, var den mulighed udelukket. Vi holdt hele tiden øje med barometeret for at se om det ikke snart begyndte at stige, men heller ikke her var der nogen hjælp at hente. Windguru havde jo sagt at det kun ville vare 12 timer, men de havde taget grundigt fejl. Den hårde vind fortsatte hele dagen og vi fortsatte med at klamre os til båden. At forlade den for at få lidt fast grund under fødderne, var helt udelukket for fortøjningerne knækkede som sytråde og fenderne skulle hele tiden rettes.
Rene og Rita kom et smut forbi ved middagstid og som Rene fortalte var det meget normalt at der blev skyllet en båd eller to op på land om året her ved Arguineguin. Det lød jo uhyggeligt og så var jeg endnu mere glad for, at jeg havde ofret min nattesøvn for at holde vagt. Efter en halv time havde de fået nok af hopperiet og blev sat i land. 
Den anden båd som også havde ligget for anker havde haft lige så mange problemer. Pietra (Peter) var fra Jugoslavien og var alene ombord. Hans anker var sluppet en halv time før vores og vi havde set at han var begyndt at drive. Til alt held var han oppe og kunne sejle ind mod havnen. Han fortalte at han også havde fået tovværk i skruen, men til alt held nået at få fat i en bøje og lægge sig på siden af en anden båd, men at han havde fået slået sin fenderliste i stykker af at ligge og slå op mod den anden båd. Vi havde også set at han havde siddet i 4 timer på fordækket og holdt fendere mellem sin og den andens båd. Da vi fortalte at vi også havde tovværk i skruen, tilbød han straks at dykke ned med sit dykkerudstyr og skære skruen fri. Dette var et tilbud som vi ikke kunne sige nej til, for vandet var så grumset at jeg selv ikke ville kunne se 10 cm fremad. 
Vinden hylede stadig og der var ikke nogen opklaring på vej, bølgerne klaskede fortsat ind i bagenden på Gi'vind og vi var begge to ved at være godt hjernelamme. Det er utroligt som ens hjerne stopper med at fungere. Tid og sted flyder ud og det er næsten ikke til at tænke logisk. Den konstante vippen, lyden af vinden og mangel på søvn, gør at hjernen bliver lammet. Jeg var ved at være godt grydeklar og fik lov til at tage et par timer på øjet og så kunne Gitte tage en lur bagefter.

Peter kom roene ved 18 tiden med alt sit dykkerudstyr men han behøvede det ikke for han var drivende våd af at ro. Efter en kamp på tre kvarter var skruen atter fri og vi kunne igen starte motoren. Peter blev budt på et bad og noget tørt tøj og en kop kakao med et lille "bløb" i. Vi havde en "hyggelig" aften, mens vi lå og hoppede op og ned. Hvert kvarter var Peter oppe for at se over til sin båd. Han havde i løbet af dagen flyttet den længere ind i havnen og havde fået lov til at låne en bøje af en fisker, så han ikke lå og gnavede op af den anden båd.
Ved 22 tiden tjekkede vi fortøjningerne og satte de sidste ekstra liner vi havde på og så måtte de klare sig så godt de kunne, for nu kunne vi ikke mere. Nu havde vi brugt de sidste reserver vi havde og trængte bare til at sove. En lille trøst var, at barometeret var begyndt at stige.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

266

Fredag, den 25 februar Arguineguin Puerto Rico

3

Vi vågnede tidligt  ved at bølgerne stadigt klaskede i bagenden på Gi'vind, men vi kunne ikke høre at vinden hyler mere. Et blik på vindmåleren fortalte at det ikke blæste mere end 4 sek/m, men vi hoppede stadig lige så meget. Ok, nu var det værste da overstået og nu skulle vi bare til at samle stumperne op. Gi'vind så herrens ud. Alt det snavsede vand i havnen var sprøjtet op på fordækket, fribordet var smurt ind i snavs og olie og over alt lå der sprængte fortøjninger. Vi startede med at få et overblik over situationen. Motor og skrue blev afprøvet og så ud til at fungere. 
Alt tovværket blev gennemgået og sorteret efter hvor skadet det var.

 

Gi'vind blev tjekket udvendigt for at se om hun skulle havde fået nogle skader som vi ikke set i kampens hede. Det så ikke ud til at være tilfælde. Ankerbøjlen til vores hovedanker var blevet bukket og den krævede lidt større værktøj end jeg havde i Gi'vind, til at rette op. Vores pladeanker lå ude på ankerpladsen med en bøje på, men vores paraplyanker, som vi havde brugt i hækken til at holde Gi'vind op mod bølgerne med, var kæden knækket på og ligger nu på bunden af Arguineguin bugten.
Peter kom over til en kop formiddagskaffe og da han hørte at vi havde bukket ankerbøjlen, tilbød han straks at hente en stor skiftenøgle så vi kunne rette den med det samme. Peter tilbød også at forsøge at dykke efter vores paraplyanker når vandet var blevet lidt mere klart og vi aftalte at vi ville lægge en markeringsbøje hvor vi mente at det lå. Jeg tog gummibåden ud for at hente vores pladeanker og lægge markeringsbøjen. Nu må vi se om han kan finde det.
Peter fortalte samtidig, at et kvarter efter at han var kommet tilbage til sin egen båd i går aftes, var hans fortøjningslinie knækket og båden var begyndt at drive ind mod molen. Nogle forbipasserende havde set det og havde råbt ham an, så han i sidste sekund fik startet motoren og endnu engang fik flyttet båden.

Vi besluttede at vi ville sejle til Puerto Rico og slikke sårene der. Vi fik smidt de sidste fortøjninger, som endnu var hele, og sat kursen mod Rico.
 
Nu meldte det næste problem sig desværre. Da vi uden for havnen gav motoren gas, kunne vi mærke en rystelse i hele båden og høre en bankelyd. Det var ikke gode tegn. I sneglefart luskede vi så mod Puerto Rico og fik indklareret på havnekontoret og derefter over på havnepladsen. Jeg trak straks i dykkerdragten og dykkede ned under båden. Desværre - skrueakslen og måske lejebukken er bukket og det betyder endnu engang at Gi'vind må på land og dermed ekstra udgifter.
Vi synes at vi kan klare meget, men denne gang er det ved at knække os. Selvfølgelig havde vi ikke regnet med at denne tur ville være problemfri, men nu synes vi at grænsen er nået. Det er efterhånden ved at blive en lang reparation og vi synes at der hele tiden går noget i  stykker, hurtigere end vi kan nå at reparere det. Vi har derfor bestemt at lade det hele være og koncentrere os om at holde ferie sammen med svigermor og Leif og så klare problemerne når de er taget hjem igen.

Det værste ved hele denne seance er jo nok, at det denne gang er vores egen dumhed der er skyld i det, fordi vi lod en vejrmelding overhørig og var uforsigtige. Dette vil ikke ske igen !!!!!!!