55. Uge 

Dag

Dato Fra Til Distance

372

Lørdag, den 11. juni

Puerto de Pollensa Puerto de Pollensa

0

Solen bager fra en skyfri himmel og da der ingen vind er at sejle på beslutter vi os til en stranddag. Stranden i Pollensa er opdelt i små afdelinger, nogen er for "alm." turister og andre er for bestemte hoteller. Nogle må der ikke komme hund på og andre har ingen forbud. Vi udvælger os en uden forbud. Det første Tiki gør da, vi har bredt håndklæderne ud, er at dække dem til med sand. Hende graveegenskab er helt utrolig, inden der er gået en halv time ligger vi i "et eller andet" som ligner en udgravning i miniformat.
Sidst på eftermiddagen indfinder vi os igen på Gi'vind for at  opleve dagens havneshow. Vi bliver heller ikke skuffede. 2 skibe hænger fast på bovlinerne. Det vil til evighed undre mig hvorfor de skal så tæt på for. 
Det underlige er også, at det faktisk er betydelig lettere at komme i land fra båden, hvis man går med stævnen ind først. 

Da "showet" er ovre kommer en mindre sejlbåd ind, men da han vil bakke ind mellem 2 både sker der ingen ting, andet end at båden driver af. Vi kan se på hans udstødning at han giver fuld gas, men båden flytter sig ikke i ønsket retning. Da han så til sidst "hænger" ovre på nabobroens bovliner, og bliver trykket ind af vinden og åbenbart ikke kan få motoren til at trække, forbarmer vi os og springer ned i vores gummibåd for at komme til undsætning. Efter en god halv times trækken og skubben får vi ham bugseret ind på plads, hvorefter vi igen kan genoptage vores "laven ingenting" .
Det kan godt være at han ikke bad om hjælpen, men det havde været rart hvis han havde ulejliget sig hen for at takke for hjælpen. 

 

Dag

Dato Fra Til Distance

373

Søndag, den 12. juni Puerto de Pollensa Puerto de Pollensa

0

Det var vores mening at sejle videre i dag, men da vi havde en utrolig hård dag i går på stranden behøver vi en afslapningsdag. Vi ved at her er internetforbindelse og da vi ikke kender mulighederne for dette på Menorca, bliver hjemmesiden skrevet og opdateret på netcafeen. På vejrmeldingen kan vi se at det heller ikke er i dag vi skal af sted, for vinden vil stadig være lige i mod, men i morgen mandag skulle det vindmæssigt være bedre egnet. Vi bruger  i stedet dagen til en masse små gøremål og 
efter dagens havneshow giver Gitte mig en sommerklip. Jeg mindes ikke at have været så kortklippet siden mine første skoleår, men det er nu meget rart her i varmen.
Stadig ingen meddelelser på Navtexen og det giver mig grå hår. Vi prøver skiftevis med den nye og den gamle antenne, men lige meget hjælper det. Vi har snart prøvet alle muligheder, ja selv det at flytte påhængsmotoren så den ikke kunne forstyrre signalet til antennen er forsøgt, og så er vi ved at være langt ude. Den nye antenne bliver til sidst monteret og så må vi håbe at det er fordi vi ligger mellem høje bjerge og at signalet ikke kan komme ned til antennen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

374

Mandag, den 13.juni Puerto de Pollensa
Mallorca
Cala Santandria
Menorca

36

Efter morgenrumlen og betaling af havnepenge, lavsæson 4€ + strøm og vand pr. dag,  begiver vi os af sted mod Menorca. Vi har jo hele tiden frygtet at blive ramt af skyhøje priser på havnepenge, men har indtil nu undgået dette ved hele tiden at søge til de kommunale kajer, men nu nærmer højsæsonen sig og så må vi se hvordan det så kommer til at gå.
Ifølge vejrudsigten skulle vi jo have vind fra syd og dermed en halvvind, men den smule vind der er, er lige i trynen, så det meste af dagen sejler vi for motor. Vi har oparbejdet en skepsis med hensyn til de spanske vejrmeldinger, det er bestemt ikke som hjemme i Danmark, at hvis DMI siger at vinden kommer fra syd - så kommer den også fra syd. Hernede siger de syd og så kan det godt være at de rammer rigtigt !!!!
Vi har lagt kursen ind til Puerto de Ciudadela, men finder omgivelserne kedelige og sejler derfor en ekstra mil til en lille cala. Her ser hyggeligt ud. 
Da vi ankommer ligger der 6 udlejningsbåde og 2 alm. sejlere, men ved 18-tiden er udlejningsbådene forsvundet og vi har calaen næsten for os selv. Vandet er turkisgrønt og indbyder til en dukkert. Vandtemperaturen her er nede på  22 grader, så det er dejligt svalende.

Sidst på eftermiddagen meddeler Gitte glædesstrålende at der er kommet meddelelser på Navtexen. Ud over at antennen har været defekt, har det altså også betydning om vi ligger mellem høje bjerge.
Ankring=grillning. Så grillen bliver fundet frem og kødfulde ben bliver grillet både til glæde for Tiki og os selv.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

375

Tirsdag, den 14.juni Cala Degollador Cala Degollador

0

Vi starter dagen med en dukkert på hoved i det turkisgrønne vand. Herefter beslutter vi os for en overliggerdag for at se lidt på omgivelserne. Vi starter gummibåden og alle vores 2 heste op og sejler ind til stranden. Da vi er ved at fortøjre bliver det piftet vildt i en fløjte og en livredder kommer løbende hen i mod os. Der må vi ikke efterlade vores gummibåd, for stranden er for gæsterne. "Jamen, hvor så?" spørger jeg. "Ude på klipperne" er svaret. OK, så må vi jo flytte. Vi fandt dog et kompromis og lagde den i udkanten af stranden, mod at love at det ikke tog over en time.
Vi fandt meget hurtigt ud af , at der ikke var så meget by bag ved hotellerne, så vi tog vores gummibåd og sejlede tilbage til en lille restaurant som lå rigtigt hyggeligt lige ned til vandet, hvor vi så indtog et pitstop og lidt frokost.
Resten af dagen blev brugt hhv. på fordæk og i cockpittet, hvis vi da ikke lå og plaskede rundt i vandet.
Sidst på dagen ankom en svensk båd som lægger sig for anker lidt længere ude i Calaen. Vi overvejer at sejle ud og snakke med dem men beslutter at vente til i morgen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

376

Onsdag, den 15. juni Cala Degollador Cala de Son Saura

8

I løbet af natten er der kommet kulingvarsel ind på Navtexen. Egentlig kunne vi godt blive liggende for vinden ville komme fra Nord, men vi beslutter at sejle videre til en anden cala som ligger på sydkysten. Svenskerne flytter deres båd længere ind i calaen, og lægger sig med stævnanker og en line i land. Lidt senere kommer de på besøg til en kop dejlig varm dansk kaffe. Det har de ikke fået i mange år, for de kommer fra Väneren og har været hjemmefra siden 2001. De har været over dammen, til USA, Brasilien og på vejen hjem  Acorerne og utrolig mange andre steder. De har en vejrfax radio men deres vejrkort siger at vinden stadig vil være svag. Det er det sædvanlige med de spanske vejrmeldinger. 
Vi bestemmer os for at sejle alligevel og ved middagstid hiver vi ankeret op og sætter kursen mod syd. Efter en times sejlads stævner vi ind i calaen, men den er noget mere åben end vi havde regnet med. Men da vinden skal komme fra nord, vil det give os fralandsvind og dermed bølgelæ.
Godt nok er det meget varmt, men det undre os alligevel at ingen af strandgæster har tøj på og da vi får kikket efter i vores pilotbook, står der også at det er en nudiststrand. OK - hvis det ikke genere dem, genere det heller ikke os og så kan jeg også få lidt sol på mine blege baller. 
Tiki er jo også blevet helt glad for at gå i vandet, men er noget hæmmet af at vi ligger for anker, så hun bliver iført sin nye redningsvest og forsøger at svømme rundt med den. Det var dog ikke den helt store succes fordi vesten fortsat er for stor.

Vinden kommer om natten som det var forudset, så det var for en gang skyld den spanske vejrmelding der havde ret. Vi får alligevel en noget urolig nat for vinden hyler i riggen og vi sover kun med det ene øje lukket.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

377

Torsdag, den 16. juni Cala de Son Saura Cala Porte

17

Calen er for ubeskyttet hvis vinden skulle vende, så efter en frisk morgendukkert hiver vi ankerne op og sejler mod Mahon. Vinden tiltager stødt og roligt. Der er lovet kulingvarsel fra N NE og det passer også ind i mellem, men vinden ligger nu mest omkring 14-16 s/m. Vi afkorter turen da vi ellers skal sejle i stiv modvind den sidste time. Pilotbogen bliver endnu engang "gennemtævet" og vi finder en egnet cala som skulle være omkranset af høje klipper på 46 meter. Vi finder ind og får kastet anker og det er også rigtigt at der er klipper på hver side, men vinden kommer desværre lige ned mellem dem, så selvom vi ligger pænt i bølgelæ, føles det som om vi sejler fordi vinden fortsat mærkes voldsomt. Ankeret har godt fat så vi beslutter at blive liggende.
Det lader til at vi fortsat skal "rammes" af ting som går i stykker. Da jeg skal stoppe motoren sker der bare ik' en ski'. VDO instrumentet er gået helt i baglås. Altså! Så må styrekonsollen skilles ad igen! 
Jeg kan ikke umiddelbart finde fejlen, men får dog motoren stoppet ved at kortslutte stoprelæet. Jeg håber på at det blot er noget fugt som har sat sig i instrumentet og bestemmer at lade det stå og tørre til i morgen.

Vinden raser fortsat og alle bådene ligger og rusker i deres anker og Gi'vind prøver også af alle kræfter om hun kan rykke sig fri, men da der ikke er de store bølger og da vi kan mærke at ankeret har rigtigt godt fat, nøjes vi med kun at lægge det ene
Vi havde egentlig besluttet at vi skulle ud og spise, men pga vinden beslutter vi at blive i Gi'vind, hvor Gitte disker op med hjemmelavet pizza -mums.
Ved 19 tiden løjer vinden endelig af så vi kan få en rolig aften - tror vi! Klokken 22 kommer den tilbage igen med fuld styrke så det blev en noget urolig nat.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

378

Fredag, den 17. juni Cala Porte Cala Porte

0

Det blæser stadig, men nu er vinden da nede på omkring de 9-11 s/m. Det er altså underligt, at det skal blæse når vi ligger til ankers og så være vindstille når vi ligger i havn. Og det er ikke fordi vi ikke studere vejrudsigterne, de passer bare ikke. For at få ladet lidt på batterierne startes motoren, det går fint - men den vil stadig ikke stoppe. Vi er begge godt trætte i hovederne af det sidste døgns blæst og vil egentlig gerne i land, men først skal instrumentet laves. VDO instrumentet bliver afmonteret og adskilt. Det viser sig at det ikke er helt tæt i pakningen og at der er trængt lidt saltvand ind i kontakterne.  De bliver loddet af og renset og efter en times tid fungerer start og stop på motoren endelig igen.
Vinden er også begyndt at lægge sig og så bliver gummibåden gjort klar til landgang.
Da vi kommer ind til land stiger temperaturen kraftig og nu kan vi lige pludselig mærke at det er MEGET behageligt  at være ude på vandet. 
Vi begiver os en tur gennem byen og ender oppe på en restaurant med fin udsigt ud over calaen og Gi'vind.  Vi bestiller det sædvanlige (øl) og spørger efter frokostkortet.

Servitricen, som er englænder og som nok skulle være til at kommunikere med, begynder herefter at remse op hvad der er på menuen i dag. Da vi åbenbart ikke er helt så hurtigt opfattende, siger hun "et øjeblik - så henter jeg menukortet" og to minutter efter kommer hun slæbende på det skilt som stod udenfor restauranten på1x1 meter. Det var da godt at vi skulle have øl til, for jeg ville ikke turde spørge om vinkortet.
Efter frokosten var det tid til at finde et supermarked og få de daglige indkøb overstået. Et par is blev det også til, men for første gang på hele turen måtte de indtages i skyggen, da de ellers ville smelte med det samme.
Tilbage på Gi'vind blev det, efter en svalende dukkert, til en middagslur på fordækket hvor der var lidt luft.