60. Uge 

Dag

Dato Fra Til Distance

407

Lørdag, den 16. juli Cala Santa Ponsa Mod Barcelona

 

Vi er tidligt oppe for vi skal nå at få gjort en masse ting inden det bliver for varmt.
Vi starter "gummidyret" og sejler endnu engang ind til stranden. Santa Ponsa er en lang bugt og det er ca. 10 minutters sejlads hver gang. I den situation ville det være rart med en gummibåd der kunne plane, for det virker som om det tager en hel formiddag. Gitte fortager et kommandoraid mod supermecardoen, mens jeg vender tilbage for at klargøre Gi'vind til turen mod Barcelona. Efter en time kalder Gitte over VHF'en at nu er supermercadoen tømt og nu vil hun gerne hentes. Endnu engang kommer der liv i honda'en og med alle 2 heste fræser vi ind til stranden og gummibåden er næsten ved at synke med alt det som er blevet indkøbt. Tiki får den sidste dukkert inden vi sejler tilbage til Gi'vind og gør klar til afgang.
Klokken 12 bliver ankeret halet indenbords, men der er ingen vind så vi starter med at sejle for motor og så håber vi på at der kommer lidt mere når vi først kommer fri af øen. Det gør vi så resten af dagen, for de små vindpust der af og til kommer er ikke nok til at vi kan holde styrefart. 
Ved mørkets frembrud er der stadig ingen vind og vi indstiller os på at sejle hele turen for motor. 

Vi forsøger forgæves at holde vores vagtplan med 3 timers vagt og 3 timers fri, men det mislykkedes, for ingen af os er trætte nok til at sove. I løbet af natten møder vi kun ganske få skibe.

Jeg havde set frem til denne natsejlads, for nu er vandet omkring de 26 grader og luften er vel det samme og jeg glædede mig til at skulle prøve at sejle natsejlads i de temperaturer, men - det blev den mest klamme nat jeg endnu har oplevet. Alt drev af dug og fugt og vi kunne slet ikke benytte de blå puder, de var som svampe. Jeg havde også regnet med at der ville være mange skibe på denne strækning men det var meget få skibe vi mødte. Stor skuffelse !!!!
For ikke at ankomme til Barcelona før morgengry måtte  vi tage noget af farten. Vi havde jo regnet med at skulle sejle for sejl og derved have været nogle flere timer om turen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

408

Søndag, den 17. juli Mod Barcelona Barcelona - 
Marina Port Vell

117

Vi havde sat farten efter at vi ville ankomme til Barcelona når det var blevet lyst, men kom alligevel lidt for tidligt, for klokken 7 var vi på plads ved ankomstkajen og måtte vente på at havnekontoret åbnede klokken 8. Det er den længste time jeg har ventet i meget lang tid - for hold op hvor var vi trætte.
Vi fik anvist en plads, for den nette sum af 39€ pr. nat og kort tid efter at fortøjningerne var fastgjort lå vi alle tre i køjen. Vi sov et par timer og stod op ved 13 tiden, så vi også kunne få lidt ud af dagen.
Vi fandt cyklerne frem og tog en tur rundt i forlystelseskvarteret "Barceloneta" og endte til sidst ned på stranden. Ja det tror vi nok, for vi kunne ikke se sandet for badegæster. 
Nu trængte ganen til at blive skyllet så vi røg ind på en strandbar hvor der blev spillet reggaemusik for fuld drøn. Ovenud hyggeligt. Her var den stemning som vi havde ventet at finde på strandene på Mallorca. 

Men OK - vi er jo ikke blevet yngre, så efter en lille times tid var der nu alligevel lidt for meget gang i den, så vi fik igen plantet vores bagdele på cykelsadlerne og cyklede lidt videre rundt i kvarteret. Der var trængsel alle steder, det føltes nærmest som at gå inde i Tivoli på en af de dage hvor haven var mest besøgt.

Vi brød igennem menneskemuren og fandt tilbage på Gi'vind, hvor den stod på afstresning og afslapning resten af aftenen.
Inden vi gik til køjs blev Tiki luftet på havnearealet. Broerne kunne vi ikke komme ud på for der var lås på portene. Nede foran havnekontoret lå et på "mindre" motorbåde på omkring 120-200 fod i 3 etager. På øverste dæk havde de spa- og swimmingpool, på dæk 2 og 3 havde både indendørs og udendørs saloner, samt plads til 2 dinghyer på ca. 12 meter i længden og 2 2-personers vandscootere. Utroligt!! Samtidig er vi blevet fortalt at disse motorbåde er små i forhold til dem som ligger i Monaco, ja - jeg fatter det altså ikke.


Gi'vind sammen med en af de "tunge" damer.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

409

Mandag, den 18. juli Barcelona - 
Marina Port Vell
Barcelona - 
Marina Port Vell

0

Tidligt op for nu skulle der leges turister.
Startede dagen med at besøge bådbutikken så vi kunne få købt en oliepumpe. Det er ved at være tid til at Gi'vind får skiftet olien inden kanalerne og her har vi muligheden for at købe en. Et par nye sejlersko til mig røg der også med i købet, for de gamle kan vist snart ikke mere. Men desværre havde de ikke pilotbogen over Costa Brava mv. Tiki fik lov til at løbe hele vejen så hun var godt træt da vi kom tilbage, men hun skulle også være alene hele dagen og det har hun vist ikke prøvet før.
Vi tog cyklerne over til svævebanen som går hen over havnen. For den imponerende sum af 9 €, kunne man få turen over havnen og tilbage igen. Det sparede os for en længere cykeltur og så kunne vi endda nyde udsigten ud over havnen samtidig.
Så var det tid til at gå en tur på Ramblaen, Barcelonas svar på Strøget. Her findes alt lige fra gøglere til fuglehandlere og det er bestemt ikke småting der ellers er.
Barcelona er en meget stor og meget travl og larmende by. Det er en fantastisk omvæltning at komme fra Mallorcas stille og rolige miljø og så lige ind i sådan en heksekedel. 

Vi må indrømme at der var lidt for meget fart på til os, så vi har bestemt at to dage er mere end rigeligt. Jeg er sikre på, at hvis man har rigtig god tid og hvis man er "rigtig" turist, kan man få mange dage til at gå her med alt det der er at se. Men det er altså ikke os, vi er nok mere til natur og fredelige områder.
Undervejs konsulterede vi et stort supermarked i håb om at de havde levering. Glædeligt, jo det havde de og vi så at deres øl kun kostede 0,20€ stykket så det kunne jo ikke være bedre. Da vi så henvendte os for at få lidt mere information om leveringstidspunkt fik vi oplyst at de ikke leverede til havnen. Surt show - billige øl men ingen mulighed for at få dem leveret.
Tilbage på Ramblaen blev det tid til lidt sent frokost. Vi fandt en fortovsrestaurant hvor de havde virkelig ægte "Multi Grande Cerveza". Det blev en hel til mig og en halv til Gitte, hun mente nemlig ikke at hun kunne konsumere 1 liter øl. Men der gik lidt rod i vores madbestilling, så Gitte fortrød sin beslutning lidt senere.
Godt mætte og -- hvad hedder det når man har slukket sin tørst -- slet ikke tørstige, begav vi os så retur mod svævebanen for at tage retur til havnen.
Vi blev mødt af en meget glad Tiki som for øvrigt havde opført sig meget eksemplarisk og ikke lavet ulykker.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

410

Tirsdag, den 19. juli Barcelona - 
Marina Port Vell
Puerto de Mataro

17

Inden afgang fra Barcelona rundede vi biblioteket hvor de havde internet. Efter at vejrudsigt og mail er tjekket kigger vi lidt i deres pilotbøger over den næste strækning af kysten.  I bogen er et billede af havnen "Puerto de Premia De Mar" og både billede og tekst viser at det er en stor havn uden broer og at der er mulighed for at ligge for anker inde i havnen. Den ligger kun 8 sømil fra Barcelona, så vi bliver hurtigt enige om at det er den vi vælger.
Indrømmet: "Vi er nogle underlige turister", men det var altså helt rart at sejle ud af havnen i Barcelona og væk fra storbystøjen. 
Sejlene blive hurtigt sat, for udenfor blæser en frisk vind og vi stryger med 8 knob ned langs kysten. På vores kortplotter har jeg fundet havnen og på billedet er angivet at der er broer der hvor vi regnede med at ligge for anker.
Da vi ankommer til Premia de Mar ser vi at havnen er under opbygning. Der er færdiggjort 3 broer og i resten af havnebassinet er der banket pæle ned. Havnen virker utrolig "død". Ja, ja - jeg ved det godt - vi er svære at tilfredsstille. Vi vil ikke have for meget støj men vi vil på den anden side heller ikke ligge i en havn hvor der slet ikke sker noget. Vi bliver dog enige om, at når havnen er en byggeplads og der ellers intet er, så må den også være knapt så dyr som de øvrige på kysten. Vi finder derfor en plads og Gitte går op for at finde havnekontoret (i håb om at der ikke er noget). Men ud fra en container kom en ung mand som lige var blevet færdig med hans eftermiddagslur. Gitte fortæller at vi har lagt til og vil gerne vide hvor meget en overnatning koster. Da hun får oplyst prisen 34 € beslutter hun meget hurtigt at vi så hellere vil give 40€ i en anden lidt mere spændende havn.
Af med fortøjningerne og ud igen. 3 sømil nede af kysten anduver vi så Puerto de Mararo. Efter at have cirklet rundt nogle gange kommer "marineroen" cyklende og anviser os en plads. Ikke så mange dikkedarer, papirerne bliver ordnet på broen og vi slipper med at betale 27,5€.  Havnen er utrolig stor og på "landsiden" fyldt med restauranter og mindre butikker og på "vandsiden" er der overdækkede parkeringspladser langs med dækmolen. Togstationen er lige ved siden af havnen og det tager kun 20 minutter at komme til Barcelonas centrum. Det bedste af det hele er måske, at her ikke er disse overdimensionerede store både, så nu ser Gi'vind endelig lidt stor ud igen i forhold til de både som ligger i havnen.
Den plads vi har fået tildelt er en yderplads hvilket giver os fin mulighed for at grille. Vi falder i snak med et hollandsk par som inviterer os over til en aftenøl, når vi er færdige med at spise.
De bliver til en rigtig hyggelig aften, hvor hele verdenssituationen endnu engang bliver vendt. De fortæller at de har sejlet i Middelhavet de sidste 2 år og at de sejler i 6 uger og tager hjem i 2 uger. I morgen skal de på land og have skiftet en skroggennemføring fra toilettet som er blevet utæt og på torsdag tager de så flyveren hjem på "ferie" i Holland. Da vi har fået udskiftet diverse ministre, præsidenter og gravet en masse dybere kanaler  er klokken også blevet langt over midnat og vi takker pænt godnat, udstyret med deres pilotbog over Costa Brava som vi har fået lov at låne.  

 

Dag

Dato Fra Til Distance

411

Onsdag, den 20. juli Puerto de Mataro Puerto de Mataro

0

Vi har besluttet os til at blive en ekstra dag. Jeg har nogle småting, såsom rensning af grill og vask af fribord, som skal/bør gøres. Grillen er begyndt at ligne noget som sundhedsmyndighederne ville besvime over. Grillbørsten er total nedslidt og kan på ingen måde leve op til sin normale anvendelse, så Gitte tilbyder at køre op i byen for at købe en ny. Der er sikkert også en halv million andre forretninger som skal gennemstøves for byen vi ligger ved er ingen turistby.
Klokken 12 sejler Hollænderen over til traveliften for at komme op i deres siesta pause. Jeg har lovet og hjælpe og sejler derfor med og efter en god times tid er toiletventilen blevet skiftet og  Hollænderne kan igen sove roligt om natten, uden frygt for at båden skal tage vand ind. Gitte er i mellemtiden kommet tilbage, og jeg kan derved konstaterer at vi ikke behøver at købe bil når vi kommer hjem, for hun og cyklen er udstyret med ialt 32 kg, 16 kg i form af sodavand, vin og mælk, i rygsækken - 8 liter vand på bagagebæreren og 8 kg madvarer i cykelkurven. Stakkels cykel - tænk på hvilken vægt den har skulle bære helt oppe fra byen. Gad vide om jeg ikke også kunne få hende til at hente en 10-12 kasser øl? 
Gitte fortæller at byen er meget hyggelig og at det var rart endelig at se "normale" forretninger med "normale" priser. Ikke en eneste souvenir butik så hun i byen. Ud over dette har hun fundet et dyrehospital hvor Tiki kan blive Rabies vaccineret kl. 19.30. Tiki har ellers alle de øvrige vacciner, men på grund af hendes lille størrelse som 3 måneders hvalp, er hun ikke blevet rabies vaccineret.
Skibsprovianteringen bliver lige rundet, men desværre har de heller ikke pilotbogen over Costa Brava mv. 
Mens jeg lave notater fra Hollændernes bog cykler Gitte op til dyredoktoren med Tiki. En god times tid senere kommer "Far's  lille pakæsel" retur. Endnu engang er cyklen blevet overlæsset. Undervejs havde Gitte fundet et supermarked hvori hun havde købt 2 kasser øl. Tiki havde været helt nervøs for at blive smidt ud af cykelkurven for så at skulle løbe tilbage, men hun havde dog fået lov til at blive siddende fordi øllene kunne være på bagagebæreren.
Mens vi spiser aftensmad kan vi sidde og se på et skilt som viser både klokke og temperatur, klokken 23.30 er temperaturen 27 grader og det er bestemt noget vi kommer til at savne når vi kommer hjem til Danmark.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

412

Torsdag, den 21. juli Puerto de Mataro Palamós 

37

Gitte er tidligt oppe,  hun må have tisset i sengen for da jeg står op ved 8.30 tiden sidder hun allerede ved computeren og er i fuld gang med vores logbog. Men jeg tror nu nok at det er fordi hun vil op i byen inden vi sejler videre. Ganske rigtigt, efter morgenkaffe daffer hun afsted på cyklen og lover at komme tilbage inden for en times tid. Jeg fortsatte med logbogen og ved 11 tiden er hun tilbage belæsset med grillkul og nogle kasser øl. Et kort besøg på havnekontoret for at få depositummet for nøglen til porten tilbage, et farvel til Hollænderne og så ellers ud af havnen.
Vinden er fin. Vi starter med at have den agten fra og da det kun blæser 5-6 sek/m sætter vi gennakeren. At vinden så øger stille og roligt lægger vi slet ikke mærke til. Vi sættere kursen mod Port d'Aro som iflg. Pilot bogen skal være en billig (bob - bob) havn. Ud over at sole sig, bruger Gitte dagen på at (forsøge at) splejse tovværk, dvs. det var små halsbånd til Tiki som hun forsøger at lave. Jeg spurgte flere gange om hun havde tænkt sig at leve af det når vi kom hjem, for så kunne jeg da godt se at vi inden længe måtte sælge huset og båden. Men hun forsikrede mig om at det kun var for sjov.
Sidst på eftermiddagen anløber vi så Port d'Aro. Inde på anløbskajen er der indtil flere marineroer, som iført uniform er behjælpelige med at tage imod os. Gitte luftede Tiki mens jeg går på havnekontoret. En venlig dame orienterer mig om, inden vi går i gang med den langsommelige procedure med at udfylde papirer, at havneafgiften er 58€. Jeg lurer lidt og forsøger inde i mit hoved at få styr på de engelske tal. Fiftiate - jo det må betyde 58. 58€ for en enkelt overnatning, - nej det vil jeg godt nok ikke betale, havneassistenten fortæller at 5 mil længere mod nord i Palamós er det billigere. Jeg går ud og får fat i Gitte og det tager os ikke lang tid at slippe fortøjningerne og komme ud. I havneindløbet passerer vi de to franske både som vi har sejlet om kap med undervejs. 

Kurs mod Palamós. Vi havde i pilotbogen læst at den nye havn var væsentlig billigere end den gamle, hvorfor vi meget naturligt søgte mod den nye havn. Da vi anløber havnen kalder vi havnekontoret, som venligt siger  at vi må finde en fri plads ved kajen ovre ved benzinstanderen. Det lurer vi lidt på. De pladser hun mente var dem som lå lige i havneindsejlingen og med den vind der var, stod vind og bølger lige ind i havnehullet, så der havde vi bestemt ikke lyst til at ligge og alle pladser var iøvrigt også tomme, så vi var nok ikke de eneste som fravalgte dette. Vi lagde os derfor ved benzinstanderen med tanke på, at gå op på havnekontoret for at få anvist en bedre plads. En venlig marinero i gummibåd når os dog inden og tilbyder at hjælpe os på plads. Vi er igen lidt betænkelige medhensyn til prisen, så inden vi ville sejle efter ham ville vi gerne lige høre hvor meget det koster. Han kalder havnekontoret og vi får beskeden: "En af pladserne i indsejlingen og det koster 65€".
65€ - altså over 500 kroner - nu er det jo ikke Bill Gates de snakker med - og 500 kroner for at ligge og sove er altså mere end jeg vil betale for at få en urolig nattesøvn i havnehullet. Så kan vi lige så godt ligge for anker, ubeskyttet ude i det fri.
Da vi slipper fortøjningerne kommer de to franske både ind, og da vi sejler ud af havnen kan vi se at de er ved at lægge til i havneindsejlingen, på trods af de store dønninger. Nu har de åbenbart givet op og vil betale taksten.
Vi tænkte at vi nu lige så godt kunne forsøge os i den gamle havn, det kunne da vel ikke blive dyrere. Ud for den gamle havn, pænt i læ af molen ligger der 8 andre sejlbåde, og det tager os ikke mange sekunder at gøre lige så. Der skal dog nogle forsøg til før ankeret bider ordentlig i bunden så vi kan sove roligt i nat. Nu kan vi herefter sidde og glæde os over, at vi ligger betydeligt mere roligt end ovre i den nye Marina og at vi nu ligger ganske gratis.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

413

Fredag, den 22. juli Palamós  Cala Culip

35

Det blev så denne dag vi blev grundejere i Spanien.
Vi har haft en rolig nat, vinden er godt nok vendt i løbet af natten, så nu ligger Gi'vind ude midt i sejlrenden. Fiskerbådene startede klokken lidt over seks, under skarp bevogtning af undertegnede og de kom alle forbi uden problemer. 
Først på formiddagen er der ingen vind men vi bliver enige om at vi lige så godt kan sejle lidt nordpå og så håbe på at vinden kommer. Vi er endnu engang heldige for efter en halv times sejlads har vi vind nok til at kunne sætte gennakeren.

Vi har egentlig sat kursen mod Marina Roses, men sejladsen er så god at vi vælger at fortsætte til en cala længere nordpå. 
Jeg forsøger mig lidt med fiskestangen,  uden held, (gudskelov) og herefter skræmmer jeg de fisk væk som kunne tænkes at være i "lytteafstand" med guitaren, 

Gitte nørkler stadig med at splejse tovværk, jeg er dog glad for at det ikke er vores fortøjninger hun forsøger sig med, for det tov hun er i gang med bliver kortere og kortere. 

Vi fortsætter det meste af dagen og ankommer til cala Culip.

Sidst på eftermiddagen kommer der en båd ind i cala Culip
Calaen er pænt stor, og alle ankerliggerne ligger ovre i den højre del af calaen. Båden kommer ind, cirkler lidt rundt og har åbenbart lidt svært ved at beslutte sig, men vælger at gå over i venstre side af calaen, sikkert for ikke at "klumpe" sig sammen med de øvrige. Fruen er på fordækket og er i fuld gang med at gøre ankergrej klar, da båden pludselig står fuldstændigt stille og masten ryster frem og tilbage. BOINK !!!! Nåh - det gik nok ikke så godt. Øh - Det kan jo godt være, at der er en årsag til at alle andre ligger ovre i højre side. 
I mellemtiden er en motorbåden, som ligger lige i "smørhullet", ved at gøre klar til at gå. Da den er forsvundet bliver ankeret lagt på deres plads, men nej - det tog ikke ordentlig fat i bundet. Op igen og forfra. Der sejles lidt rundt og ankeret sænkes og båden sættes i bak, ankeret har fat, men båden ligger nu alt for tæt mod de to andre både. Der parlamenteres lidt og det besluttes at forsøge igen.  Midt i calaen ligger en fast ankerbøje som svagt kan skimtes under vand, men den er båden langt fra. 
Op med ankeret og forfra. ALTSÅ HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE! Der går lidt kludder i tovværket som ankerkuglen er monteret på, det får viklet sig ind i ankerspillet, så nu bliver "mutter" sendt ned til rattet og "farmand" overtager selv "kluddermor" Ankeret bliver endnu engang lagt, men "fatter" er ikke bedre end "mutter" for nu ligger båden for tæt på klipperne i den modsatte side af calaen. 
Op igen og forfra. ALTSÅ HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE! Endnu en runde, rundt i calen, i frigear og så i bak. Så bliver ankeret lagt og båden bakkes behændigt bagud. Ankeret får fat og alle ser ud som om de er glade, indtil roret og kølen får fat i den faste ankerbøje som ligger under vandet. Skrue fra! og gummibåd i vandet for at få viklet ankerkuglen fri af roret. Så bliver ankeret på båden strammet lidt op, så nu ligger båden vist hvor den skal. 
ALTSÅ HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE! 

Efter at Gi'vind (Øh - ups)  havde underholdt hele Calaen i en god times tid, overvejer vi meget kraftigt at sejle rundt med hatten, så folk kunne betale for en hel times underholdning.
Ja, nu har vi måtte sande at det ikke altid er lige let at få ankeret til at bide fat, der hvor man gerne vil ligge.
Vores, nyrengjorte, grill blev tændt og endnu et par lækre, møre bøffer blev sat til livs inden vi trætte krøb til køjs.