64. Uge 

Dag

Dato Fra Til Distance

435

lørdag, den 13. august Lyon Thoissey 33/60km.
Klokken 9.30 var der dømt klar til afgang. Nu skal vi så i gang med at sejle på Saône.
Efter at have sejlet et par timer kan vi til vores glæde konstatere at her er langt kønnere. Saône er i forhold til Rhône floden meget mindre og snor sig meget mere gennem landskabet. Langs bredderne vokser træerne helt ned til vandet og her er et rigt fugleliv. 
Så kom den første sluse og bedst som vi nu havde vænnet os til de store sluser, er de nu begyndt at blive mindre. Da der i slusen ikke længere er flydepullerterne, kræver det en ny teknik og det var vi vist ikke helt forberedte på. Da vi kommer ind i slusen, er der vild forvirring på Gi'vind, for vi kan godt se, at hvis vi gør som vi plejer, bliver vi ganske simpelt trukket ned når vandet bliver lukket ind. Det bliver en noget rodet forestilling og slusemesteren må have hygget sig gevaldigt over de tåbelige danskere, men hjælp var der til gengæld ikke noget af og når fortøjningsklamperne befinder sig 4 meter oppe er det jo ikke lige sådan at få lagt tovværket omkring dem.
Efter slusen havde vi planlagt at lægge til ved en bro og få fyldt lidt vand i tankene. Stor er glæden da vi ser at der også ligger en dansk båd. Vi lægger os uden på "Dolphin" fra Sønderborg og får hilst på hinanden. "Hr. og Fru Dolphin" tog af sted i maj og har været en tur rundt på Europas kanaler, for nu at sejle mod Middelhavet. 
Vand fik vi til gengæld ikke, for for at kunne nå vandhanen skulle man have en vandslange på hundrede meter og det var vi altså ikke i besiddelse af. Vi fik en sludder over et glas rosé vin, inden vi lagde fra samtidig med at vi fik sagt pænt farvel og ønsket dem god tur nedad. 
Efter et par kilometer mere kom den næste anløbsbro og her ville vi så prøve igen. Langsomt gik vi ind mod broen, men 2 meter fra tog vi bunden. Vi gjorde flere forsøg og til sidst nøjedes vi med at stikke næsen ind og så måtte jeg hoppe ned på broen derfra. Det så lidt pudsigt ud, at alle de andre lå langskibs, mens vi lå på tværs, men denne gang fik vi da vand på.
Ud på eftermiddagen kommer vi så til dagens anden sluse. Denne gang var vi klar efter alle kunstens regler. Vi havde rigget Gi'vind til i bedste Gøta-kanal stil og Gitte var udstyret med arbejdshandsker, klar til at entre op ad lejderen i slusevæggen. Hvad vi bare ikke havde taget højde for er, at en sådan stige er hamrende glat og slimet, så Gitte måtte klamre sig til den for ikke at skøjte i vandet. Denne gang kom vi pænt igennem, men vi var sikre på at der måtte være en anden og nemmere måde at gøre det på. Det kan ikke være rigtigt at Gitte skal sætte liv og lemmer på spil, ved at klatre op ad en grøn og slimet lejder. Vi har bare ikke fundet løsningen endnu ! 

Vi måtte have en tænkepause, så vi besluttede at stoppe for i dag og da der var en fin anløbsbro lige ved siden af en campingplads blev Gi'vind lagt til der. Broen var privat og lågen var godt nok låst, men hvis vi ikke kunne komme ind, var der vel heller ikke nogen der kunne komme ud og smide os væk. Tiki var derimod mere smart, hun smuttede bare ind imellem tremmerne i porten, for hun havde set at der var græsplæne lige på den anden side. Hvad hun derimod ikke vidste var, at åkander og andemad IKKE er en græsplæne og når man springer ud på dem ryger man lige igennem fordi de ikke kan bære en. Tiki Bademus var helt grøn af andemad da hun igen blev samlet op af Gitte.
Nå - men skaden var ikke større end at hun blev skyllet ombord og vandet er jo dejligt varmt her i kanalerne. (24 grader - men absolut ikke indbydende til en dukkert)
Endnu en gang blev grillen tændt og med et glas rødvin i hånden og med duften af mad fra grillen, så vi solen synke ned bag de franske bjerge. (Idyllisk ik')

 

Dag

Dato Fra Til Distance

436

søndag, den 14. august Thoissey Gergy 51/94km.
Vi kastede fortøjningerne fra Tiki's egen badebro ved nitiden og begyndte dagens etape med at få tang i skruen. Inde ved bredderne er der mange planter i vandet og når man lægger til, er det uundgåeligt at der kommer noget i skruen, men det er ikke være end, at når man bakker lidt kraftigt med skruen kommer det fri igen.
Ellers går dagen igen med 2600 omdrejninger og et enkelt tjek undervejs af søvandsfilteret, som viste sig at være helt rent. 
Om det er spændende - næ - det er lige så ophidsende som at køre 1200 kilometer på en motorvej.
I dagens eneste sluse afprøver vi en ny teknik, nemlig at sætte agterfortøjningen på en klampe højt oppe og derefter sejle videre frem og sætte forfortøjningen på. (Som man gør i Gøta-kanalen, men her er der bare ingen til at hjælpe oppe på land) Det virker efter hensigten, men det er så til gengæld mere besværligt når de skal af igen, for så skal men igen ligge og sejle frem og tilbage i slusen. (Der er 20 - 30 meter mellem klamperne, så tovværket kan ikke ligge dobbelt) Da vi sejlede ud så vi at der midt i slusen er et rør som man kan fortøjre til og så lade tovværket glide med op ad røret. Det må vi så prøve næste gang.
Indtil nu har vi sejlet ca. 1/3 af den samlede distance, men det betyder ikke at vi så er igennem Europa om 14 dage, for nu begynder den alvorlige del af turen. De næste 200 kilometer er nok den del af turen hvor der skal bestilles noget. Vi har ikke tal på hvor mange sluser der er, men hvis vi regner med at der i gennemsnit er en for hver anden kilometer er det nok ikke helt ved siden af. Så mon ikke vi til sidst finder en teknik som vi kan bruge. 
Vejret i dag har været en blandet fornøjelse. Vi kan godt mærke at det er ved at blive mere a la dansk sommer, og det er også ved at være tidligere mørkt end vi er vant til.

Midt på dagen fik vi også en regnbyge, så nu ligger regntøjet fremme hele tiden sammen med et par joggingbukser og det er bestemt slet ikke noget vi er vant til.

Ved 17 tiden passerer vi gennem Châlon sur Saône og da der er mulighed for at få fyldt diesel på her, lægger vi vejen rundt om "lystbådehavnen". Mens vi tanker snakker Gitte med et par danskere som er nede for at sejle i en lejet båd her på Saône. Det er nu lidt underligt, at her går vi og synes at det er r..kedeligt og så er der andre der betaler i dyre domme for at leje en båd og komme til at sejle her. Men sådan er vi jo så forskellige !
Da Gi'vind har fået slukket tørsten med både vand og diesel er vi klar til at tage endnu et par kilometer videre. Vi kunne godt være blevet i havnen, men vi vil hellere ud og finde et sted i naturen og lægge til der, end at ligge inde i en by. At det så blev til 15 kilometer mere inden vi fandt et rigtigt dejligt sted, var måske ikke beregnet. Klokken var nu blevet 19.30 og efter en lang dag synes vi at det var ved at være for sent til at begynde at grille, så i stedet for blev der hentet en pizza op af fryseren.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

437

mandag, den 15. august Gergy Auxonne 33/61km.
Jeg var oppe ved 8- tiden og så to penicher sejle forbi. Vi var klar til afsejling ved 9-tiden og og efter en time havde vi indhentet den første peniche, samtidig med at vi nåede den første sluse. Vi er endnu ikke nået til de automatiske sluser, så der måtte en del overtagelse til før vi fik vækket slusemesteren. Gentagende opkald over VHF'en og adskillige trut i hornet skulle der til før vi fik ham frem af sit skjul. 
Nu havde vi jo så håbet, at der denne gang var rør i slusen til fortøjningerne som vi kunne bruge, men næ - nej,  Gitte måtte op af stigen - igen. Vi har hele tiden vores VHF indstillet på den kanal som hører til slusen og da slusemesteren havde ser Gittes akrobatiske øvelser og hendes måde at sætte fortøjningerne på, lød det over højtalerne - Tres bien, manifiq, madame.  (Vi tror nok det staves sådan og at han sagde noget i den retning !)
Men vi mener stadig at der må være en nemmere måde at sætte fortøjningerne på.
Næste sluse brugte vi fumlepinden, også kaldet bådshagen  (som vi for øvrigt gerne vil klage til Manne over, lakken er helt skallet af) til at sætte fortøjningerne rundt om pullerterne. Det virkede ganske godt og det system vil vi bruge fremover. Tredje sluse var med automatik, men det viste sig at der faktisk var en slusemand og her fik vi hjælp. (Meget automatisk) 
Da vi var ved at være færdige med dagens distance og skulle under den sidste bro, bliver der kastet en jernstang på 30 cm, ned på båden og rammer lodret en halv meter ved siden af mig. Det giver et sæt i mig og 20 cm ved siden af mig er der et stort hul i glasfiberen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad der ville være sket hvis den havde ramt mig i hovedet. ( Her ville de kloge nok have sagt - IKKE RET MEGET - ok)
Men tænk hvis den havde ramt kortplotteren  lige ved siden af i stedet for.
Da vi havde fået lagt til gik vi en lang tur for vi trængte til at strække benene og derefter blev jeg lagt i hængekøjen mens Gitte lavede aftensmad.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

438

tirsdag, den 16. august Auxonne Gray 27/53km
Vi er tidligt oppe og tidligt af sted. Vi havde planlagt at nå et godt stykke op ad Saône, men det skulle ikke gå som vi håbede på.
Ved hver sluse hænger der en en stang som man skal hen og aktivere, for at starte slusen. Mange af disse stænger hænger inde ved bredden og da Gitte skal aktiverer slusestangen, tager vi grunden. Men vi kommer fri igen ved at bakke kraftigt. 
Mens vi ligger og venter på at slusen skal blive klar, vil jeg lige for en sikkerheds skyld tjekke start/stop instrumentet til motoren som har drillet de sidste dage. Det går fint med at få motoren stoppet men så kan jeg ikke starte den igen. Samtidig driver vi på grund igen. Naturligvis er det noget som stresser og så tænker man  jo ikke lige så klart som normalt. Men i min "dumhed" kaster jeg mig ned over motoren for at finde ud af hvad der kan være galt. Alt bliver prøvet og intet virker. I mellemtiden er slusen blevet "af-aktiveret" af nogen som gerne ville den modsatte vej og dette giver mig noget mere tid til at tænke lidt mere klart. Selvfølgelig! - det er jo ikke motoren, men startinstrumentet!! - det er jo det samme problem som vi havde på Menorca, blot omvendt. Dengang ville motoren ikke stoppe og nu vil den ikke starte. Herefter bliver konsollen skilt ad igen, for jeg ved ikke for hvilken gang, startinstrumentet bliver afmonteret og jeg forsøger at få renset det og tørret det fugt af som har sat sig i det. Det lykkedes delvist, i et hvert tilfælde godt nok til at vi kan fortsætte.
Et par sluser senere er den gal igen. Da vi har fået grønt lys og sejler ind mod slusen, går vi på grund igen. Det tager 5-10 minutter at komme fri, men det lykkedes da. I slusen støder vi så mod bunden af sluseporten og Gi'vind hopper nærmest ind i slusen. Slusemutter er ved at gå ud af sit gode skind og tager sig til hovedet og råber en hel masse på fransk. Vi kan selvfølgelig ikke forstå hvad hun råber men meningen forstår vi ganske udmærket. Vi kan heller ikke forstå at vi ramte slusebunden for alle de andre sluser var vi kommet fint igennem, men hendes datter fortæller at de havde sænket vandstanden med 15-20 cm pga en motorbåd som havde problemer med højden. 
I den efterfølgende kanal som er en gravet rende, pløjer vi os igennem med en max dybde på 1,80. Kort før en bro sidder vi godt og grundigt fast og det tager lang tid før vi, ved egen hjælp kommer fri. 
Puha - det er noget der slider på nerverne og vi har kun sejlet ca. 100 km af en strækning på ca. 300 km hvor der kun er garanteret en dybgang på 1,80.

Da vi så ankommer til Gray og har drejet håndtaget for at aktiverer sluseporten, sidder vi igen på grund. Denne gang mere end vi selv kan klare. Vi tapper alt vores vand af men lige meget hjælper det. VNF bliver tilkaldt og de lover at fylde mere vand i bassinet, men det vil tage omkring 4 - 5 timer før vandstanden er hævet med 10 cm. En meget venlig tysker, som ligger inde ved kajen, springer i vandet for at måle dybden rundt omkring os (hvorfor gør jeg det dog ikke selv?), alle de steder han forsøger er der 2 meter, men lige der hvor vi har valgt at sejle, er der åbenbart en sandbanke og den skulle vi selvfølgelig henover. 

Mens vi står der på sten/sandbanken har jeg ikke andet at lave end at kigge nærmere på startinstrumentet og i min frustration og irritation får jeg samlet det forkert så det brænder af. Så nu er der kun et at gøre og det er at kortslutte relæet når vi ønsker at starte og det samme når vi ønsker at slukke for motoren igen.

Hen under aftenen var der kommet så meget vand i bassinet at vi kunne trækkes ind, så vi kunne ligge uden på tyskerne som var så venlige at byde os på rødvin og gav os en god gang "support". Joakim og Ursula skulle desværre den modsatte vej tidligt næste dag og vi kunne derfor ikke slå følgeskab, det ville ellers have været rart.

Dette er nok dagen hvor vi begge burde være blevet i sengen!

 

Dag

Dato Fra Til Distance

439

onsdag, den 17. august Gray Gray 1
Jeg har flere gange i løbet af natten ligget og tænkt på, om de både jeg har læst om som også stak omkring 2 meter, havde lige så store problemer som os, men bare ikke havde skrevet om dem, for så kunne det godt være at vi ikke var taget denne vej hjem.
VNF slusemanden kom klokken 9 og sagde, at nu var der lukket så meget vand ind som de kunne og at vi derfor burde kunne sejle igennem slusen. Vi slap fortøjningerne og sejlede mod slusen. 10 meter længere fremme sad vi igen godt og grundigt fast. Vi forsøgte ALT men vi kunne ikke rokke os ud af stedet. 

Slusen stod åben og ventede kun på os. En katamaran som lå i nærheden havde set vores fortrædeligheder og kom os til undsætning. De fik trukket os fri og ud i den usynlige rende hvor der var 3- 4 meter vand. Gitte spurgte forhåbningsfuldt om de skulle med gennem slusen med desværre, de var kun kommet over for at hjælpe os. Meget flot.

Vi kom fint gennem slusen og Ras fra VNF anviste os en plads som normalt kun blev brugt af VNF. Vi talte frem og tilbage om vores gevaldige problem, for vi ville jo selvfølgelig gerne videre nordpå. Dette blev vi meget frarådet og vi besluttede derfor at vi ville forsøge at finde en lastbil  som kunne køre os de 125 km som vi ville få problemer med. Jeg var godt klar over, at vi nok ville tage bunden engang i mellem på turen i kanalen, men slet ikke i det omfang, som vi lige havde været i gennem og jeg havde slet ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at vi ville påsejle slusebunden. 
Mine nerver var ved at være godt flossede og jeg kunne slet ikke samle mine tanker om noget som helst. Gitte viste sig at være langt stærkere end mig og i samarbejde med Ras påtog hun sig opgaven med at indhente et tilbud og Ras lovede at bringe nyt lige så snart han selv vidste noget. Ydermere sørgede han også for at vi fik strøm og vand ombord. Det var virkelig dejligt at møde en franskmand som ud over at være meget imødekommende og hjælpsom, også kunne tale engelsk. Det var dejligt at komme ind og ligge til kaj, for nu trængte vi til en lang pause. Resten af dagen gik med at få hold på nerverne og tale om hvad vi nu skulle gøre.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

440

torsdag, den 18. august Gray Gray 0
Gitte gik op på VNF kontoret for at høre om Ras havde noget nyt. Han sagde at manden fra transportfirmaet ville kigge forbi enten her til formiddag eller i eftermiddag. Ras havde fået oplyst en uofficiel pris på omkring 1.500€ for transporten. Det hjalp en lille smule på humøret fordi vi havde frygtet en langt højere pris.
Herefter gik dagen med at vente på manden fra transportfirmaet. I frygt for at de skulle komme mens vi var væk, blev vi på Gi'vind hele dagen. Men desværre kom vi til at vente forgæves, for de kom ikke. 
Man begynder at føle sig meget alene, når man er i et fremmed land og ikke kan deres sprog og når folk så ikke overholder de aftaler der er indgået skal der ikke meget til før nerverne igen begynder at svigte.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

441

fredag, den 19. august Gray Gray 0
Ras kikkede forbi lidt over otte om morgenen, for han havde fået et fax tilbud på 2000 € fra transportfirmaet, men der var fejl i oplysningerne og derfor ringede vi for at få en ny pris ud fra de korrekte oplysninger. Det ville de så have klar til i eftermiddag, hvis vi ville være så venlige at ringe igen.
Endnu mere ventetid og det er noget af det værste vi kender. Man er fuldstændig magtesløs og kan bare gå og vente.
For at få tiden til at gå tog vi cyklerne og cyklede til en af de tidligere havne for at se om de evt. skulle have en kran der kunne løfte Gi'vind over på en transportvogn. Det var desværre ikke tilfældet.

Derefter gik turen til supermarkedet og mens jeg passede Tiki udenfor fik Gitte handlet lidt ind. Gitte havde inde i butikken lidt pris/sprogforvirringer vedrørende nogle grøntsager og derved kom hun til at tale med en fransk dame, som var yderst hjælpsom og så endda på engelsk. Hun spurgte hvor Gitte kom fra og hvor hun skulle hen, og da hun hørte om alle vores problemer, tilbød  hun meget venligt hendes og hendes søsters hjælp. Der blev udvekslet telefonnumre så vi kunne få fat i dem hvis det blev nødvendigt.
Klokken 17 ringede vi til transportfirmaet. Nu var prisen næsten blevet fordoblet til 3000€ (25.000 - 30.000 kr.) og ud over dette kunne de først påtage sig opgaven om 3 uger.
Hvis vi ikke var rystede før, var det helt sikkert, at vi var det nu.

Da vi var tilbage på Gi'vind kom søsteren Armel kørende. Hun blev hurtigt sat ind i vores problemer med at finde et transportfirma og at vi ikke kunne få en nøjagtig melding omkring vandstandet længere oppe. Hun tog Gitte med over på turistkontoret og senere til et sted hvor de udlejede kanalbåde. 

Her blev diverse ting gennemgået og analyseret og alle sagde: "tag chancen - I har intet at miste". 

Med den pris og med udsigten til at skulle hele vejen syd om Spanien igen, besluttede vi at forsøge at sejle videre. Nu vidste vi jo hvad vi var oppe imod.