70. Uge 

Så har vi været hjemme i ca. 5 uger. Der har været temmelig hektisk for vi skulle først pakke alle vores ejendele ud og genplacere dem i vores hus. Derefter skulle vi så til at tømme båden og efter 1½ år har man fået samlet sig en hel del. Dette er nu blevet gjort og Gi'vind står fint og flot på land med presenning over, så nu er der igen blevet lidt  tid til at få opdateret hjemmesiden.

Her kommer så logbogen for de sidste par dage af turen:

 

Dag

Dato Fra Til Distance

477

Lørdag, den 24. september Klintholm Rødvig

28

Charlot og Torben skulle hjem igen i dag, for de har planlagt en uges ferie på Donau fra i morgen og vi skulle gerne videre mod Rødvig. Så efter morgenmaden var det endnu en gang tid til at sige farvel og ønske dem god ferie på floder og kanaler. (Puha - godt det ikke er os der skal sejle flodsejlads - og så gør de det tilmed frivilligt.
Efter at de var kørt, gjorde vi Gi'vind klar til afgang og en halv time senere var vi ude af havnen og på vej mod Rødvig. Vind var der ikke meget af, men der blev alligevel gjort et forsøg med gennakeren, men da vores ankomsttid til Rødvig først ville være efter mørkets frembrud, blev den rullet ind igen og motoren startet. 
Det begynder at blive lidt enerverende hele tiden at skulle sejle for motor. Nu har vi stort set sejlet hele vejen fra Port Napoleon ved Middelhavet og hertil for motor, så nu ville det altså være rart hvis der var bare lidt vind så vi kunne sejle lidt for sejl det sidste stykke. Nå - men til gengæld skinner solen og hvis man kryber lidt i læ af sprayhooden kan det blive ganske lunt, så vi bør ikke klage.
Vi ankom til Rødvig sidst på dagen og gled lige så stille ind på pladsen lige ved siden af dieselstanderen. Nu var det til gengæld fint at det ikke blæste, for vi er endnu ikke helt  inde i rutinen med agterfortøjninger og pælepladser, men ind kom vi da.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

478

Søndag, den 25. september Rødvig  Rødvig

0

Der er overhovedet ingen vind i dag, men til gengæld skinner solen stadig som på en dejlig forårsdag, så vi var ikke længe om at beslutte at blive en dag mere her i Rødvig.
Gøsta, som vi har gået på yachtskipper kursus sammen med og som har sin båd liggende her i Rødvig, kom forbi og ønskede os velkommen hjem. Han fortalte at han var kommet hjem fra Middelhavet for en måned siden, så vi fik udvekslet historier og erfaringer i de næste par timer.
I Rødvig har Brugsen også åbent om søndagen, så den blev frekventeret for at finde lidt lækkert til frokosten. Endelig kunne vi få den karrysild som vi blev snydt for i Grömitz i Tyskland og selvfølgelig var der dømt eftermiddagslur og solbadning i cockpittet bagefter. 
Da mørket faldt på tryllede Gitte i pantryet og i mens skulle skulle jeg så prøve noget jeg ikke har prøve siden jul, nemlig at se TV-avis. 
Aftenen blev brugt foran fjernsynet ( ja - man kommer hurtigt ind i sine gamle vaner) men lidt god mad og søndagsfilm. 

 

Dag

Dato Fra Til Distance

479

Mandag, den 26.september Rødvig Lynetten

34

I dag er der heller ingen vind og det er diset, men vi slap alligevel fortøjningerne og satte kurs mod Lynetten i København. Vi satte vores lid til at der ville komme lidt mere vind i løbet af dagen. Men desværre, stort set hele dagen måtte vi igen sejle for motor.
Men så kom vi da rimelig nemt over den tur som mange langturssejlere frygter allermest, når de har været ude og sejle på de store verdenshave, nemlig......
...turen over KØGE BUGT.
Dette er nok den sidste sommerdag for vi kan mærke at luften er blevet køligere og barometeret er begyndt at falde, så vi må nok begynde at indstille os på at nu bliver det efterårsvejr.
Kort efter ankomsten i Lynetten blev vi "røbet". En sejler kom forbi og fortalte at han havde læst alle vores logbøger og at vi da først var ventet hjem på søndag og han fik naturligvis forklaringen om, at vi lige skulle akklimatiseres inden den egentlige hjemkomst. 
Vi havde set frem til en god gammeldags TV-aften, men blev slemt skuffede. Vi lå alt for tæt på senderen, så signalet vi modtog var enten tredobbelt eller med sne. Og i betragtning af at vi jo snart har vinter, valgte vi så programmet med sne. Folk skulle jo nødigt tro at vi drikker og ser tredobbelt.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

480

Tirsdag, den 27. september Lynetten Lynetten

0

I dag kan vi bare slappe af og nyde livet, for vi skal ikke nogen steder. Gitte´s Mor og Leif var sat i stævne til en god frokost kl. 13 oppe i Lynetten´s klubhus. Vi havde nogle hyggelige timer og det var rart at se Gittes familien igen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

481

Onsdag, den 28. september Lynetten Lynetten

0

Nu er efteråret startet. Det regner og vinden har taget til. Men da vi alligevel ligger "underdrejet" her i Lynetten, betyder det jo ikke så meget. Vi gav os derfor god tid her til morgen og nød bare ikke at skulle noget. 
Vi havde planlagt at taget bussen ind til byen og gå en tur på Strøget og gense lidt af København, men vejret indbød jo ikke lige just til lange gåture. Gitte trodsede alligevel vejret og cyklede til København for at aflevere sin mobiltelefon som jo var blevet ubrugelig efter at den var dyppet i Ejvinds kaffen på Tenerife. (Uge 34, dag 227)
Butikken lovede at kikke på den inde for en time og da Gitte vendte tilbage, fik hun den, ikke overraskende besked, at telefonen havde fået fugt (!) og ikke kunne repareres.  Jeg var blevet tilbage på Gi´vind og havde koncentreret mig om hjemmeside og det var nu slet ikke noget dårligt valg, for da Gitte var på vej tilbage blev hun overrasket af en regnbyge og var drivende våd da hun endelig nåede Gi'vind.
Resten af dagen var ikke til andet end hygge i salonen.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

482

Torsdag, den 29. september Lynetten Lynetten

0

Det ser ud til at vi er blæst "inde". Vinden hyler om ørerne på os, og vi har jo et motto som siger: "Vi skal ikke nå noget", (næsten ikke, vi skal bare være hjemme på søndag) så derfor bliver vi hvor vi er. Morgenrumle, morgenkaffe og så en lang gåtur med Tiki i løbet af formiddagen.
Lynetten har jo den fine service at de har frit internet, så vi opsøgte klubhuset/restauranten og fik kombineret frokost, aftensmad, pitstop, med tilhørende internet til en større enhed og fik ordnet hjemmesiden og blev opdateret lidt i hvad der ellers er sket i gamle dannevang i det 1½ år vi har været væk.

 

Dag

Dato Fra Til Distance

483

Fredag, den 30. september Lynetten Brøndby havn

0

Nu må vi altså videre og heldigvis har vinden løjet og solen er så småt begyndt at titte frem igen på himmelen. Efter den sædvanlige morgenrumle, får vi tjekket vejrudsigten og den siger god for at sejle i dag. Vi gør Gi'vind klar til afgang og ved 10.30 tiden står vi ud af Lynetten og sætter kursen mod Køge bugt. Da vi først på ugen sejlede mod Lynetten var der meget diset, så vi ikke kunne se ind på Amager´s nye strandpark. I dag var vi mere heldige, for vi kunne se helt til Sverige og vi glæder os til at komme over og se det nye tårn de har bygget i Malmø, men det kommer nok til at vente til næste sæson. Vi fik også set lidt af den nye strandpark på Amager som er ved at være færdigt og her vil vi nok snyde og tage ud og se det fra landsiden i løbet af vinteren.
Vi havde en fin sejlads til Brøndby havn, med både læns, halvvind og kryds og til sidst ingen vind, så vi fik også lidt motorsejlads i dag.
Således ankom vi til Brøndby, hvor "vores" langsskibsplads ude ved molen  heldigvis var fri. Tiki var ved at skumme over af energi, så cyklerne kom frem og vi fik cyklet et par timer  i strandparken.