Forberedelses kursus med FTLF.

Fredag den 30. januar 
var det tid til at vi skulle på vores første forberedelseskursus i langtursejlerforeningen FTLF.
Vi startede bilen ved middagstid for at køre til Silkeborg, hvor vi alle var sat i stævne. Vi startede i fint vejr på Sjælland, men over Fyn blev himlen mere og mere grå og inden vi var kommet over Lillebæltsbroen var det blevet til snevejr. Nå - men lidt dårligt vejr kan ikke stoppe en langtursejler og vi ankom i fin stil til Paradishytten lige efter mørkets frembrud. Ja - ankom og ankom er vel så meget sagt, for da vi ville køre de sidste 500 meter af en lille skovsti, blev vi stoppet af folk fra FTLF. Sneen havde lukket vejen og varevognen med alt udstyr og proviant til weekenden sad fast halvvejs oppe af sporet. Så bilen blev parkeret ved hovedvejen og resten af turen kom så til at foregå til fods. Absolut ikke ikke en transportform der bekommer en sejler vel. Nå - hytten var dejlig og da alle 63 kursister var ankommet og installeret, var der fælles spisning af medbragt mad og under kaffen blev der afholdt en præsentationsrunde af bestyrelsen og alle kursisterne. Gitte og jeg kom til at sidde ved et bord sammen med et par der kom fra Nordsjælland og som også skal af sted på langfart til juni.  Lene og Jens Bering fra S/Y Towanda som vi nok kommer til at møde i Kielerkanalen eller i den Engelske kanal.

Lørdag 31. januar.
Klokken 8.00 var der dækket op til det helt store morgencomplet med alt hvad hjertet kan begære.( ja altså - på nær den gamle dansk- hmmm)
Klokken 9.00 startede 1. lektion som handlede om økonomi/jura/forsikringer. Her gjaldt det om at holde ørene stive for der kom mange nye ting, som vi ikke havde tænkt på tidligere. Med kun to timer til rådighed, gik det meget stærkt og det var et stort pensum vi skulle igennem og det fødte da også flere spørgsmål end der kom svar. Der er mange ting som vi ikke havde tænkt på og som nu skal undersøges i der store materiale som vi fik med hjem. 
Et helt ringbind med mange gode råd og oplysninger. Der var mange spørgsmål, men med kun to timer afsat var tiden lige pludselig gået og efter en hurtig kop kaffe var det tid til næste lektion.
Denne lektion var af de mere lette og bestod af en lysbilledserie fra sejlads på de europæiske kanaler. Formand Søren "tegnede og fortalte" om kanalsejlads, mens vi andre hvilede hjernen og ladede op til næste lektion.
Nu var det blevet til til at lære lidt om medicin ombord. Margrethe Schaarup øste ud af sin viden og erfaring fra tidligere ture. Vi fik et indblik i hvad der bør tages med på langtur og hvad man kan komme ud for i de varmere lande. Et meget spændende og relevant emne som også omhandlede, hvordan man kan få hjælp over VHF radioen på "radio medical."  Igen løb tiden fra os, for der var mange ting som vi gerne ville have uddybet, men vi var nu også begyndt at blive sultne og da der bredte sig en duft af mad fra køkkenet, ebbede spørgsmålene ud og folk trak ind i spisesalen til et overdådigt ta' selv bord. Klokken var da efterhånden også blevet 13.30 så det var  godt at få noget at spise. Snakken gik livligt og der blev udvekslet mange gode råd og erfaringer. Efter frokosten var det planlagt at der skulle vandres en tur i skovene, men da det væltede ned med regn fra oven var der ikke den store tilslutning, og med de mange input vi på nuværende tidspunkt havde fået, var det rart bare at sidde og fordøje indtryk og mad.
Klokken 15.00 gik det så løs igen - denne gang med kommunikation ombord. Alt lige fra  langbølge til kortbølge, VHF, satellit kommunikation og data transmittion til E-mail blev gennemgået. Men her var der nok et par damer der måtte stå af, da vi kom ind på installering og jordforbindelser til diverse sendere. Alle var meget vågne igen da nødsendere og EPIRPén blev gennemgået. Det store spørgsmål er nok hvor meget man skal købe, for man håber at man aldrig for brug for det , men til gengæld kan man ikke undvære det hvis uheldet er ude. Man kan godt blive lidt skræmt af de priser der findes på det nødudstyr der findes og hvor skal man sætte grænse ?
Nu var alle ved at være godt rundtossede af alt den information, men vi manglede endnu et punkt på dagordenen, nemlig et multimedie show af forfatteren Stig Larsen om eftersøgningen af en forsvundet norsk ø i Stillehavet eller som en af hans børn havde døbt det "Vildhavet" på grund af de store bølger og de brølende 40`ere. 30.000 sømil blev det til  i de brølende 40`ere og de hylende 50`ere og så uden at finde øen. Stig kunne let fortælle i flere timer og der var så mange film og billeder han gerne ville have vist, men endnu en gang var tiden løbet fra os og modstræbende måtte han stoppe. 
Klokken 19.30 var der dækket op til festmiddag. Bordene var flot pyntet og spisesalen duftede endnu engang af mad fra køkkenet. Kokken præsenterede hvad vi skulle have at spise og så gik resten af aftenen med fest, sang og bægerklang.

Søndag den 1.februar.
Efter morgenmaden var det tid til al lære om "mad om bord"  I de næste to timer fik vi alt at vide om henkogning af kød, opbevaring af grøntsager, forebyggelse mod kakkelakker, bagning i gasform, en halv million opskrifter, syltning  - - -og så var jeg stået af - nu måtte det være damernes tur til at høre efter, mens jeg trak mig lidt i baggrunden, og bagefter gjorde det godt at få det hele skyllet ned med en kop kaffe.
Dagens sidste lektion var " Båden som samfund " Alle kender vist til problemet med at lige pludseligt bliver pladsen for trang og man er ved at gå ud af sit gode skind. Psykologi om bord blev gennemgået af MargretheSchaarup, som med sine mange års erfaring på verdenshavene og med mange forskellige skippere, havde stor viden om. Emner som fordeling af ansvar, opgaver, og sikkerhed blev gennemgået. Dette er ofte ting som man taget som en selvfølge, men hvis de forskellige poster ikke er ud delegeret, kan de være årsag til store problemer senere. En god lektion som gerne måtte være måtte have været længere, men igen var tiden ved at løbe fra os.
Det var nu blevet tid til evaluering. At det havde været et godt kursus var der ingen tvivl om, men at der havde været alt for lidt tid til de forskellige emner. Gitte og jeg mener at dette kursus sagtens kunne have været dobbelt så langt, uden at det ville være blevet kedeligt. Der var mange spørgsmål som vi manglede at få svar på, men nu må vi til at studere alt det materiale som vi har fået udleveret. Der var også mange ting som vi overhovedet ikke havde tænkt på og som vi nu skal i gang med at undersøge.