Da vi for 3 år siden besluttede os
for at tage denne tur, havde vi selvfølgelig en forestilling om hvordan
turen skulle foregå. Det var drømmen om masser af medvind, fladt vand og
høj himmel med solskin og møde med mange fremmede kulturer. Nu går det
jo sjældent som præsten prædiker i kirken og da vi allerede en uger
efter starten måtte på værft i Cuxhaven, var vi klar over at det nok ikke
ville gå helt som vi havde tænkt os i drømmene. Nu begyndte drømmene
pludselig også at indeholde modgang og problemer.
Men problemer er til for at blive løst og efter en uge på værftet
i Cuxhaven, fortsatte
vi da også
ufortrødent videre ud i Nordsøen med følgeskab af et
nystiftet bekendtskab med Bjarne på båden Malot..
Igen ændrede drømmen
om masser af medvind sig til realiteten, nemlig masser af modvind og efter et par dage søgte vi
derfor ind i
de Hollandske kanaler for at få lidt læ. Det blev en beslutning som vi ikke fortrød, for
det at sejle igennem "den stående masterute" blev en fantastisk
oplevelse som vi sent vil glemme og som vi absolut kun kan anbefale til
andre.
Efter Amsterdam kom vi så igen ud i Nordsøen og herfra gik det så ned
gennem den Engelske kanal. Det blev en lang og sej kamp i modvind den
næste måneds tid, hvor vi fik mere brug for vores skibukser end for de
korte bukser. Vi måtte helt ned til den Engelske kanal ø Jersie før vi
fik så meget sol og varme at vi kunne begynde at finde sommertøjet frem.
Men vi nåede da til sidst frem til Brest og nu lå den berygtede bugt,
Biscayen så foran os. Bugten som vi havde hørt og læst så mange
frygtelige historier om.
Vi brugte et par dage til at forberede os, vejrkortene blev studeret grundigt og da de så gunstige ud kastede vi
fortøjningerne og gav os i kamp med Biscayen. Men al frygt var heldigvis ubegrundet, for vi fik den fineste
sejlads og det var en af de bedste lange distancer vi oplevede på hele
turen. Det
meste af tiden sejlede vi med gennakeren oppe. Enten var vi utrolige
heldige eller også er den slet ikke så frygtelig som rygterne siger.
Vi
ankom til La Coruna om morgenen, efter tre dages sejlads og nu kunne vi
pludselig mærke at vi var kommet sydpå, nu var vi
rigtigt kommet ned hvor solen havde magt. Om aftenen oplevede vi den glæde at se palmer og det kan
måske lyde lidt mærkeligt, men det at være af sted i sin egen båd,
hvor der er palmer, gjorde at vi igen følte at vi var kommet sydpå.
Herefter fulgte der så et par måneder i de nordspanske rias'er (fjorde)
hvor vi igen havde følgeskab med Bjarne på "Malott" som vi mødte i
Cuxhaven. Men sensommeren var begyndt at melde sit indtog og vi satte
kursen længere sydover. Den oprindelige plan var at sejle mod Middelhavet, men da
vi nåede ned til Lagos i Portugal blev planen ændret og kursen blev i
stedet sat mod Madeira og senere mod Canarie øerne. Dette gav os
muligheden for at sejle hele året i stedet for at skulle ligge stille i
Middelhavet vinteren over.
Turen ud i Atlanten fra Portugal mod Madeira blev noget hårdere end
turen over Biscayen. Ca. 475 sømil blev tilbagelagt på 75 timer og vi
havde sejlet med alt lige fra gennaker til to reb i storen og en enkelt nat
kun for forsejl alene. Bølgerne i Atlanterhavet er store, men de er til
gengæld også meget lange og hvis man skal sammenligne det med noget, vil
jeg nok sige at der er som om at køre i Tivoli's rutsjebane i slowmotion.
Egentlig ikke noget der er virker farligt, men at køre i rutsjebane i 75
timer kan godt være ganske ubehageligt og her måtte jeg da også bøje mig
for en begyndende søsyge.
Vi ankom til Porto Santo, en lille ø 40 sømil nordøst for Madeira og her
oplevede vi noget nær Paradis. En lille ø uden alt for mange turister, med
kilometerlange hvide badestrande og det klareste turkisgrønne vand.
Efter en uge i Paradis følte vi at det var på tide at komme videre og
kursen blev sat mod Madeira og "hovedstaden" Funchal, men efter et par
dage fandt vi ud af, at det ikke lige var os. Dels var havnen ikke særlig
godt beskyttet og heller ikke særlig spændende at ligge i, og der var alt for mange turister
til at vi synes der var hyggeligt. Det tog heller ikke mange dage før vi
savnede Porto Santo, så der blev holdt skippermøde og efter at have sagt
farvel til Bjarne og "Malott", som ville videre mod
Canarie øerne, blev ankeret hevet op og kursen endnu engang lagt mod
Porto Santo.
Det blev en meget begivenhedsrig tur, for efter 15 sømil havde en hval
forelsket sig i Gi'vind sorte bug og da den bestemte sig for at spærre
vejen for os, gik det endnu engang ud over Gi'vind og forkøjen.
Vi humpede tilbage til Funchal og her måtte vi så konstatere at
opholdet på Madeira nok ville blive lidt længere end vi selv havde valgt.
Med Gi'vind på værft endnu en gang, agerede vi landkrabber og selvom vi var
"flygtet" fra øen, måtte vi nu mere eller mindre ufrivilligt
til at lege turister. Madeira viste sig, ved nærmere kendskab, at være
en meget spændende ø, når bare man kom lidt væk fra de turistede
områder. Det blev til flere "lavadawalk" og spændende
bjergvandringer og vi fik da også set hele øen op til flere gange på
vores bilture.
Da vi endelig fik Gi'vind tilbage i vandet blev vi mødt af dårligt vejr
og der skulle da også gå det meste af en uge før vi kunne komme derfra.
Vi havde i mellemtiden mødt to hollandske både, Octopus og Gangmaker,
som vi slog følgeskab med til de Canariske øer.
Nu startede så en 5 måneders tur rundt på de Canariske øer.
De Canariske øer er jo kendt af de fleste danske turister, men der er
alligevel et par øer som kræver lidt omtale.
De Canariske øer er en
øgruppe der består af 9 øer og vi nåede at besøge de 7 af dem. De 2 som vi ikke
besøgte, Hierro og Palma, blev fravalgt på grund af mangel på
beskyttede havne. Den største oplevelse fik vi på Graciosa, den ø som
vi ankom til fra Madeira. En lille og uberørt ø uden turister. Det helt
specielle ved øen var at der ikke fandtes veje og at de biler der var,
alle var firehjulstrækkere. Alle husene var bygget efter samme
retningslinier, hvilket gav en meget speciel stemning. Der åndede en
dejlig fred og ro på øen og det var kun fordi at der ikke var vand eller
strøm på broerne at vi efter et par dage måtte sejle videre.
Så var det Lanzarote og Fuerteventura som stod for tur, øer der bar
meget præg af at være vulkanøer, for der var ikke et træ at se og
der var meget lidt grønt på øerne. En meget stor overraskelse var
havnen Marina Rubicon på Lanzarote. En ny havn der var bygget for få år tilbage og
hvor havn og by virkeligt var integreret med hinanden. Både Graciosa,
Lanzarote og Fuerteventura, kom vi tilbage til da vi havde Charlot og
Torben på besøg.
Næste ø på turen var så Gran Canaria som jo nok er kendt af de fleste
solhungrende danskere og hvor vi var blevet sat i stævne, af alle de andre
langturssejlere i området, på Compas Amigo bar i Arguineguin. Det blev
til et par hyggelige dage i Puerto Rico, sammen med alle de sejlere der
skulle over "dammen", men pludselig var det tid til at
tage afsked med dem og Bjarne fra "Malott" som jo skulle til
Caribien, mens vi skulle tilbage til Lanzarote og mødes med Charlot og
Torben.
Her fik vi en herlig uge sammen, inden vi igen satte kursen mod Grand
Canaria og Las Palmas, som skulle være vores "vinterhavn" mens vi var
hjemme i julen. Vi fik 14 dejlige dage i hovedstaden hvor vi kunne gå og
"nyde" juleræset i 28 graders varme inde det var tid til at
forlade Gi'vind og tage på juleferie i København.
Så var det blevet 2005 og den 5. januar var vi atter tilbage på
Gi'vind.
Efter at have brugt et par dage på at gøre Gi'vind sejlklar igen, sagde
vi pænt farvel til Gran Canaria og satte kursen mod Tenerife.
Tenerife er nok den ø der har skuffet os mest. De fleste af de havne vi
var i, var meget dårligt beskyttede og værst var nok havnen i Los
Gigantes. Som navnet antyder havde vi nok forventet en havn af betydelig
størrelse og med lidt miljø i, men det var en meget faldefærdig havn,
trøstesløs og til en ganske ublu pris og det var kun en kuling det
forhindrede os i at sejle videre.
Da lavtrykket var drevet forbi, blev blikket vendt mod den næste ø - La
Gomera, en lille ø vest for Tenerife som endnu ikke er så kendt af
turister, men som helt sikker går en fremtid i møde som nyt turistmål.
Vi lå i San Sebastian det meste af en måneds tid for her var rigtigt
hyggeligt. Havnen var fyldt med langturssejlere og der var en fin
stemning. En af de helt store oplevelser var nok at se karnevalet, som
sagtens må kunne måle sig med det i Rio de Janeiro. Det varede i fem dage og der var fuld fart på fra morgen til aften i alle
fem dage. At det
også var her at jeg personligt rundede det skarpe hjørne på 50 år,
ganske vist fra sygesengen, var med til at gøre opholdet på La Gomera
mindeværdigt.
Efter et par uger på denne dejlige ø, var det tid til at komme videre
hvis vi ikke skulle gro fast og alt godt har en ende og det var tid til at
begynde "hjemturen" mod Europa. Vi stak dog først over til
Tenerife igen, hvor vi mødtes med vores søn Danny og hans kæreste. Vi
havde et par dejlige dage hvor vi forsøgte at bestige Teide (i bil) men
måtte opgive på grund af snestorm og et besøg i papegøjeparken blev
det også til.
Derefter et par dage i Los Christianos for anker, inden vi igen satte
kursen tilbage til Grand Canaria og Puerto Morgan. En lille perle af en
havn og klart den bedste på Grand Canaria, fandt vi ud af.
Svigermor og Leif havde meldt deres ankomst til Puerto Rico, men da vi
trængte forfærdeligt til nye forsyninger af stort set alt, satte vi
først kursen mod Arguineguin, så vi ved hjælp af langtursejlernes
kontaktperson, Kaj Folden, kunne få friske forsyninger ombord.
Der var endnu et par dage til at vi fik besøg hjemmefra, så vi ankrede op i bugten
ud for Arguineguin. Det blev natten hvor vi havde den værste oplevelse
på hele turen, nemlig vores anker - stunt i Arguineguin. Det var her at
vi lærte at man ikke skal sidde et kulingvarsel overhørigt i
Atlanterhavet og vi kom da også til at betale prisen, i form af en bukket
skrueaksel og endnu et værftsbesøg i Puerto Rico, da vi forsøgte at
komme i havn midt om natten og fik tovværk i skruen. Denne gang gik tiden
på land dog forholdsmæssigt hurtigt fordi svigermor og Leif jo var på
besøg.
Efter en herlig uge sammen tog vi afsked med Alice og Leif og vi fik Gi'vind i
vandet igen og nu kunne det næste ikke gå hurtigt nok med at komme
tilbage til Puerto Morgen, denne lille og
meget hyggelig havn, med masser af miljø og den er godt beskyttet og her
blev vi en uge for at slikke sårene efter vores ankershow.
Vi var nu
begyndt at tænke på turen tilbage til Europas fastland, med først gik turen
til Las Palmas, hvor vi blev et par dage sammen med
"Witte Raff", en hollandsk båd som vi havde lært at kende på
La Gomera, inden turen gik videre til Lanzarote og senere til
Graciosa.
Nu lå turen til Gibraltar foran os og efter at have sundet os et døgns
tid, kastede vi fortøjningerne og begyndte turen på 615 sømil fra
Canarie øerne til Gibraltar. Dette blev den længste strækning på hele
turen og vi indrømmer gerne at den var lang
og meget kedelig. Vinden varierede fra 0 til 12 sek/m og det var kun ganske
få skibe vi mødte. Det var her at vi besluttede at det aldrig bliver os
der kommer til at sejle de 2800 sømil det kræver for at komme fra
Canarie øerne til
Caribien. Vi synes at de 600 sømil var mere end nok.
Vi ankom til Gibraltar efter 4 døgn,
godt trætte, for selv om man ikke laver andet end at sove eller at være
på vagt, tærer det utroligt på kræfterne. Så de første to dage gik
stort set med nogle enkelte gå ture og så sove. Vi opholdt os på
Gibraltar i næsten 14 dage og i dette tidsrum fik vi også et nyt
besætningsmedlem ombord. Vores lille vagthund TIKI påmønstre i en alder
af 3 måneder og allerede fra første dag fandt hun sig til rette og i
løbet af 14 dage havde hun indtaget hele båden som sit eget hundehus.
Nu var det så tid til at indtage Middelhavet, som jo egentlig var vores
oprindelige mål. Vi fortsatte turen
op langs den spanske sydkyst til alle de havne som er kendt af danske
turister, Estepona, Fuengirola, Benalmadena og Almerimar, hvor vi mødte to
andre danske både. "La Vie" fra Korsør og "Nautilus"
fra .... SKB (vores egen hjemhavn). Ja - verden er lille ! Et par dage senere kom også
"Vildgås" fra Roskilde til og så var vi jo en hel lille danskerlejr.
Vi fik et par dejlige uger sammen inden vi fik
"havnekuller" og igen måtte ud og se bølger. Turen
fortsatte herefter videre op langs den spanske kyst. Byer som Aguadulce,
Cartegena og en hel del cala'er, blev besøgt inden vi satte kursen over
mod Ibiza og de Baleariske øer.
Charlot og Torben havde endnu en gang
meldt deres ankomst på Mallorca, så efter et par dage på Ibiza blev
kursen sat mod Mallorca og hovedstaden Palma, hvor de påmønstrede. Det
blev så til endnu en dejlig uge i gode venners lag og alt for hurtigt
måtte vi igen vinke farvel til dem. Turen fortsatte op langs Mallorca
kyst og derefter videre over til Menorca. Denne ø var helt fantastisk,
dels på grund af dens størrelse og dels på grund af de utrolige fine
muligheder for at ankre i de mange cala'er der findes på øen. Vi brugte
et par uger til at komme hele vejen rundt om Menorca, inden vi igen satte
kursen tilbage til Mallorca og fik gjort turen om øen færdig.
Nu var vi så kommet til det punkt hvor vi skulle til at tage stilling til
om vi skulle fortsætte videre til Sardinien og Grækenland og dermed
også et år mere, eller om vi skulle begynde hjemturen mod Danmark,
så vi kunne være hjemme inden efteråret satte ind. Vi var begge ved at
være mætte af alle de indtryk som vi havde fået i løbet af det sidste
år og udsigten til at skulle bruge et helt år mere, tiltalte os ikke
rigtigt, så det blev derfor vedtaget at sætte kursen nordpå. Ja helt
nordpå blev det nu ikke, for først blev der sejlet vest på til
Barcelona og derefter tog vi turen hele vejen inden om Lion bugten inden
vi til sidst endte i Port Napoleon hvor vi fik taget masten af og lagt
vandret på dækket.
Nu startede vi så sidste del af vores tur og efter at have taget afsked
med Middelhavet, begyndte vi så at lege flodskippere op gennem Europas
floder og kanaler. Første etape var den store og helt problemløse Rhône
flod. Vi havde frygtet at der ville være kraftig modstrøm på denne
strækning, men da det ikke havde regnet i flere uger, var der ikke nogen
nævneværdig strøm. Næste etape var så floden Saône, en lidt mindre
flod end Rhône og hvor dybden i Rhône var på 5 - 6 meter, blev den nu
ganske langsomt reduceret til 2 -3 meter og så begyndte det at blive mere
alvorligt. Rigtigt alvorligt blev det da vi drejede ind på Canal de l'est,
for her var der kun garanteret en dybde på 1,80 meter og da Gi'vind jo
stak lidt over 2 meter, begyndte vi at kunne mærke at vi nok ville få
problemer længere fremme. Og de udeblev da heller ikke, for da vi nåede
til byen Grey, ville Gi'vind ikke være med mere og satte sig godt og
grundigt fast i mudderet og ville ikke rokke sig ud af stedet. Der skulle
mange overtalelses forsøg til og meget mere vand i kanalen, før hun slap
bunden og lod sig føre ind til kajen. Det blev til et par nervepirrende
dage hvor vi overvejede hvordan vi skulle komme videre. Biltransport viste
sig at være alt for dyr, så efter at have sundet os et par dag, blev vi
enige om at forsøge at fortsætte. Det viste sig, at vi var kommet forbi
det værste stykke, for selv om vi dagligt skrabede mod bunden, kom vi til
sidst igennem Canal de l'est uden de helt store problemer.
Ude på Mosel
kunne vi så igen ånde lettet op, for nu var vi over det værste. Mosel
var nok den flod der var den flotteste at sejle på, dels havde vi nu tid
til at nyde den uden at skulle holde øje med dybden og samtidig var den
utrolig flot med dens vinmarker op af dalsiderne. Dernæst var det så
Rhinen der stod for tur. Rhinen er "bare" en motorvej der skal overstås
i en fart, - lang og kedelig med en enorm trafik og en rivende strøm, som
vi var meget glade for at vi skulle sejle nedad med strømmen på, for her
er strømmen 4 - 5 knob. Dernæst hed det så Rhine-Herne kanalen,
Dortmund-Ems kanalen, Mittellandskanalen, Elbe-Seitenkanal, 2 kilometer ad
Elben og til sidst Elbe-Lubeck Kanal. Alle var lange og gravede kanaler
uden de store overraskelser og hvor der heller ikke er de store problemer
med at navigere, for det går stort set lige ud hele vejen.
Vi fik masten på i Lubeck og havde derefter 14 dage til at komme de
sidste sømil fra Lubeck og tilbage til Hundige, hvor vi ankom den 2.
oktober efter ca. 8000 sømil.
Det har været en lang og meget spændende tur. Vi har fået utrolig
mange oplevelser, både af de gode og nogle som vi måske godt kunne have
undværet. Når man sejler så intenst som man gør på sådan en tur, kan
det være svært, at nå at fordøje alle de indtryk og oplevelser, som
kommer i en konstant jævn strøm og det må så blive opgaven de næste
par måneder.
Det, at sejle langt vil jeg ikke betegne som værende svært eller
farligt. Med en lille smule sund fornuft og en ordentlig gennemgang af
vejrudsigten, er det ikke anderledes end at sejle på sommerferie,
afstandene kan være længere og bølgerne måske lidt større, men
egentlig er der ikke den store forskel. Vi har på intet tidspunkt følt
at vi har været i farlige situationer, når vi har sejlet og kun en
enkelt gang har det været rigtigt kriminelt, nemlig da vi lå for
anker i Arguineguin.
Den største "fejl" vi har gjort på turen, har nok været at vi
ikke lærte spansk inden vi tog af sted. Vi havde regnet med at vi kunne
klare os med engelsk, men vi har måtte sande at det er der ikke ret mange
spanioler der taler. Det ville have givet os en langt større oplevelse,
at kunne komme tættere på den spanske befolkning, hvis vi bare havde
kunnet nogle få spanske gloser.
|
