Dag

449

"Havnekanalmanden" kom og afhentede den formidable sum af 6€ som det kostede for at have ligget til kaj. Ligget til og ligget til ? - Nu vil jeg jo ikke sige at det var bolværket vi sled mest på, for vi lå 2 meter ude i kanalen.

Vi havde i går forsøgt os flere steder og mens vi sled og slæbte for at komme ind, stod der en hovedrystende tysker og fortalte os at det slet ikke gik. To minutter senere kom der en Hollænder og fortalte, at der hvor han lå var der 2 meter og ellers kunne vi ligge uden på ham. (Sådan er man jo så forskellig !) Vi kunne godt se at det med at ligge uden på kunne vi godt glemme for så ville vi have spærret over halvdelen af kanalen, så vi trak ned bag ved ham og med et par fortøjninger i land fik vi så halet os så langt ind vi kunne, til kølen sat godt fast i mudderet.

Da vi så i dag ville sejle stod Gi'vind helt og aldeles fast. Så vi måtte vrikke, bakke og bruge alle mulige tricks for at komme fri. Men det lykkedes da heldigvis til sidst.
Da vi forlod canal de l'est og gik over i Mosel floden lå vi i den første sluse og ventede et stykke tid til der kom en peniche som vi så kunne sluse ned med. Den fulgte vi så efter hele dagen og det var fantastisk befriende bare at lægge sig ind bag ved ham og lade ham gøre alt arbejdet. Det var også rart at kunne sejle uden at skulle stå og holde øje med dybdemåleren hele tiden. Det føltes virkelig som en befrielse af have nok vand under kølen igen. Vi var som "en lille hæmoride, der bare hang bag på" indtil vi bestemte os for at nu måtte det være nok for i dag. Da vi fandt en lille bro, som så egnet ud for Gi'vind,  lod vi ham sejle videre uden at have os hængende i rø...
Vi ville gerne have haft strøm og vand på men da man skulle henvende sig i et hus, for at få nøglen til målerskabet og vandhanen, blev vi enige om at vi lige så godt kunne vente til vi eventuelt kommer i havn i morgen.
Så var det tid til at få ringet hjem så vi begav os op i den nærliggende by for at finde en telefonboks. Dem er der meget langt i mellem i Frankrig, men det lykkedes da til sidst. En internetcafé kunne vi til gengæld ikke opdrive, så det blev altså heller ikke i dag at hjemmesiden blev opdateret.

Dag

450

Det var så tåget her til morgen at vi ikke kunne se over på den anden bred, før solen havde været på himlen en times tid, så først ved 9-tiden var tågen lettet så meget at vi synes at det var forsvarligt at begynde at sejle.

Videre til  Koenigsmacker sluse og her lagde vi til med den fineste udsigt til Cattenom atomkraftværk med de 4 enorme køletårne. Vi fik taget et godt stykke af Mosel i dag og nu var det tid til at tage os lidt af Tiki.

Vi pakkede udflugtskurven og fandt et lille stykke græsplæne ved siden af slusen og mens vi udnyttede de sidste rester af solen, fik Tiki brugt al den opsparede energi i græsset.

Dag

451

Det fine ved at ligge og overnatte ved en sluse er, at så har penicherne taget farten af når de sejler forbi. Vi måtte dog lige op en gang klokken 04 i morges, da der er en peniche der skal ud af slusen og det foregår ved kraftigt brug af bovpropellerne. Det tog over 5 minutter fra forenden begyndte at sejle ud og til styrehuset bagerst kom til syne og det larmer enormt, når man ligger og sover.

Vi var endnu en gang klar til afgang klokken 9 og da der kom en peniche, var det bare om at komme om bag ved ham og med ind i slusen. Vi snuppede det sidste stykke af Frankrig i løbet af formiddagen. 
Gitte ville gerne have købt lidt rødvin inden vi forlader Frankrig men den mulighed var snart opbrugt når vi ikke kunne komme i land i nærheden af en by. Vi havde jo hørt vilde historier om at mange af slusemestrene, i de små sluser, solgte rødvin fra tønder, så vi havde jo været fornuftige og husket at samle vanddunke i tilfælde af, at vi skulle få tilbudet, men det fik vi bare aldrig. Ikke en eneste gang har vi bare set antydningen af et tilbud om bare en lille bitte smule rødvin. Vi har da sejlet forbi mange vingårde, men hvad hjælper det når man ikke kan lægge til nogle steder. 
Så i den sidste by inden grænsen, måtte vi ty til et supermarked. Vi finder en bro og uanset om der står at der er "stærkt ulovligt" at lægge til, mener vi at nød bryder alle love og lægger Gi'vind halvt op ad broen. Kølen skraber lidt på bunden, når der sejler nogle forbi, men rødvin skal vi have. Nu er det jo sådan at vi, med vores helt specielle held, aldrig kan få noget til at lykkedes første gang. Da Gitte stiller foran supermarkedet præcis klokken 12, bliver dørene smækket i lige for næsen af hende. - Middags lukket  åbner igen klokken 14. Nå - men så var der kun et at gøre, nemlig at vente, for vi ville ikke forlade Frankrig uden at have fyldt vores rødvinsbeholdning op.
Klokken 14 står Gitte igen foran døren og denne gang bliver hun lukket ind - til et udvalg der er mindre end det vi i forvejen har i Gi'vind. Nedtur ! Ok - der kom et par flasker ned i kurven så vi havde lidt til de næste par dage og så var der om at komme videre til Luxemburg.
Vi kom igennem den sidste sluse og over grænsen og så kunne vi ånde lettet op. Vores vignet til de franske vandveje gjaldt kun til den 24. august, men "på grund !" af vores problemer i Gray, var vi blevet noget forsinkede og da vi sejlede forbi VNF-kontoret i Thionville i søndags var det lukket (meget uheldigt!). Men der havde jo heller ikke været nogen som interesserede sig for vignetten og så er de 68 € jo sparet.
Vi fortsatte forbi Schengen og den kaj som blev brugt da Schengen-aftalen blev underskrevet og videre til Schwebsangen, en lille havn lidt længere nede af Mosel. Her havde vi fået at vide, at der skulle være meget billig diesel at købe og det var da også rigtigt at det var billigere, men så var det altså heller ikke mere. I Frankrig kostede dieselen 1.20 € og her i Luxemburg kunne vi få den til 0.92€, men vi havde hørt at den skulle koste 0.80 €, så vi var lidt skuffede, men vi undlod dog ikke at fylde 140 liter på Gi'vind.
Havnefogden er lidt af et studium i sig selv. Han er næsten ved at skumme over af bar hjælpsomhed og når man spørger om et supermarked, fortæller han at det slet ikke kan betale sig at handle her i Luxemburg og at vi skal vente til vi kommer til Tyskland. I øvrigt var der også langt til et supermarked. 
Det tog os næsten en halv time før vi fik diesel på, med alt det som han skulle fortælle os og da vi spurgte om der var en plads ledig for natten, startede han forfra med at fortælle hvilke både der skulle komme og da vi stak 2 meter måtte vi hellere blive liggende ved dieselstanderen for natten.

Dag

452

Igen havde vi fundet en peniche at følge efter så vi hurtigere kunne komme med igennem sluserne, men alligevel var der meget ventetid ved mange sluser.  Mosel er utrolig smuk. Det har været en helt fantastisk oplevelse at sejle nede i en dal med træer op ad begge sider.

Husene i de byer vi sejlede igennem var også utrolig smukke, de havde et østrigsk præg og var meget velholdte. En fantastisk kontrast til de triste grå og faldefærdige huse som vi havde set i Frankrig.

En ting som har slået os er, at se hvordan husene skifter karakter når man passere en grænse. Første gang vi lagde mærke til det var da vi sejlede fra Spanien over den franske grænse. Her ændrede husene sig fra små hvide huse i små byen til kedelige grå og triste kasser, spredt ud over det hele. Næste gang vi lagde mærke til det var da vi sejlede ind i Luxemburg, nu fik husene lige pludselig farve og man kunne se at de blev brugt meget tid på at gøre dem pæne og velholdte. 
Da klokken nærmede sig 17 startede kampen med at finde en liggeplads for natten. Vi forsøgte os flere steder men hver gang forgæves. Først klokken 20 måtte vi ty til en lille bro som var for små motorbåde og som lå ude i kanalen, med det resultat at vi hoppede op og ned hver gang der var en motorbåd eller en peniche som passerede. Tiki var også noget utilfreds, for der var lås på lågen, så hun kunne ikke komme ud at gå aftentur. Vi havde nok regnet med at det ville være lettere at finde pladser her på Mosel, men sådan er det altså ikke.
Endnu en gang måtte vi svigte grillen, da grillmasteren var alt for træt til at kokkerere.

Dag

453

Vi har hørt om Mosel-vin og nu ved vi hvorfor. Overalt hvor vi kommer frem er der vinmarker op ad siderne her i Mosel dalen. Det er utroligt at se hvordan vinrankerne står i tætte rækker og på lang afstand ser det ud som om hele området er blevet redt med en stor kam.

Der skal være vinfest i hele Moseldalen i den første weekend i september og vi kan se hvordan der bliver pyntet op overalt. Det kunne være sjovt at opleve, men da vi jo ikke ved hvad der skal foregå og at det måske bare er et stort drukgilde (og vi drikker jo ikke - ret meget) må vi hellere se at komme videre.

Ved 17 tiden begyndte vi så igen dagens kamp for at  lede efter en plads for natten. Vi fandt en fin bro, men nogle venlige unge mennesker fortalte at der lagde turistfærgerne til, og ganske rigtigt. Vi havde kun lige flyttet os da den første færge kom. Videre igen. Ved 18-tiden fik vi øje på en fortøjningsbro som så ud til at passe os. Den var ved en campingplads og her var både vand og strøm. Så denne aften fik vi grillet i den herligste aftensol. Rent faktisk viste termometeret 35 grader klokken 19. Vi snakker om at det må være "indian summer" for vi har hørt at det også er meget varmt i Danmark. Vi nyder det i hvert tilfælde.

Dag

454

Dag

455

Med hensyn til penicherne har vi nu undret os ganske meget over deres indhold. Mange gange har vi set penicher sejle med "skrotjern" op ad Mosel og lige så mange gange har vi set at de også sejlet med "skrotjern" ned ad Mosel. Hvorfor er der ikke nogen der kombinerer det og så bare bytter om på papirerne halvvejs.
En anden vare er kul - det er utrolige mængder kul der transporteres på Mosel og det til trods for at vi flere steder undervejs har set at der findes store atomkraftværker.
Yderligere er der næsten ved hver sluse bygget en vandkraftværk, så vi kan ikke forstå hvad de bruger den enorme mængde kul til.

Vi har også snakket om hvilket hårdt job det må være at være penichefører/skipper. Deres dag starter allerede ved 6-tiden om morgenen, når sluserne åbner og så sejler de hele dagen og stopper først langt ud på natten. Vi har sammenlignet det lidt med at være langturschauffør, men tror ikke at de også har sejle/hviletidsbestemmelser som en langturschauffør har.

Efter den sidste sluse var det så til til at prøve kræfter med Rhinen. Egentlig skal vi sejle ned ad, men vi havde valgt en havn som lå 2 kilometer op ad Rhinen og det var mere end nok til os. Strømmen i Rhinen er så stærk at vi var nød til at give fuld gas og så gik vi alligevel kun 3 knob over grunden. De 2 kilometer tog os 20 minutter, så jeg er glad for at vi skal den anden vej. 

Men vi kom da op til havnen og lige så snart vi forlod den rivende strøm var det som om Gi'vind sprang fremad igen.  Vi blev modtaget af en flink havnefoged og fik anvist en plads og som også fortalte os hvor vi kunne finde  supermarked og internetcafe. Det har ikke været muligt at finde en internetcafe i lang tid, enten her der ikke været nogle eller også har vi ikke kunnet lægge til nogen steder.

På første netcafe kunne vi ikke bruges vores USB (lager) nøgle og så gik jagten på netcafe nummer to. Vi rundede TURISTINFORMATIONSKONTORET (yes - !!!!!) for at høre om der var andre internetcafeer og for en gangs skyld var vi heldige, selv om den lå i den anden ende af byen. Vi fik opdateret hjemmesiden og så var det tid til anden halvleg i supermarkedet på tilbagevejen. En lille ting der har fortalt os at vi er på vej hjem er, at vi nu igen kan få - REMOULADE, noget som vi har måtte importere fra Danmark via Charlotte og Torben, hver gang de har været og besøge os.
Aftenen gik med ren afslapning og en enkelt film på DVD'en.